Ungdommens Røde Kors mangler frivillige til sin mentorordning Viadukt i hele landet, også Roskilde. Ungdommens Røde Kors og Roskilde Unge Center arbejder sammen om at skaffe mentorer til anbragte og tidligere anbragte unge, samt uledsagede flygtningebørn og unge i Roskilde Kommune.
Yu Zhao og Camilla Jørgensen i deres stamcafé Kaffekilden på Hestetorvet i Roskilde. Foto: Peter Andersen
Det har de gjort siden årsskiftet, hvor blandt andre de 21-årige Yu Zhao og Camilla Jørgensen blev sat sammen.
– Det drejer sig i realiteten ikke om mere end halvanden time hver 14. dag og så et par supervisionsmøder. Så det er ret overskueligt, siger frivillig Yu Zhao.
Som mentor skal man regne med fem timers frivilligt arbejde om måneden i alt.
I øjeblikket mangler afdelingen i Roskilde 20-30 frivillige mentorer.
– Vi vil gerne have mentorordningerne spredt ud til flere byer. Indtil videre kan vi se, at behovet er konstant, der hvor vi allerede er, siger national konsulent i Viadukt, Marie Sander Rydsy.
Camilla Jørgensen var anbragt fra hun var 16 til 19,5 år gammel, men bor nu for sig selv og mødes med Yu Zhao eller sin anden mentor en gang om ugen.
– Det er rart, at der er nogen, der ikke har den pædagogiske hat på. Yu spørger ind til min sociale angst på en meget direkte måde og hjælper mig med at overvinde noget af det, jeg ikke helt kan forklare, hvorfor jeg synes er svært, siger hun.
Pigerne har valgt en løs mødeplan, hvor det oftest bliver til cafébesøg eller en is, hvis vejret er godt.
Alle mentorer skal igennem et fem timers langt grundkursus hos Ungdommens Røde Kors, derudover får de løbende supervision fra uddannede frivillige psykologer. De unge, der er med i mentorordningen er alle tilknyttet Roskilde Unge Centers professionelle personale.
Ungdommens Røde Kors håber på, at der er flere forskellige mennesker med forskellig baggrund og alder, der melder sig til ordningen i Roskilde, ifølge Marie Sander Rydsy.
– Man skal have overskud, tid, empatiske evner og en god situationsfornemmelse. Men af forskellige velgørende ting man kan støtte økonomisk eller selv deltage i, så er det her meget givende for begge parter. Og det eneste det kræver er, at du snakker med et andet menneske og er til stede. Det kan da aldrig gøre noget dårligt for nogen, siger Yu Zhao.