Er du erhvervsdrivende på Bornholm og ønsker du at støtte fremtidens iværksætteri? Så kan du nu blive mentor for unge hhx-elever under Folkemødet? – Det er omkring 45 elever der deltager i en iværksætterkonkurrence som arrangeres af Finansrådet og Fonden for Entreprenørskab, og som mentor bliver man sparringspartner og lærermester for et elev-hold.
– Det bliver et sjovt, intenst og lærerrigt forløb, der har til formål at give de unge endnu mere mod på iværksætteriet. Din mentor-indsats er derfor afgørende, fortæller Tau Rebecca Mikkelsen, der er regionsleder for Fonden for Entreprenørskab.
Eleverne stilles en konkret iværksætter-opgave, som de skal løse i løbet af små 24 timer. De skal opfinde et innovativt produkt og udarbejde en rapport over idéen, forberede en mundtlig præsentation og lave en video på op til tre minutter. Forløbet starter første folkemødedag, torsdag den 16. juni og slutter dagen efter.
– Som mentor er du med til at sikre, at eleverne får arbejdet med så mange af entreprenørskabets facetter som muligt, siger Tau Rebecca Mikkelsen.
Vil du være mentor kræver det:
* Du skal være åben overfor elevernes idéer.
* Du har empati og forståelse for elevernes afsæt. Nogle elever har nemlig kun lidt eller ingen erfaring med iværksætteri.
* Du har tid til at mødes fysisk med eleverne på Folkemødet minimum én gang, og du er til stede til kick-start torsdag den 16. juni klokken 14.30 og til præsentationer og præmieoverrækkelse fredag klokken 10.30-12.30.
Vil du være med til at gøre en forskel, så meld dig som mentor ved at sende en mail til taumik@ffe-ye.dk eller ved at ringe til Tau på nummer 3011 5835.
Kilde: www.tidende.dk