Psykiatritopmøde 2016 – Hvor er Peer?

Tema peer to peer-støtte: Outsideren har lavet en kort videoreportage fra Psykiatritopmødet 2016. Reportagen blev til en Potpourri af Politisk Prædiken, Psykiatri, Perleplader,Poul (Nyrup), Projektkonsulent Petrine og Peer to Peer.

Årets Psykiatritopmøde blev holdt i bedste stil med fornemme gæster, bjerge af chokoladecroissanter og orange sokker uden på bukserne. Hovedtemaet var Peer to peer – men blev vi egentlig klogere på emnet?

Af Camilla Kragh

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Når Isam Bs bævrende stemme klinger ud gennem højtalerne i Sankt Annæs Gymnasies store koncertsal, er der lagt op til en stor dag – en dag med forventninger – en dag i psykiatriens tegn.

Der sidder pinger med Poul Nyrup i midten på de forreste rækker, den garvede om end noget skingre Tine Gøtzsche er konferencier, listen over interessante oplæg er lang. Vi skal snakke ”de levede erfaringer” – også kaldet Peer to Peer.

Men hvor er ”de levede erfaringer” henne? Dagens hovedtaler Sundhedsminister Sophie Løhde har ikke meget andet at byde på end et par tomme, men forventelige floskler om et fremragende initiativ og et par yderst velsiddende stiletter. Dagens øvrige oplæg og debattører er da søde og positive, men de alene kan ikke komme rundt om det ellers oplagte og vigtige emne.

Der mangler en vigtig brik: psykiatribrugerne – dem det hele handler om. Dem der skal fortælle, hvordan det er at være Peermedarbejder – på godt og ondt. Dem der skal give nuancer til debatten og gøre os klogere på, hvad vi kan gøre bedre. Og hvad der er mindst lige så væsentligt er at høre fra dem, som modtager støtte og omsorg fra Peermedarbejderne i psykiatrien. Hvordan oplever de, at en medarbejder med brugererfaring kan gøre en stor forskel?

Hvis Løhde tager Nyrup og Isam og Gøtzsche og alle de andre under armen og går uden for salen og ned af Sankt Annæs gange, møder der dem et helt andet billede.

Her står der nemlig boder opstillet med alt fra bananer til bannere, og Outsiderens bod råber som sædvanligt højest i et farveorgie af perleplader, magasiner og gættekonkurrencer.

Men der er ingen af de høje herrer og damer, der går hen til de mange borde og taler med medlemmerne fra bl.a. Bedre psykiatri, LAP, Sind, MB-forløbet, depressionsforeningen – og selvom Nyrup tager pænt i mod en af Outsiderens butterflies, spørger han ikke ind til, hvem vi er, og hvad vi laver ved dagens møde.

Heldigvis fik vi fortalt mange andre topmødedeltagere, hvad vi laver, vi fik delt foldere ud, solgte bøger og butterflies, og delt en masse hyggelige snakke og erfaringer – brugere til brugere i mellem. Topmødet

Kilde: Outsideren