Røde Kors Midtfyn opretter unge-mentorordning

Unge fra 18 år kan i fremtiden få hjælp fra en særlig mentor, hvis de har problemer i hverdagen eller svært ved at overskue en given situation. Røde Kors Midtfyn er nemlig klar med et nyt tiltag i form af en mentorordning til unge i kommunen.

Ifølge Torben Bach-Petersen fra Røde Kors Midtfyn er mentorerne klar til at tage over, når de unge bliver voksne.

– Det øjeblik man bliver 18, er man voksen og skal kunne klare sig selv. Det er ikke alle, der er parat til det. Specielt ikke hvis de har haft en problematisk opvækst, forklarer Torben Bach-Petersen.

– Men systemet slipper, og så ved de ikke, hvordan de skal forholde sig. Der er det, at vi stiller en voksen til rådighed, hvis man ønsker det, tilføjer Torben Bach-Petersen.

Alle problemer er i spil

Det var en henvendelse fra en kommunal ansat til netop Torben Bach-Petersen som gjorde opmærksom på det problem, at systemet måtte slippe en ung mand, som ellers var kommet på rette vej.

– Det kan være alle problemer. Bare det at mestre sin hverdag. Få købt ind, gjort rent eller få pengene til at slå til kan være et problem, siger Torben Bach-Petersen.

– Som mentorer skal man gå ind som den betydningsfulde voksne i en tid, hvor der måske ikke er helt styr på tilværelsen og ikke andre kan hjælpe, forklarer Røde Kors-manden.

Kendskabet l udbredes

Han nævner også valg af uddannelse, personlige problemer, flytning til egen bolig eller som bisidder ved den unges kontakt med myndigheder som mulige mentoropgaver.

Indtil videre er godt en håndfuld mentorer klar til at yde hjælp.

Helt ny ordning

– Men vi vil gerne have flere. Interesserede er velkomne til at kontakte os, påpeger Torben Bach-Petersen, der endnu ikke har sendt en mentor på arbejde.

Ordningen er så ny, at stort set ingen kender til den, og derfor skal kendskabet bredes ud blandt sagsbehandlere, hos politi, skoler og andre, der arbejder med unge.

Formidling

– Vi ved, at de kan levere et antal unge mennesker til det her, men de ved bare ikke, at vi er kommet i gang. Myndighederne kan ikke decideret henvise til os, men de kan formidle videre, at vi har den her ordning, siger Torben Bach-Petersen.

Unge, med behov for hjælp, og frivillige til mentorer-ordningen er velkomne til at kontakten enten Torben Bach-Petersen på 6590 1133 eller aktivitetsleder Hans Thykær Hansen på 3086 7879.

Source: Røde Kors Midtfyn opretter unge-mentorordning | faa.dk

 

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.