Jobcentre presser psykisk syge – Avisen.dk

Meget syge mennesker med skizofreni eller bipolar lidelse bliver presset ud i ressourceforløb og arbejdsprøvninger, fordi det næsten er umuligt at få en førtidspension.
Det risikerer at gøre dem endnu mere syge og kan føre til psykoser, misbrug og i værste fald selvmordsforsøg. Sådan lyder advarslen fra flere patientforeninger og psykiatere, som Avisen.dk har talt med.

Læs også: Læserne i chok over Jette-sag: Skræmmende og grotesk

– Vi ser mennesker, som bliver sendt igennem så mange arbejdsprøvninger, selvom det gang på gang er dokumenteret, at de ikke kan, siger Annette Sørensen, som er psykiatrisk overlæge i Region Hovedstaden.

Må indlægges med psykoser

Avisen.dk har for nyligt skrevet om Jette, der har bipolar lidelse og er selvmordstruet. Kommunen insisterer på at sende hende i ressourceforløb, selvom hendes psykiater advarer mod det.

Læs også: Læge støtter ledige: “Vi har som stand en særlig ytringspligt”

Jette er ikke den eneste psykisk syge, som er presset i beskæftigelsessystemet.

Problemet er blevet større siden reformen af førtidspension blev indført i 2013, fortæller Annette Sørensen.

– Min principielle holdning er faktisk, at vores patienter trives bedst med at arbejde, hvis der ellers bliver taget hensyn til deres sygdom. Men der er en gruppe, som er så dårlige, at de burde have en pension. De bliver i stedet prøvet af i alle ender og kanter, og det er meget pinsomt for dem. Nogle reagerer med at blive mere psykotiske og må indlægges, og nogle begynder at drikke, siger hun.

Læs også: Førtidspensionist: Leger jobcentrene læger?

Ligner en spareøvelse

Helle Nerdrum, som er psykiatrisk overlæge i distriktpsykiatrien på Nørrebro, er enig i, at ressourceforløb for mange er en god løsning, og at det er synd at parkere syge for tidligt på førtidspension.

– Men jeg vil også sige, at der er nogle, som er så syge, at jeg tænker, at ressourceforløbet mere er en spareøvelse end det er af hensyn til borgeren, siger hun og understreger, at hun ikke udtaler sig på vegne af sin arbejdsplads, men som privatperson og overlæge.

Læs også: Kommune vil tvinge selvmordstruet i ressourceforløb

Hun opfordrer kommunerne til i højere grad at bruge muligheden for at tildele en midlertidig førtidspension, som giver borgeren ro, og samtidig giver mulighed for at revurdere situationen efter et par år.

Pårørende frygter selvmordsforsøg

Også pårørendeforeningen Bedre Psykiatri kan genkende billedet af psykisk syge, som i højere grad bliver klemt i systemet.

Foreningens rådgivere får flere og flere henvendelser fra bekymrede pårørende til psykisk syge, siger formand Birgit Elgaard.

Læs også: Tvunget i ressourceforløb: Syge Jette forsøgte at tage sit eget liv

– De pårørende står magtesløse på sidelinjen og ser, at den syge får det værre på grund af pres fra et offentligt system, som egentligt skulle hjælpe. De kan se sygdomstegnene komme igen og er bange for, at det medfører et tilbagefald, en psykose eller selvmordsforsøg, siger hun.

Overhører psykiaternes advarsler

Foreningen Sind bliver også kontaktet af flere og flere desperate psykisk syge og pårørende.

Læs også: Carina nægtet pension på trods af uhelbredelig blodkræft

– Vi har klart oplevet en markant stigning i henvendelser. Vi hører om flere og flere, som får tilbagefald og nederlag af at blive presset ud i ting, de ikke magter, og som ender med at gøre dem mere syge, siger formand Knud Kristensen.

Mange sager handler om, at kommunerne vil sende de psykisk syge i ressourceforløb eller arbejdsprøvning, selvom borgerens egen læge eller psykiater advarer mod det, og i nogle tilfælde endda ændre i borgernes medicin mod psykiaterens råd, fortæller han.

Læs også: Stress og gråd: Så ufedt er det at arbejde på jobcentrene

Livslinien, som rådgiver selvmordstruede, får også en stor del henvendelser fra arbejdsløse, og oplyser, at noget tyder på en stigning i antallet af henvendelser fra denne gruppe i forhold til for fem år siden.

Foreningen registrerer dog ikke, hvor i systemet de arbejdsløse befinder sig, og kan dermed ikke sige, hvor stor en del som føler sig presset ud i aktiveringsforløb.

KL: Det må ikke ramme nogen i skrøbelige situationer

Kommunernes Landsforening (KL) svarer på kritikken ved at henvise til den generelle lovgivning på området.

– Der er i det danske samfund en bredt accepteret dagsorden, at det er bedre med en aktiv tilværelse end en langvarige offentlig forsørgelse. Det gælder i Folketinget, og det gælder i landets kommunalbestyrelser. Der kan ske det, at borgere, der ikke er enige i denne dagsorden, føler sig presset, lyder det i et skriftligt svar fra kontorchef i KL, Niels Arendt Nielsen.

– Men det er selvfølgelig alle involverede medarbejderes absolutte bestræbelse, at dette pres ikke rammer nogen i skrøbelige situationer, hvor de har svært ved at leve op til det, fortsætter han og tilføjer, at der fortsat er borgere, som bliver tildelt førtidspension uden at have været i ressourceforløb.

Kilde: Risikerer misbrug og psykoser: Jobcentre presser psykisk syge – Avisen.dk

 

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.