Headspace bliver tilknyttet en mentorordning. Samtale-terapi udvides med satspulje-millioner
Headspace i Vestergade i Odense har med en ny mentorordning fået en ekstra berettigelse. Der rækkes en hjælpende hånd ud til psykisk sårbare unge med misbrugsproblemer.
Headspace er et initiativ under foreningen Det Sociale Netværk, hvor unge kan henvende sig anonymt og få rådgivning om det, der fylder hos dem. Den nye mentorordning er henvendt til unge, som er tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og som samtidig har et misbrugsproblem.
– De unge oplever, at her er nogen, de kan tale med, og nogen som støtter dem i deres hverdag. Det er uhyre vigtigt for unge, der kan savne nogen at snakke med, hvad enten det er forældre, venner eller rådgivere, som møder dem i øjenhøjde, og som kan give råd med på vejen, siger Pia Bastrup, som er daglig leder af Headspace Odense.
Børne- og Ungdomspsykiatri Odense har i dag en medarbejder tilknyttet Headspace i otte timer om ugen. Den ordning ser Lene Granhøj, oversygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense frem til at udvide.
Målgruppen er børn og unge under 20 år, der har kontakt med Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense. Der forventes at indgå ca. 20-30 personer om året.