Da hun søgte hjælp på kommunens jobcenter, for at få hjælp til et fleksjob, blev hun overrasket over den holdning, der mødte hende.
»Første gang jeg kontaktede kommunen, mødte jeg en sagsbehandler, der sagde ’Nårh, er du psykisk syg? Ja, så må vi vel hellere starte en ansøgning om førtidspension…’. Jeg var målløs«, siger hun.
Til sidst opgav hun, og blev bare hjemme. Hun holdt op med at gå i byen, og selv opvasken blev en uoverkommelig udfordring. Hun følte, at hvis det var sådan, omverden så på hende, så kunne hun lige så godt blive hjemme. Det gjorde ikke situationen bedre, tværtimod gjorde det sygdommen værre.
»Hvad der for en normal kunne være en lille bitte bølge på stranden i stille vejr, blev en kæmpe tsunami for mig. Jeg mistede fuldstændigt lysten til livet«, siger hun…
Hele artiklen i Politiken her
