Akutmodtagelsen i Risskov ved Aarhus har haft to peer-støtter ansat i tre måneder i projektstillinger i efteråret 2016, hvoraf den ene er blevet forlænget. En ordning både personale og patienter var glade for. Måske fordi peer-støtten ikke har en bestemt dagsorden på Akutmodtagelsen. Peer-støtten har ikke skullet løse en specifik opgave, men har haft tid og været klar til at lytte også i pressede situationer.
Peer-Netværkets udsendte ankommer på Akutmodtagelsen i Risskov, Aarhus, hvor hun skal tale med overlæge Kenneth Brandt Hansen om hans oplevelse og erfaring af at have haft to peer-støttemedarbejdere ansat i Akutmodtagelsen. Den ene af peer-støttemedarbejderne kender jeg fra en af vores netværksgrupper, og ved hvilken fantastisk kvinde, hun er. Det bliver spændende at høre fra overlægens mund, hvad hans oplevelse af denne nye type medarbejder har været. I Peer-Netværket synes vi selvfølgelig, at peer-støtte er en gave sendt fra himlen, nu får vi se, hvad de tænker her på Akutmodtagelsen.
Jeg bliver vist gennem ventesalen og forbi nogle af stuerne hen til Hansens kontor og bliver bedt om at vente lidt uden for hans kontor. Han er en travl mand, som taler hurtigt og når at sige meget i løbet af vores godt halve time lange interview. Kenneth Brandt Hansen er en eftertænksom mand, som har gjort sig nogle tanker om, hvad der er godt for mennesker generelt, og hvad god medmenneskelighed er, som også er vigtig i den psykiatriske behandling.
Peer-medarbejderen skaber ro på afdelingen
Meget kort opsummeret mener overlæge Kenneth Brandt Hansen, at brug af peer-støtte i psykiatrien handler om sund fornuft, fordi alle mennesker har godt af at samtale, og at peer-støtten kan bidrage med sin erfaringsmæssige baggrund. Ved sin tilstedeværelse og nærvær, der er fritaget for en bagvedliggende dagsorden, er peer-støttemedarbejderen med til at skabe ro på afdelingen.
Denne observation af at ”der er en følelse af ro”, når peer-støttemedarbejdere er på arbejde, er noget, vi i Peer-Netværket har hørt før fra andre psykiatriske afsnit og bosteder, der har peer-støttemedarbejdere ansat. Det giver en god effekt, at peer-medarbejdere er i miljøet blandt patienter eller beboere, og er tilgængelige med sin tilstedeværelse.
”På Akutmodtagelsen i Risskov har vi møghamrende travlt. Vi skal tage imod nye patienter, og vi skal være i vagtberedskab og løbe ud ad afdelingen. Nogle gange er der virkelig pres på. Det, jeg har oplevet, generelt de 3 måneder vi havde to peer-medarbejdere, er en form for diffus oplevelse af, at der er mere ro, og at man kan se, at patienterne ikke er så opsøgende i forhold til personale, fordi de har mulighed for at tale med en peer-medarbejder. Så de er med til at skabe en form for ro i afdelingen, og så ved vi fra patienterne, at de har følt sig godt tilpas her, de har følt sig set og hørt som mennesker, og som mere end bare en samling symptomer, ” forklarer Kenneth Brandt Hansen, psykiater og overlæge på Akutmodtagelsen.
Peer-støttemedarbejderen adskiller sig fra det øvrige personale med en status af lighed med patienten. Mellem behandleren og patienten er der nærmest det, han karakteriserer som en ”indfødt ulighed”. Peer-medarbejderen har ikke et behandler-ansvar, men kan hente en kop kaffe i dagligstuen, sætte sig ned med en patient, tale med hende eller sige, ”nu ser vi det her TV-program sammen”. Det har især stor effekt på de mest urolige og angste patienter. For nogle af dem kan det betyde, at de kan undgå medicin for at få ro på, mener han.
”Det er sund fornuft og en fornemmelse, og ufattelig vanskeligt at måle på, men ikke desto mindre er effekten der. Jeg er heller ikke i tvivl om, at peer-medarbejderne understøtter vores bestræbelser på så vidt muligt ikke at indlægge”.
Jobbeskrivelse – Ikke en del af plejen
I projektperioden skal de to peer-støttemedarbejderne færdes i miljøet blandt patienterne uden nogen bunden opgave, og skal selv finde ud af, hvordan de bedst bidrager. Noget de kan med deres specielle baggrund og den uddannelse, de har taget i Ligestillet Støtte. ”De skulle netop ikke være en del af plejen. De skulle være medarbejdere, støtter med brugerbaggrund. Som den nuværende peer-medarbejder har”.
En typisk hverdag for peer-støttemedarbejder er, at de kommer ind, hilser på, snakker med personalet, om de har et indtryk af, at der er en nogen, der især ville have gavn af en peer-samtale. Og ellers kan de gå rundt på eget initiativ i dagligstuen og selv vurdere. ”De serverer også nogle gange kaffe, eller sørger for, at dem, der ikke har fået frokost, kan få en sandwich – sådan elementære ting går de ind i. Det er ikke sådan, at de aflægger rapport til os. Det er klart, at hvis de hører noget, som er problematisk, en der har det rigtig svært, eller om der måske er noget, vi overser i al vores travlhed, så spørger de patienten, om de må give besked videre til os (øvrige personale). Der er en slags fortrolighed mellem patienter og peers, og som jeg mener, der skal være mellem dem”.
”Mit indtryk er, at netop fordi peer-støttemedarbejderen har det udgangspunkt: Jeg er her, fordi jeg har en baggrund som bruger – det, tror jeg, gør det nemmere at få skabt kontakten, end det er for os som behandlere, hvor der nærmest er en indfødt ulighed, fordi vi som behandlere skal hjælpe patienten med noget, de ikke selv magter at gøre for dem selv eller med dem selv. Der er en anden ligeværdighed mellem peer-medarbejderen og patienten, som jeg tror er frugtbar”. Og så at peer-støtten også er det levede eksempel, ”det hjælper at tale med nogen på det der sprog med en erfaring indefra. Det, tror jeg, er med til at give patienterne håb. Og når folk har mere håb, har de også mere mod på at klare sig så meget som muligt selv”.
Hvad siger kollegerne?
”Personalet oplever, at de supplerer, at de kan give det, som de ikke altid har mulighed for at give. Så de oplever det som en stor hjælp. Men de oplever det også på samme måde, som jeg gør. For selv om personalet havde tid, så er det noget andet peer-medarbejderen kan give, fordi personalet også er behandlere. Der er noget helt afgørende, væsentligt og psykologisk ved, at den, man taler med, selv har erfaring. Så kvalitativt er der en forskel, som supplerer. Og så at det også hjælper personalet, så de kan fokusere på andre opgaver, fordi det ikke altid er muligt at give den der kontakt, som det drejer sig om. Så jeg ved, de har oplevet en gevinst, og er meget glade for at den nuværende peer-medarbejder kunne komme tilbage”.
Hvad får patienterne ud af, at der er peer-støtte medarbejdere på afdelingen?
”Et psykiatrisk sygehus er noget andet end et almindeligt sygehus. Uanset at psykiatrien er et lægevidenskabeligt og sundhedsvidenskabeligt speciale, så har vi altså at gøre med en form for lidelse, som er noget andet end at have en tumor eller en brækket knogle. En psykisk sygdom rammer selve det, som vi begriber verden og os selv med”. Han fortsætter med at tale om, at alle mennesker ved, at det hjælper at snakke om tingene. Peer-støttemedarbejderens opgave på Akutmodtagelsen er at være til stede med sin tid, ro i kraft af sin håb-formidlende rolle-model, at patienterne oplever at blive hjulpet. ”Specielt de nervøse og angste. De falder mere til ro. Jeg er sikker på, at det er med til at gøre for nogen patienter, at de kan undgå at skulle have medicin for at få ro på. At de kan blive talt til ro”.
Møde dem, som de mennesker de først og fremmest er
-Det er en interessant observation, at det er de nervøse og angste, som nyder en god effekt. Kan du sige mere om det?
“Rigtig mange af de patienter, som kommer her, er jo nervøse og angste – som jo også ligger i sagens natur at have en psykisk lidelse. Men der er nogen, hvor de kan have svært at rumme den der angst og vandrer hvileløst op og ned og hele tiden opsøger personalet og skal have forsikring om et eller andet, selv om man for en time siden har fortalt dem, at det nok skal gå, vi skal nok hjælpe dig – så kan de stadigvæk ikke finde ro i det. De kan holde fast i det kortvarigt, så det der er med, at der er en der har tid til at sætte sig ned og snakke med dem, eller bare sidde ved siden af dem, i en time, hvis det er den tid de har – hvilket de har, hvis vores peer-medarbejdere prioriterer det. Så, er det klart, at der sker noget andet.
Nogen gange når jeg kommer gående op og ned af gangen, som jeg jo gør stort set hele dagen, der kan man hurtigt se de patienter, som ikke kan være i sig selv og går op og ned af gangen, så er de her, så er de der, og tager tit fat i en. Tit er jeg bundet op på, at jeg skal snakke med en anden patient, eller jeg skal op og ringe, eller jeg skal i møde eller sådan noget, så kan det hurtigt blive til noget forhastet noget – selv om jeg trækker vejret dybt ind og prøver på at berolige og sætter mig sammen med patienten, så kan de fornemme, at det har en begrænsning det her. Hvor peer-medarbejderen har mere tid og kan signalere, at de er klar til at lytte.
Det har noget at gøre med, at de både har den særlige status i kraft af egen erfaring, men også bare det, at de har den der tid. At det er det, de er der for. De er der ikke for at forholde sig til, om de nu fejler det ene, det andet eller tredje.
De er der for at være sammen med dem, og møde dem som de mennesker de først og fremmest er. Sådan helt simple elementære menneskelige grundforhold – det møde der, det er sådan jeg er skruet sammen som psykiater, det tror jeg er det væsentligste.”
-Så det er lige så meget det, at peer-medarbejderens tid er frikøbt til patienterne?
”Ja, netop. De skal ikke være behandlere, de skal ikke spørge patienten til: har du de og de symptomer, og hvordan sover du om natten, husker du at tage din medicin som du skal, og har du fået noget at spise?”
I modsætning til overlægen, er peer-støttemedarbejderen fritaget for en bagvedliggende dagsorden i kontakten med patienterne. Kenneth B. Hansen forklarer om sin egen dagsorden som overlæge: ”Hvad er dine symptomer, hvad fejler du? Og egentlig er din medicin god nok, og meget ofte, desværre, er der overhovedet nogen chance for, at vi kan sende dig hjem, for vi har svært ved at finde plads til dig. Den dagsorden har de ikke. De skal bare snakke med dem. De skal heller ikke, som jeg skal, føle et ansvar. De har ikke noget juridisk eller behandlingsmæssigt ansvar, som jeg har. De er ikke bundet op på noget. Det betyder så også, at de kan være mere frie, tror jeg, i deres omgang med patienterne, end jeg for eksempel kan. For jeg er nødt til at have en dagsorden. Det er de ikke nødt til. Deres dagsorden handler om, har du lyst til at snakke lidt”.
-Det lyder som en kæmpe ressource for staben
”Det synes jeg også, det er. Det synes jeg også de fleste, der følger en smule med i medierne, kan se, at der er kommet flere og flere historier med, at vi mangler folk, og personalet er bundet op på at afværge katastrofer hele tiden.
Så det der med at lige sætte sig ned og tage den der snak og have tid til det, så er der nogle andre der kan tage de faste opgaver. Der er der simpelthen ikke tid til, for det er så syge mennesker, vi har her. Specielt på sengeafdelingerne. Og der er så mange konkrete opgaver der skal løses, dokumentation, medicingivning, og så skal man løbe til de her alarmer. Det er peer-medarbejderen fri af”.
Peer-støtte medarbejdere kan føre til kolossale besparelser i psykiatrien
”Jeg tror, at brugen af peer-medarbejdere bliver en kolossal besparelse i psykiatrien. Fordi, det vil gøre, at der er rigtig mange problemstillinger, som kan tages i opløbet. Hvor personalerne kan få løst de ”skal-opgaver”, de har, og de derved kan få mere tid til at snakke med patienterne. Så der er flere til at tage de samtaler, som jo i virkeligheden er essensen af at være indlagt på en psykiatrisk afdeling.
-I bund og grund den sideeffekt med den ro, der kommer med peer-medarbejdere, vil give det øvrige personale tid til flere samtaler
”Ja, det er det jeg mener. For eksempel den patient som vandrer uroligt op og ned af gangen, hiver de fat i og hver eneste personale, der kommer forbi. Eller kommer hele tiden og banker på, fordi de gerne vil sidde og snakke lidt. Patienter, som søger en form for beroligelse i den der menneskelige kontakt. Hvis peer-medarbejderne kan få skabt den der ro, så kan personale få løst de SKAL-opgaverne som for eksempel dokumentation, eller at patienter skal tages med op til blodprøvetagning, som at hælde medicin op, som jo er tidskrævende og kræver præcision, så kan de få løst de opgaver i god ro og orden. Så det netto vil give fritid også for det enkelte plejepersonale, som også vil kunne investere tid i at samtale med patienterne ud over det plejemæssige behov”.
Det vi ikke kan se, er det der hjælper
”Jeg har stor tillid til, at det, der er det væsentligste i forhold til at hjælpe mennesker, som har det psykisk svært, er faktisk alt det, vi ikke kan se. Det er det der nærvær, det der med sin autoritet og sin viden kan give mennesker tro på noget, være med til at understøtte dem i at modtage en behandling, give dem tilliden til at behandlingen kan hjælpe dem, og at hvis ikke den kan, så finder vi en anden. Så jeg argumenterer meget ud fra det her bløde – og det kan være svært at sælge. Og det er det, som jeg faktisk mener, er det, der virker. Og det er ikke kun angående peer-medarbejdere det er lige så meget mit eget arbejde. Der, hvor jeg kan hjælpe patienterne bedst, er ved at være til rådighed for dem. Og dokumentere over for dem med min tilstedeværelse, at det, jeg gør, gør jeg ud fra en sund fornuft og en erfaring”.
Derfor skal psykiatriske afsnit ansætte peer-støttemedarbejdere
Spurgt ind til kernen af fordelen ved at ansætte peers, svarer Kenneth Brandt Hansen, ”det vil kunne frigive en masse ressourcer hos det øvrige personale, som mere koncentreret og fokuseret vil kunne løse skal-opgaverne og derved alt andet lige, blive frigivet nogle andre ressourcer. Men væsentligst af alt, så fordi, jeg tror, det er rigtig godt for patienterne, at de har nogle peer-medarbejdere at snakke med. Og det er jo trods alt patienterne, vi er her for.
Det vil helt givet være med til at hjælpe patienterne på at komme sig hurtigere, komme hjem hurtigere og simpelthen gøre forløbene her mere effektive, selv om medicinen ikke har været mere effektiv nogensinde”.
Hansen pointerer også, at de frigivne ressourcer hos det øvrige personale vil bidrage positivt til arbejdsmiljøet, da der vil blive frigivet tid til patienterne hos behandlerpersonalet, som jo har valgt at arbejde i psykiatri for at arbejde med mennesker.
Skrevet af Johanna V. Joensen, projektkonsulent Peer-Netværket
