Velfærdsstaten har glemt de nederste 20 procent 

Det nytter ikke noget, at den sociale indsats i dag er delt ud på flere end fem ministerier. Hvis vi vil hjælpe de titusindvis af danskere, der står efterladte på samfundets bagperron, er vi nødt til at samordne den socialfaglige tænkning.

Knud Aarup

I 2016 bruger vi mere end 800 milliarder kroner til velfærdsudgifter. Men 40 procent af anbragte børn får ikke folkeskolens afgangseksamen. De er mere syge, begår mere kriminalitet og dør tidligere. Som 30-årige er kun 43 procent af tidligere anbragte børn i beskæftigelse, mens 17 procent er på førtidspension. Tallene for ikke-anbragte er markant bedre.

Vi har heller ikke formået at forbedre mulighederne for de psykisk sårbare. Mennesker med psykisk sårbarhed har ifølge SFI kun en beskæftigelsesgrad på 26 procent mod 77 procent for resten af befolkningen. De bliver udredt for sent og får hverken den sociale eller pædagogiske støtte, som kunne give dem mulighed for at mestre livet bedre. Vi ved ellers, at cirka en tredjedel af mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom, bliver helt raske igen, og at en anden tredjedel faktisk kan klare sig på linje med andre.

Med andre ord har vi forsømt at videreudvikle det velfærdssamfund, vi overtog for 30 år siden. Vi har forsømt vidensudviklingen og forskningen på de offentlige professionsområder. Det tydeligste tegn på det manglende fokus på den socialfaglige viden ser man i den føromtalte opsplitning af de sociale indsatser på forskellige ministerier.

Læs hele kronikken her: Velfærdsstaten har glemt de nederste 20 procent | Information