Når jeg ser tilbage på min kamp for en normal tilværelse, står det klart, at jeg ikke kun har mig selv at takke for, at det gik godt. Selvfølgelig starter det hele med min beslutning og min vilje til forandring, men uden støtte fra både kommune og mentor var det aldrig lykkedes. Det havde slet ikke kunnet lade sig gøre.Der var helt sort. Efter mit brud med rockermiljøet og hele det liv, jeg havde været en del af i mange år, var det, som om min hjerne lukkede helt ned.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre med mit liv. Jeg tror faktisk ikke engang, de tanker var der på det tidspunkt.
Jeg havde en kæreste og en datter på knap et år, som jeg ikke var mentalt til stede hos – mon jeg nogensinde havde været det?
Jeg havde aldrig i mit voksne liv haft et fast og stabilt job eller en fast og stabil indtægt. Jeg havde ernæret mig ved kriminalitet.
Jeg husker perioden som endnu mere kaotisk end min tid i rockermiljøet. Nu havde jeg slet ingen mål med mit liv. Før havde jeg i det mindste en retning, nu var der ingen retning på noget overhovedet. Jeg anede ikke, hvordan man var almindelig. Og slet ikke, hvordan man var familiefar.
Seks måneder efter bruddet blev jeg anholdt for noget narkokriminalitet, jeg havde begået, mens jeg stadig var rocker. Jeg fik fire års fængsel. Jeg skulle afsone to år og otte måneder, før jeg kunne prøveløslades.
Hvor mærkeligt det end lyder, var det en form for gave at blive taget væk fra mit daglige kaos. Ikke at det var godt at blive skilt fra familien, men nu var der et sted, jeg skulle være i længere tid, og en form for plan. Det føltes som en pause. Jeg kunne muligvis godt have fundet andre steder, hvor det var hyggeligere at holde pause, men nu var det sådan, og det måtte jeg få det bedste ud af.
Pludselig fik jeg en fremtid
Efter en kort periode i et lukket fængsel begyndte der at dukke fremtidsplaner op, som jeg aldrig før har haft. Jeg ville ud og hjælpe andre mennesker, gerne nogle som mig selv. Jeg ville begynde på pædagogseminariet.
Der var bare et problem: Jeg sad i et lukket fængsel. Med hjælp fra Kriminalforsorgen blev jeg overflyttet til et åbent fængsel, hvor det var nemmere at få udgang.
Jeg fandt selv alle de papirer og ansøgninger, der skulle bruges for at søge ind på seminariet, og sagsbehandlere fra Kriminalforsorgen hjalp velvilligt med at skabe kontakt. Jeg blev optaget. Fremtiden så pludselig lys ud.
Det viste sig dog hurtigt at være svært at kombinere uddannelse med fængselslivet, så jeg droppede ud. Men da jeg blev løsladt, fik jeg arbejde på den arbejdsplads, hvor jeg første gang var i praktik under min uddannelse. Lederen havde et stort hjerte og ville meget gerne beholde mig og give mig en chance for at få fast arbejde.
Efter kort tid blev jeg tilbudt en deltidsstilling i en anden afdeling i kommunen, samtidig med at jeg kunne beholde det job, jeg allerede havde. Det nye job bestod i at støtte nogle rødder. Det var lige dét, jeg ville. Jeg var nærmest lykkelig. Nu gik det fremad, følte jeg.
Fyret to gange på en dag
Men der gik ikke længe, inden chefen på min nye arbejdsplads kaldte mig ind og fyrede mig med øjeblikkelig virkning. Jeg var i chok. Alle mine nye kolleger stod i køkkenet og så trykkede ud.
Det nye job havde betydet, at man havde lavet et nyt baggrundstjek på mig, og pludselig havde man bemærket, at min straffeattest var plettet. Så samme dag mistede jeg også mit andet job.
Kaos indfandt sig igen. Helt sort fremtid. Jeg gav fuldstændig op. Alt forsvandt på et øjeblik. Min egen fremtid, min datters og min kones.
Jeg tænkte på at vende tilbage til kriminaliteten. Det kunne jeg da finde ud af. Det kørte rundt i hovedet på mig, at jeg alligevel ikke var god nok til det almindelige system og liv.
Jeg havde ingen at dele mine tanker med. Men i min korte tid på det nye arbejde havde jeg haft en kollega, Milo, som syntes, at jeg var interessant. I desperation kontaktede jeg ham. Han kom hurtigt hjem til mig, satte sig i sofaen og spurgte »Hva’ fa’en gør vi nu, Rolf?«
Han kom hurtigt frem til muligheden for at få mig i løntilskudsjob i hans firma, som var en socialpædagogisk virksomhed.
Kommunen var med på at hjælpe mig i gang og bevilligede lønstilskud i et år. Jeg var i gang igen. Denne gang var det bare bedre. Jeg havde nu en mentor til at guide og hjælpe mig. Det havde jeg aldrig prøvet før i mit liv.
Jeg tror faktisk, at han var den første, der nogensinde spurgte mig, hvordan jeg havde det. Og jeg kunne faktisk ikke svare ham, for jeg vidste det ikke selv. Det havde jeg aldrig skullet tage stilling til før, hvor mærkeligt det end lyder.
Opbakning og forståelse
Jeg arbejdede hos Milo i godt to år, indtil jeg fik mod på at prøve kræfter med noget andet på egen hånd og fandt et fuldtidsarbejde. Det varede kun i tre måneder, så blev jeg afskediget. Kaos rasede igen. Men det var ikke helt så slemt som sidst, for nu kunne jeg altid ringe til Milo.
I stedet besluttede jeg mig for at begynde på Ballerup Seminarium. Jeg henvendte mig igen til kommunen for at få hjælp.
Den ville stadig gerne hjælpe mig. Jeg havde jo bestemt vist, at jeg ville det her, men sagsbehandlerne var bange for, at min straffeattest ville give mig for mange problemer.
Milos firma og min første arbejdsplads erklærede sig imidlertid villige til at tage mig i praktik under min uddannelse, og da jeg samtidig fik papir på, at der var fast arbejde til mig efter endt uddannelse, bakkede kommunen op og bevilligede revalidering, så jeg kunne klare mig økonomisk under hele uddannelsen, ligesom den støttede mig med hjælp til diverse materialer og computer.
Denne gang gennemførte jeg med stor mental støtte af min mentor. Jeg havde bestemt op- og nedture undervejs, når der var store udfordringer. Men jeg blev samlet op af Milo, som altid forstod og aldrig dømte.
Tre om sejren
Når jeg ser tilbage på min kamp for en normal tilværelse, står det klart, at jeg ikke kun har mig selv at takke for, at det gik godt.
Selvfølgelig starter det hele med min beslutning og min vilje til forandring, men uden støtte fra både kommune og mentor var det aldrig lykkedes. Det havde slet ikke kunnet lade sig gøre.
Jeg havde aldrig stået distancen alene uden kommunen eller Milo. Der var altid et menneske, jeg kunne ringe til eller kigge forbi, når livet var uretfærdigt.
Endelig var der et voksent menneske, som kunne lære mig at navigere i livet. Lære mig helt centrale ting som, hvordan man opfører sig på en arbejdsplads og behandler andre mennesker. Jeg fik egenindsigt og selvforståelse.
Økonomisk var det heller aldrig gået uden kommunens hjælp. Det gik, fordi den gav mig flere forsøg over flere år. Så set i bakspejlet var vi tre om at nå målet: mig, min mentor og kommunen.
I dag arbejder jeg hos Lisbeth Zornig Andersen i et mønsterbryderprojekt, hvor vi hjælper mennesker, der har haft en svær begyndelse på deres liv med at komme på fode igen. Vi giver stafetten videre. I dag er jeg muligvis et andet menneskes Milo.
Rolf Hermansen er pædagog
Kilde: Jeg var 30 år, før nogen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg anede det ikke | Information
