Socialpædagogen: 14/13 
Af Iben Baadsgaard Al-Khalil
Selvstændig mentorforsker og proceskonsulent afdækker i sin ph.d., at ejerskabet og frirummet i relationen mellem mentor og borger er afgørende for, om modtageren af mentorstøtten får udbytte af den eller ej.
Kernen i et mentorforløb er ejerskab og frirum – og Lars Holmboe, der har skrevet ph.d.-afhandlingen ‘Inkluderende mentorering’ ved Roskilde Universitet, mener, at de frivillige mentorer har en større chance for at lade ejerskabet og styringen ligge hos borgeren.
– Lige for tiden er der stor fokus på frivillige mentorer. De har et bedre udgangspunkt for at skabe det nødvendige frirum i relationen og holde den over tid. De har en bredere indgang til hovedpersonen: Den, der modtager mentorstøtte. De har lettere ved at opbygge hovedpersonens selvtid og være anerkendende – de frivillige mentorskaber er mere i tråd med den egentlige tanke bag metoden, siger Lars Holmboe.
Han frygter, at de professionelle mentorer og systemet bag dem lægger en række forventninger ind i ordningerne, og at mentor får en bunden opgave. De forventes at kunne flytte borgeren fra A til B.
Han mener, at det er netop det ubundne og frirummet i mentorrelationen, der virker, og derfor skal mentor og systemet give støtten på borgerens præmisser. Han anbefaler de offentlige myndigheder at samarbejde med de frivillige netværk, fordi de har meget at bidrage med. Men han er heller ikke blind for deres begrænsninger.
– Man kan ikke forpligte de frivillige mentorer på samme måde. De har kun en moralsk forpligtelse til at fortsætte over tid, og kan komme til kort ved særligt komplekse problemstillinger, siger han.
Første dansk forskning på mentorområdet
Lars Holmboe fulgte 50 personer, der modtog mentorstøtte, og 50 mentorer gennem tre til fem år. Han undersøgte, hvad der skete med dem, når de fik en mentor. Fælles for alle var, at de stod i risiko for marginalisering eller eksklusion af samfundet, og han skelnede ikke mellem frivillig eller professionel mentor. Mentorrelationen gav bl.a. hovedpersonerne en bedre sammenhæng i hverdagen, et mere positivt selvbillede, og de begyndte at begå sig i fællesskaber sammen med andre mennesker.
– I mentorrelationen skal der være et vist frirum, hvor systemet ikke blander sig så meget som normalt. De betalte sociale mentorer skal fralægge sig sagsbehandlerens opdrag og kravet om tilbage rapportering. Frirummet er afgørende for, at de over tid kan være til gavn for hovedpersonen, siger Lars Holmboe.
– Der er en utrolig styrke i frivilligheden – også inden for systemet. Når der er penge involveret, og når mentorordningen bliver iværksat af systemet, lægges der ofte bestemte forventninger ned over programmet. Men det er ikke altid et problem. Fx mødte jeg mange mentorer på Grundfos, der var gode frivillige, selvom de fik løn for det, siger han – og for ham ligger kvaliteten i det ubundne, og det er efter hans mening derfor, at mentorordningerne virker.
| Det får de ud af at have mentor
Lars Holmboe har i sin ph.d. beskrevet, at mentorstøtten blandt andet kan gøre borgeren (eller hovedpersonen, som han kalder dem) i stand til:
|
Supervision er den store mangel
Der er store etiske udfordringer i rollen som mentor, og dem hører vi sjældent om, mener Lars Holmboe. I løbet af sin ph.d. mødte han en mentor, der oplevede, at hendes mentee begik selvmord. Det gav store personlige efterdønninger for mentoren, og han mener, at alle mentorer – frivillige som professionelle – bør modtage både kvalificeret supervision og forpligtende møder med erfaringsudveksling.
– Lovgivningen har en klar mangel. Den fokuserer på mentorkurser, som stort set giver deltagerne samme viden, som andre kurser inden for det sociale og pædagogiske område. I stedet skulle kommunerne og virksomhedsledelserne prioritere flere midler til supervision og erfaringsudveksling. Den inkluderende mentorering kræver professionel supervision og dybdegående viden, Lars Holmboe.
– Der er ikke opsat et system, der understøtter mentorarbejdet. Mentorerne møder ikke altid så voldsomme problemer, men de står ofte i etiske dilemmaer, og der burde være mere struktureret supervision. De skal mødes og udveksle erfaringer – både de gode og dem, hvor det ikke gik så godt. Den udveksling skal helst forgå på tværs af sektorer og mellem professionelle og frivillige. Der er meget læring at hente for alle parter.
Allerede undervejs i sit ph.d.-arbejde tog Lars Holmboe sig tid til at formidle noget af den viden, han fik om mentoring, mentorer og mentees. Han skrev sammen med journalisten Lars Møller bogen ‘Turen går til Mentorland’.
– En guidebog er noget, man kikker i, før man rejser ud. Eller griber fat i undervejs på rejsen, når man har brug for viden og for ny inspiration. Det er sådan, vi har skrevet guidebogen for mentorer og for dem, der får en mentor.
