Vi vender ryggen til samfundets svageste

Efter at have siddet i Rådet for Socialt Udsatte i 20 år trækker jeg mig i protest over, at der ikke længere er opbakning til at tage sig af samfundets svageste. De fleste socialarbejdere kender fornemmelsen af, at grænserne kan skride. At man bliver i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Er vi her for at hjælpe udsatte medborgere på vej til et bedre liv, eller er vi her for at skænke kaffe til en chanceløs eksistens, som alligevel er på vej den vej, hønsene skraber?

CLIFF KALTOFT, tidligere sekretariatschef for Landsforeningen af VæreSteder og medlem af Rådet for Socialt Udsatte

Jeg medgiver, at tvivlenaltid kan opstå i mødet med særligt tunge problemer. Grænserne flyder, fordi socialt udsattes hverdag er præget af den daglige kamp for at overleve – med et misbrug, en psykiatrisk diagnose og et par andre alvorlige problemer oven i hatten. Selvrespekten og meningen med det hele er gået fløjten. Så meget desto mere afgørende er det, at medarbejdere, behandlere og frivillige til stadighed formår at synliggøre håbet om forandring. Hvorfra skulle det ellers komme?

Jeg oplever, at vi er i risiko for at dele mismodet med de mennesker, vi skal hjælpe. Og det er vi, fordi vi i disse år efterlades i et tomrum, hvor vi selv må opfinde en højere mening med arbejdet. Fraværet af en egentlig socialpolitik for de udsatte grupper efterlader os i en tilstand af mismod og mangel på forventninger til de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe. Dette tab af mening er usselhedens pris.

Er det virkeligt så galt fat? Det er det ikke, hvis man lytter til festtaler og politiske idealforestillinger. Som mange andre bliver jeg glad, når en regeringschef udtaler, at afstanden imellem os aldrig må blive større end, at vi kan gribe hinanden, når vi snubler. Det udtrykker netop de holdninger til fællesskab, fælles ansvar og solidaritet med samfundets allersvageste, som for mig er lakmusprøven på et anstændigt samfund.

Af samme grund gribes jeg af forundring, når den førte politik reelt skaber større afstand imellem os. Endnu mere forundret er jeg over, at vi kan rumme det. At vi så ubekymret kan leve med de indlysende selvmodsigelser. Jeg mener – uden at tale om det, uden at diskutere det!

Fraværet af en egentlig socialpolitik for de udsatte grupper efterlader os i en tilstand af mismod og mangel på forventninger til de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe

Cliff Kaltoft

De udsatte grupper er forsvundet fra den politiske radar og har været det længe. De mange vigtige spørgsmål om samfundets indretning og sammenhængskraft er reduceret til et visionsløst fedtspilleri på midtbanen, hvor spilsystemet dikteres af kosmetisk omfordeling blandt de store grupper af rettighedsbevidste mellemlag, ledsaget af en kælderkold spekulation i folkedybets holdninger til flygtningespørgsmål. Hvornår har vi sidst hørt om andet?

Det seneste nationale handlingsprogram for de udsatte grupper går otte socialministre tilbage, til 2006. Fælles Ansvar II var titlen på det program, som på mange måder bidrog positivt til at fokusere og understøtte udviklingen. Fælles Ansvar II blev ledsaget af ca. en halv milliard kr. over en fireårig periode, som understøttede en lang række vigtige tiltag for de udsatte grupper.

Siden programmets udløb er der ikke formuleret nogen egentlig politik for området. I dag har vi stadig 180.000 socialt udsatte medborgere, og tallet er stigende. Sundhedsstyrelsen skønner fortsat, at vi har 33.000 stofmisbrugere i Danmark, andre professionelle vurderinger siger, at antallet er betydelig højere. Samtidig er støtten til de sociale væresteder, som ofte er indgangsdøren til kontakt og behandling, beskåret betragteligt.

De samlede offentlige bevillinger til udsatteområdet er reduceret med intet mindre end 30 procent hen over de seneste år, og der er intet, der tyder på, at situationen forbedres. Området er ikke prioriteret i finansloven for 2016, og fordelingen af de statslige penge over satspuljen har forvandlet sig til en karikatur. Der er næsten ingen penge at fordele, og de få, der resterer, går ikke de socialt udsattes vej. I det øvrige Danmark er man enige om, at finanskrisen er aflyst. De mest udsatte borgere betaler fortsat af på gælden.

Lige nu kommunikerer Kommunernes Landsforening et kækt budskab, der lyder: Invester, før det sker! Jeg er helt enig, men jeg frygter, hvad det betyder for dem, for hvem skaden er sket, og som nu – lige nu – sidder i suppedasen?

Jeg oplever, at det politiske spin er omsiggribende, og at dårlige løsninger sælges som gode løsninger. Det har jeg og alle andre, der arbejder på feltet, også et ansvar for. Alt for ofte er vi bragt i situationer, hvor vi lever med halvdårlige indsatser og lidt tilfældigt projektmageri, fordi det dog er bedre end slet ingenting. Og det er ikke blot situationer, vi bringes i, men også noget, vi selv bringer os i. Vi lærer at nøjes på den dårlige måde – og betaler usselhedens pris. Men hvor sølle kan det blive?

Jeg oplever, at det politiske spin er omsiggribende, og at dårlige løsninger sælges som gode løsninger. Det har jeg og alle andre, der arbejder på feltet, også et ansvar for

Cliff Kaltoft

I et lovforslag fra Sundheds- og Ældreministeriet om såkaldt ’assisteret stofindtagelse i stofindtagelsesrum’ foreslås det at legalisere hjælpen til misbrugerens indtag af stoffer i fixerum. Vel at mærke en hjælp, som ydes af en anden stofmisbruger og ikke af et uddannet sundhedspersonale. De sidste er nemlig omfattet af landets love og deres professionsløfte om hjælp. Forslaget er dybt problematisk af flere grunde, men det mejsler i granit fraværet af ambitioner på vegne af stofmisbrugere og udsatte medborgere.

Inden du trøster dig selv med, at behandling også er meget bedre, skal du vide, at antallet af misbrugere, der får tilbudt behandling med sigte på stoffrihed, faldt med 50 procent fra 2008 til 2011 og fortsat er historisk lavt.

I det hele taget er der en holdning om, at socialt udsatte kan spises af med frivillige som erstatning for fagligt kvalificerede medarbejdere. Selv om vi af alle kræfter arbejder på at professionalisere indsatsen og basere den på metode og viden om effekter, sådan som det efterspørges fra politisk hold, så må vi konstatere, at ønsket om at skabe rammer for varige forandringer underløbes af en tendens til at erstatte fagligt kvalificerede medarbejdere med frivillig arbejdskraft til mere praktiske og ad hoc-opgaver.

Det sker ikke bare på værestederne, men også i form af en bredere strøm af løsrevne mere eller mindre spontane handlinger eller indsatser, som har et andet primært sigte end at skabe forandringer for socialt udsatte (eksempelvis begrænsningen af madspild). Intet ondt sagt om frivillige initiativer eller kampen mod madspild, men vi skylder en sammenhængende plan, der har til formål at hjælpe de socialt udsatte ud af udsatheden.

Bo Lidegaard fortæller i sin omfattende og tankevækkende biografi om Jens Otto Krag en sært bevægende historie om vores tidligere statsminister. Den handler om Krags sidste tid, hvor han i et dybt og tragisk fald er på vej mod bunden. Krag sidder alene i en togkupé og usler – fuldemandssnøvlende, usoigneret og med klirrende plastikposer under sædet.

Væk er al værdighed og selvrespekt. Ind træder en forhenværende minister og ser den tidligere regeringschef og statsmand. Han vender sig bort og lader Krag sidde i fred, uden at give sig til kende. »Ikke fordømmende og ikke afvisende. Ikke i småborgerlig foragt. Men hensynsfuldt og lidt sørgmodigt«, lyder Lidegaards fortolkning af historien.

Om man vender ryggen til i respekt for et menneske, man før har kendt som en ligeværdig person, man ikke vil sætte i en nedværdigende situation, eller fordi man selv er bange for at blive konfronteret med den skrøbelige linje for umenneskeliggørelse, vi alle går på i vore op- og nedture gennem livet, er ligegyldigt.

For mig er pointen, at ryggen vendes til. Det er dét, handlingen viser. Vi vender ryggen til. Vi vil ikke vide af det. Og vi vil frem for alt ikke se i øjnene, at det handler om os. Om dig og mig. Og intet kan være en stærkere og mere ubehagelig påmindelse herom end mødet med en tidligere toppolitiker eller en god ven, vi engang har haft, i frit fald.

I den situation hjælper det sjældent at bilde sig ind, at den ultimative frihed tilsat noget kogesprit og et gratis måltid mad, der var tilovers fra en julefrokost, er det gode liv. At det kun lykkes alt for godt for samfundet at vende ryggen til, vidner den nyligt overståede juletids mange omtaler i aviser og på diverse sociale medier alt om.

Her har man kunnet læse om mange gode menneskers velgørende handlinger med alt lige fra donationer af møbler, tøj og mad i store mængder. Alt sammen glædeligt, også selv om det er noget, der måske skulle have været smidt ud alligevel. Men næppe noget, der bidrager til at gøre mennesker fri af deres afhængighed fra stoffer, fra det offentlige hjælpesystem og fri af alle andres i øvrigt velmenende hjælp. Det er heller ikke noget, der bidrager til selvrespekten og selvværdet og ej heller til en følelse af at høre til et fællesskab, hvor man også får mulighed for at bidrage det, man kan.

Det er netop de gevinster, samfundet har vendt ryggen til, når man ensidigt satser på at reducere skader og klare samvittigheden med civilsamfundets milde gaver. At man nærmest kollektivt har opgivet håbet om et bedre liv for en hel befolkningsgruppe, retter en hel verden af gode julemiddage ikke op på, heller ikke at man finder en ekstra stol på et nødherberg, så de, der ikke er en madras til på gulvet, kan sidde og sove i varmen, når det er koldt.

Vi kan heller ikke blive ved med at vende ryggen til og sige, hvad en højtstående embedsmand i Socialministeriet engang sagde til mig: »Cliff, det er jo ikke mine børn«, da jeg fortalte ham om, at risikoen for, at hans børn døde af narkotika, var næsten dobbelt så stor, som for at de døde i trafikken.

Vi vender ryggen til. Vi vil ikke vide af det. Og vi vil frem for alt ikke se i øjnene, at det handler om os. Om dig og mig

Cliff Kaltoft

En helt ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at halvdelen af de 18-24-årige danskere, der har erfaring med misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller fængselsophold, har forældre, der aldrig har oplevet noget tilsvarende. Og at en femtedel kommer fra hjem med højtuddannede forældre.

Der er brug for, at vi vender os om og ser dem, der sidder eller går hvileløst rundt på vores gader, som engang var vores børn, vores fædre, vores mødre og vores venner, inden de krydsede ’the not-know line’ og blev til dem, vi ikke kender. Hvis ikke vi ser dem, vender vi også ryggen til den gode historie og det håb, hver enkelt har et sted indeni.

Jeg har, i 20 år, siddet i diverse regeringsnedsatte råd, herunder Rådet for Socialt Udsatte siden dets stiftelse i 2002.

I regi af Rådet for Socialt Udsatte har jeg, gennem årene, samlet kørt omtrent 40.000 km. Det er lige nøjagtigt en gang rundt om jorden. Og det er desværre også sådan, det føles i dag. Vi har været hele vejen rundt, og jeg må konstatere, at vi er tilbage, hvor vi begyndte: sociale indsatser, der mest af alt minder om forrige årtusindes visionsløse og elendighedsfokuserede fattighjælp.

Jeg ved, at der landet over udføres dygtigt socialt arbejde. Og jeg ved, at det virker, også for de mest udsatte grupper. Hvis vi ellers vil investere i det. Men det er, som om det ikke ses, ikke anerkendes. Som om usselheden har sejret i dette fravær af målsætninger for håb og forandring.

Jeg har altid været stolt af at blive spurgt om at bidrage til råds- og udvalgsarbejde af skiftende socialministre og har altid opfattet det som en anerkendelse af den viden, jeg selv og de sociale væresteder sidder inde med. I dag er jeg mere i tvivl. I hvert fald synes jeg ikke, at jeg selv eller Rådet for Socialt Udsatte kan bryste os af et stærkt aftryk på vores socialpolitik.

Jeg kan ikke længere se, at det er muligt at agere talerør for samfundets svageste uden en bred repræsentation af brugere og praktikere fra byerne uden for København, når alle indsatser er lagt ud i kommunerne. Jeg kan ikke se meningen med, at rådgive regering og Folketing omkring indsatsen for at bekæmpe sammenhængsproblematikkerne (dvs. ofte komplicerede kombinationer af flere sociale problemer), når den sparsomme indsats, der er, kun går imod tiltagende specialisering for så vidt angår misbrugs-, psykiatri-, hjemløse- og prostitutionsområderne. Og jeg kan ikke se nogen mening i at sidde i et råd, der i praksis er sat ud af funktion.

Derfor kan jeg desværre heller ikke længere se, at muligheden for at arbejde med det, jeg tror på – nemlig at skabe varig og reel forandring for socialt udsatte – sker bedst i et nationalt råd.

Derfor har jeg besluttet at trække mig fra rådet.

Der er mange veje til at fortælle den gode historie. For den findes faktisk. I mange varianter. Om socialt udsatte mennesker, der får hjælp til at komme fri af deres misbrug. Om mennesker, der får kontakt til familien og livet igen. Om mennesker, der med alle deres særheder og ar på sjælen får en uddannelse, et fast job og bliver selvforsørgende.

Den politiske version af disse historier skal udtrykkes i positive forventninger og mål herfor. Det er, hvad politisk lederskab handler om. Og så skal kommunerne, som har ansvaret for gennemførelsen af landets socialpolitik, sikre, at det flytter og nytter for socialt udsatte medborgere.

Vi har brug for en udtalt og politisk formuleret opbakning til socialt forandringsarbejde. Vi har brug for ambitioner og for at give hinanden respekt. I modsat fald kommer vi alle til at betale usselhedens pris.

Kilde: Vi vender ryggen til samfundets svageste – Politiken.dk