Gennem frivillige mentorer får børn og unge en stabil støtte til udvikling af deres potentialer og fremtidige valg. Formålet med vores mentorordninger i Ungdommens Røde Kors er at hjælpe børn og unge godt på vej ved at støtte dem i hverdagens udfordringer vha. støttende og engagerede frivillige mentorer. Som frivillig underviser i Uddannelseskorpset skal du klæde de frivillige på til rollen som mentor på et forberedende mentorkursus. Her lærer mentorerne alt fra retningslinjerne for et mentorforløb til gode råd til det første møde med ens mentee og om, hvad man kan gøre, når det bliver udfordrende at være frivillig mentor. Ungdommens Røde Kors har udarbejdet uddybende materiale om det at være frivillig mentor, i form af en frivilligguide, men det er op til dig at formidle denne viden på en sjov og engagerende måde, der giver mentorerne blod på tanden til at komme i gang med deres mentorforløb.
Om Uddannelseskorpset
Du bliver en del af Uddannelseskorpset, hvis primære rolle er at planlægge og facilitere vores mentorkurser for mentorordninger i København. Dette skal du gøre sammen med et lille hold af medfrivillige med både erfarne og nye frivillige, samt med støtte og sparring fra Ungdommens Røde Kors’ sekretariat. Det forventes, at mentorkurset afholdes ca. én gang om måneden.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med undervisning og facilitering eller mentorerfaring, men det er ikke et krav. Vigtigst af alt skal du være motiveret for at klæde frivillige mentorer på til at være noget særligt for de børn og unge, som vi laver mentorforløb for.
Hvad forventer vi af dig?
- Du er fyldt 20 år
- Du kan afholde mentorkursus ca. én gang om måneden
- Du har lyst til at bruge tid på forberedelse af kurset i samarbejde med de øvrige frivillige og Ungdommens Røde Kors’ sekretariat – forventeligt 2-5 timer om måneden.
- Du har lyst til at hjælpe med alt fra tilrettelæggelse af mentorkurset til bestilling af lokaler og forplejning og andre praktiske opgaver
- Du er interesseret i eller har erfaring med undervisning, formidling og mentoring
- Er initiativrig og engageret
- Er struktureret og besidder gode planlægningsevner
- Vil bidrage til at sikre et stabilt og velfungerende projekt
- Kan binde dig for minimum 1 år
- Kan deltage i det kommende mentorkursus, som afholdes i København NV. Du vil få nærmere besked om dato og tidspunkt.
Hvad kan vi tilbyde dig?
- Du bliver en del af Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, hvor du har mulighed for at danne netværk samt deltage i relevante kurser og arrangementer
- Erfaring med undervisning, facilitering og mentoring
- En mulighed for at afprøve dig selv og dine kompetencer
- Et socialt netværk med andre frivillige
- Et meningsfuldt frivilligt job, hvor du har mulighed for at være med til at sikre kvaliteten af vores uddannelse af mentorer
Hvis ovenstående lyder som noget for dig, så send os en ansøgning, hvor du skriver lidt om dig selv, og hvorfor du vil være den rette til stillingen.
Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du også meget velkommen til at kontakte os gennem stillingsopslaget.
Find Opslaget: Ungdommens Røde Kors søger engagerede frivillige undervisere til mentorkursus – frivilligjob.dk