Preben har posttraumatisk stress: I dag hjælper han andre veteraner

Preben Sloht kan bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre, der kæmper den kamp, han selv har været igennem.

Om kort tid fylder veterancafeen i Skive et år, og på det første år har over 100 veteraner knyttet sig til cafeen.

Cafeen er et værested, hvor tidligere udsendte kan få en kop kaffe, en snak og hjælp til kontakt til myndighederne.

– Det beviser, der er et behov i Skive og omegn. Vi er ikke overraskede over, at vi har set så mange, men vi ved også, at vi stadig mangler at få fat i mange derude, fortæller formand for cafeen Preben Sloht, der selv er tidligere udsendt.

Mange, især fra Balkan-krigen, har oparbejdet en mistro til systemet, fordi der ikke var nogen støtte at få, da de kom hjem med nogle forfærdelige oplevelser i bagagen, fortæller Preben Sloht.

– Når de så bliver kaldt ind til en socialrådgiver i kommunen, der prøver at hjælpe dem, snakker de ofte forbi hinanden, og lunten kan være kort. Der kan vi støtte dem og være bisidder til samtaler, fortæller Preben Sloht.

På grund af det svigt, Preben Sloht oplevede, da han kom hjem fra udsendelse i 1996, følte han, at der skulle gøres noget. Så han begyndte det frivillige arbejde med veteraner. I 2006 fik han selv posttraumatisk stress, og han ”gik fuldstændig ned”, fortæller han.

Han gik til Arbejdsskadestyrelsen, men blev afvist.

– Det er meget hårdt at komme igennem, men bagefter har man en enorm erfaring og viden, der kan gavne andre, der skal i gang med den kamp, siger han.

Cafeen er ikke kun for soldater, men også for tidligere udsendte læger, sygeplejersker, beredskabsfolk og alle andre faggrupper, der har oplevelser fra krigsområder.

På bare et år er antallet af veterancafeer i Danmark tredoblet fra cirka 5 til 15 cafeer landet over. Det oplyser Veteranalliancen, der arbejder for veteraners vilkår og blandt andet har som mærkesag at etablere væresteder for krigsveteraner.

Kilde: Preben har posttraumatisk stress: I dag hjælper han andre veteraner

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.