”Selvom et børnehjem på mange måder er en redning for børn, så er det aldrig det samme som at bo hos en familie. Det ved jeg. Jeg fik selv tildelt en mentorfamilie i en ung alder, og det har givet mig indsigt i livet, relationer, kærlighed og troen på mig selv.
Det at være en del af en familie, at lære sociale spilleregler, tage del i daglige gøremål og føle sig værdsat er vigtige faktorer for at kunne klare sig godt senere hen i livet. Børn der bor på børnehjem vokser ofte op uden disse muligheder og kan derfor risikere at få indlærings-problemer, manglende selvværd og få endnu sværere ved at bryde den negative sociale arv.
Ved at give børnehjemsbørn mulighed for at skabe tætte relationer til en familie uden for børnehjemmet, kan vi styrke børnenes vilkår, forbedrer deres opvækst og klæde dem på til fremtiden. En fremtid med mulighed for at få sig en uddannelse, stå på egne ben og bidrage til samfundet.
Stifter, Ditte Reedtz, har selv boet på børnehjem som barn og ved, hvor vigtigt det er at have sociale og trygge relationer uden for børnehjemmet.
Ditte har fire børn, er uddannet lærer og coach. Hun har arbejdet som familievejleder med udsatte børn og er nu direktør for MENTORBARN. Hendes stærke interesse for mennesker og relationerne imellem dem og hendes indsigt i, hvad det vil sige at være barn på et børnehjem, giver MENTORBARN den rette viden og værktøjskasse til at kunne skabe bedre vilkår for de over 5000 børn, der bor på børnehjem i dag.
MENTORBARN ønsker sammen med danskerne at styrke de danske børnehjemsbørns muligheder og relationer, så de uanset baggrund og midler kan får den fremtid, de ønsker sig. Vores mål er, at 60% af alle børn på børnehjem vil være tilknyttet en mentorfamilie inden 2020.
Kilde: OM MENTORBARN — MENTORBARN