Omsorg er min vare, og mit lager er tomt efter en arbejdsdag 

Mange af mine elever har oplevet svigt og brudt tillid både til voksne og til sig selv, og for at kunne få dem et bedre sted hen i deres liv skal jeg indtræde som en ressource og omsorgsperson. Jeg skal være til stede, være til rådighed og samle dem op, når alting ramler, og det gør det desværre ofte. Jeg arbejder med, hvad man vil betegne som en tung gruppe, og dette stiller selvfølgelig nogle krav til mig som menneske og professionel: Jeg skal være rummelig, fleksibel, omstillingsparat, anerkendende og selvreflekterende.

Fokus for mit arbejde er overordnet, at eleven via sin sociale, personlige udvikling – læg mærke til den prioriterede rækkefølge – vil blive i stand til at skabe sig et så velfungerende voksenliv som muligt. Metoden til at nå hertil er omsorg for den enkelte borger. Omsorg er min vare. Uden denne er mit arbejde meningsløst.

For lige at definere, hvad omsorg egentlig er, vil jeg bruge psykologen Agnete Diderichsens definition. Hun siger, at omsorg er: »en særlig relation mellem mennesker, der er kendetegnet ved, at det ene menneske retter sin opmærksomhed mod det andet menneske og handler på en sådan måde, som det andet menneske har brug for, og som tjener det andet menneskes velbefindende«.

LÆS OGSÅ Psykisk syge kvæles i omsorg

Omsorg er en præmis for, at jeg kan udføre mit arbejde. For at lære bliver de fleste nødt til at befinde sig i en omsorgsfuld relation, da tryghed fremmer læring. Dette især i forbindelse med udsatte unge. Man kan altid tale om den enkelte elevs motivation for at lære, men selv motivation er noget, der skabes og fremmes i en relation, hvor omsorg er et vigtigt element.

Når jeg her taler om læring, handler det i mine elevers tilfælde langtfra kun om faglige mål, men også i høj grad om evnen til at passe på sig selv og evnen til at indgå i meningsfulde relationer og fællesskaber. Muligheden for at danne gode venskaber bunder i adgangen til anerkendende, omsorgsfulde og respektfulde relationer, som ikke alle elever har adgang til som en naturlig del af deres liv og verden.

Hvor mange historier hersker der ikke om elever, der i mødet med den omsorgsfulde lærer udviklede sig i en retning, man ikke troede mulig?

Jeg tilstræber til daglig at være læreren, der gør en forskel i den enkeltes liv. Dermed ikke sagt at det lykkes for mig, men det er trods alt min vision for mit arbejde. En vision, det til stadighed bliver sværere at opfylde, og dette skyldes flere ting.

Jeg arbejder på en privatskole, som opstod i kølvandet på VK-regeringens vision om, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en uddannelse. I erkendelsen af at dette inden for de eksisterende rammer for uddannelse ville være svært at opnå for en restgruppe af for dårligt fungerende unge, oprettede man en uddannelse, der skulle varetage denne gruppes skolegang, men det blev op til markedet at udbyde uddannelsen. Dette medførte, at alle, der følte de havde noget at byde ind med, kunne oprette en skole og få elever fra kommunen.

Med andre ord blev der altså oprettet en hel uddannelse, der skulle fungere på markedsvilkår. Et helt specifikt og afgrænset område af vores velfærdssamfund skulle varetages primært af private interessenter, hvis mål, bag alle de store ord om pædagogik, er det nødvendige økonomiske overskud. Og værd at bemærke er det, at det velfærdsområde, der er tale om, ikke er rengøring hos fru Jensen eller affaldshåndtering.

LÆS OGSÅ Konkurrencestaten er et valg vi træffer – ikke et vilkår

Det handler oftest om at hjælpe nogle yderst udsatte borgere tilbage til livet. Det handler om at tilbyde en sidste chance til nogen, der ellers var blevet opgivet, fordi man ikke ved, hvad der ellers skal blive af dem. Det handler om stofmisbrugere, tidligere straffede, unge udsat for vold og svigt. Unge med diagnoser, unge uden mulighed for nogensinde at blive selvforsørgende. Denne gruppe var det nu overladt til private aktører at samle op. På markedsvilkår.

En af velfærdssamfundets kerneydelser blev dermed overtaget af konkurrencestatens spillen aktører ud mod hinanden. Den præmis stiller mit arbejde i et interessant lys.

Når omsorg er den vare, der sælges, tilbyder virksomhederne, i mit tilfælde både min nuværende og tidligere arbejdsplads, at varetage og løfte en opgave, som vi bliver betroet af kommunen.

En elev, som jeg bliver betroet af kommunen. Jeg skal hjælpe denne elev videre med alt, hvad jeg har at trække på af ressourcer. Kontakten skal være tæt, eleven skal følges tæt, jeg skal være tilgængelig, gerne hele døgnet, for at udgøre et reelt alternativ til afgrunden.

Jeg skal indgyde min elev troen på, at der er bedre steder at være i livet, end hvor vedkommende er nu, og det er det, jeg sælger.

Samtidig med at jeg udfører mit arbejde med alt, hvad det kræver af tid og penge, samtidig med at jeg yder den vare, som kommunen betaler mig for, og kæmper for at hjælpe de mest udsatte unge i en bedre retning, foregår der på kommunalt plan en stramning af præmisserne for mit arbejde.

Dette sker ved, at skolerne skal konkurrere internt om eleverne på bl.a. prisen for hver enkelt elev samt skolens evne til at sikre, at eleven ikke har for meget fravær. Det vil ofte betyde, at der er færre penge til hver enkelt elev, samtidig med at det forventes, at den enkelte elev skal passe sit tilbud på lige fod med normalt fungerende unge, hvilket i mange tilfælde er ressourcekrævende. Dette er en giftig blanding for den opgave, det var meningen jeg skulle løse, for over for en økonomisk logik er omsorgen altid det første offer.

Omsorg koster penge. Det koster penge, hver gang jeg skal hente en elev på dennes adresse. Det koster penge, hver gang jeg skal tilbyde eneundervisning til en elev med så meget posttraumatisk stress, at denne ikke kan fungere i en gruppe.

LÆS OGSÅ Elever savner mere støtte og omsorg fra deres lærere

Det koster penge, hver gang jeg skal gå til retshjælpsmøder, til lægen, til sagsbehandleren, tage med i retten, bistå ved kurser, for at eleven kan gennemføre, være til rådighed om aftenen, når kæresten er skredet eller en forælder ringer pissefuld igen og min elev bryder grædende sammen.

Det er det, der er omsorgen, det er det, der er grundlaget for mit arbejde, og det er det, jeg sjældnere og sjældnere kan tilbyde, når omsorgen i den økonomiske logik fortrænges af konkurrencen. Det er omsorgen, vi tilbyder; det er den, der skaber grobund for læring, og det er omsorgen, der er lettest at spare væk.

Sat på spidsen får vi penge fra kommunen for at løse en opgave, som præmisserne for vores arbejde vanskeliggør os at løse. Dette er efterhånden rammen for alle de traditionelle velfærdsydelser, men spørgsmålet er, hvad det er betyder for mig og mine kolleger at blive stillet over for denne gordiske knude.

Jeg anser mig selv for værende en engageret medarbejder. Jeg er ambitiøs, jeg vil gerne mit arbejde, jeg holder af de unge, jeg kender deres historie og deres forudsætninger, og jeg kan ikke se dem i øjnene, og jeg kan heller ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gør, hvad det kræver af mig at hjælpe dem.

Jeg kan ikke kende til deres historie og blot være endnu en voksen i rækken, der ikke gjorde noget. Jeg kan ikke iføre mig svigtets maske under dække af, at det var sådan, rammerne var i den pågældende periode af dansk politik. Her er vi fremme ved grunden til, at min datter ikke taler med fremmede med henvisning til sin trætte mor. Her er vi fremme ved grunden til, at jeg er relationstræt.

Hver dag jeg tager på arbejde, medbringer jeg en vis mængde omsorg. Hver dag jeg går hjem, er jeg tom. Omsætter jeg det til økonomi, bruger jeg hver dag penge på at gå på arbejde. Omsorg er min vare, og mit lager er tomt efter en arbejdsdag.

Når en skole presses økonomisk, presses den også pædagogisk, og det overskud, der er på arbejdspladsen, går derfor ofte til de elever, der har de mest ressourcestærke forældre eller selv formår at stille krav til den skole, de går på.

LÆS OGSÅ Råd: Vi taber de svageste unge

At blive presset økonomisk bliver dermed også en udskillelsesproces, hvor de elever, der har det største behov for skolen, bliver de elever, der ikke længere kan rummes, fordi de er for ressourcekrævende. Deres særlige behov, som er skolens eksistensgrundlag, bliver et forstyrrende element i vores daglige forsøg på at leve op til rammerne.

At være uden for pædagogisk rækkevidde bliver dermed en term, der ikke dækker over den enkelte elevs evne til at indgå i et undervisningstilbud, men derimod en term, der dækker over det enkelte tilbuds økonomiske formåen i forhold til at rumme den enkelte elev. Det er en term, der dækker over, at man ikke længere kan prioritere at løse den pågældende opgave, fordi det er for dyrt.

Jeg mangler endnu at se den udsatte elev, der virkelig ikke ønsker at gå i skole, der virkelig ikke ønsker at være en del af et fællesskab, der bare giver op på sin fremtid.

Til gengæld har jeg desværre set flere elever, der ikke får lov til at fortsætte deres kamp. Været vidne til deres bevidsthed om, at det her er deres sidste chance, deres allersidste strå, der kan holde dem væk fra en meningsløs deroute fyldt med tomhed og sorg.

I forhold til mine arbejdsvilkår betyder ovenstående rammer, at jeg står alene. Det er mig som menneske, der bærer mine elever.

Min leder spørger mig en gang imellem, om jeg har styr på det, hvortil jeg svarer ja. Selvfølgelig har jeg styr på det. Det er mit arbejde at have styr på det. Det interessante i spørgsmålet er, at den logik, der hersker på markedet, er den logik, der også kommer til at herske i den ledelsesmæssige tilgang til medarbejderne og deres indsats på arbejdspladsen. Her er omsorgen også det første offer. Så længe vi overholder vores forpligtelser, hvilket vil sige, så længe vi udfylder rammerne for vores arbejde, gør vi det godt nok. Indholdet af vores arbejde, og hvad det gør ved os som mennesker, er vores eget ansvar. De følelsesmæssige aspekter af vores arbejde er ikke nødvendigvis et arbejdspladsanliggende.

LÆS OGSÅ Helt almindelige unge ender nu også på gaden

Når vores elever bliver udskrevet af skolen, fordi deres liv nu er for kaotisk til, at de er i stand til at opretholde rammerne, bliver det udelukkende gjort til et økonomisk og organisatorisk spørgsmål, ikke til et menneskeligt. ’Det var forventeligt’, er de ord, der erstatter ’Hvordan er det at have kæmpet så hårdt og så måtte give slip?’.

Det er her, min omsorgsbank bliver tømt. Det er her, mine kolleger siger op. Hvis du er engageret i dit arbejde, vil det tære på dig, fordi det er svært at være i. Hvis du bliver i det, er det ofte, fordi du ikke har noget valg, eller fordi du finder en måde at være i arbejdet på, som ikke tærer dig. Typisk ved at engagere dig mindre, typisk ved at slække på visionen om at kunne gøre en reel forskel for den enkelte.

Jeg siger ikke, at mine kolleger og jeg ikke gør vores arbejde – snarere tværtimod. Men vores pædagogiske råderum indskrænkes til at passe ind i en stram økonomisk logik.

Som følge heraf bliver logikken, at for at arbejde inden for dette felt skal man være psykisk robust, ellers går man ned. Jeg anser mig selv og mine kolleger for værende psykisk robuste, men alligevel kan vi bryde grædende sammen på spørgsmålet fra en kollega om, hvordan det går. Hvorfor?

Fordi en medarbejders styrke ikke handler om den pågældendes psykiske robusthed, men derimod om en ledelse, der ser og reflekterer over den enkelte medarbejder og dennes situation og tager ansvar for dette.

Det forventes af os, at vi er anerkendende og er ressourcepersoner i de unges liv, og det er kun rimeligt, at de krav, der stilles til medarbejdernes praksis, er de samme krav, der stilles til ledelsens praksis. Ellers holder vi ikke til det. Ellers tømmer vi vores energi ned i et sort hul, og når vi endelig har fri, har vi ikke længere energi til også at være mennesker. Vores omsorg sælges på markedsvilkår, og profitten går til arbejdspladsen.

LÆS OGSÅ Bredt forlig giver 607 millioner til udsatte grupper

Det er her, konkurrencestaten bliver som gift for velfærdssamfundet. Fordi visionerne for et bedre liv for flest mulige borgere er veget tilbage for økonomiske logikker, er velfærd og omsorg noget, der sættes ind i et fast skema. Når vi møder de særligt udsatte, er vi derfor ikke længere i stand til at tilbyde dem, hvad det kræver at få et bedre liv, og i ren apati må vi ofte enten give slip eller give op. Muligheden for at tilbyde det gode liv til den mest udsatte gruppe af borgere i samfundet er forsvundet med konkurrencestatens overtagelse af velfærdssamfundet.

Som den unge kvinde fra Tønder-sagen sagde: Det eneste, hun ønskede, var omsorg, og det eneste, hun ikke kunne få nogen steder, var netop dette. Hun fik tilbudt piller i stedet for omsorg. Hun kunne ikke længere holde til at være borger i dette samfund. Jeg kigger på mine elever og bliver bekymret for, hvordan de mon skal klare konkurrencestatens svigt.

Kilde: Omsorg er min vare, og mit lager er tomt efter en arbejdsdag – Politiken.dk