Holstebro: Anja Klok Schou arbejder som selvstændig rådgiver med integration af flygtninge, og her oplever hun, at meget kan gøres bedre – og herunder at det hjælper, hvis flygtninge bliver mødt med klarere krav fra det danske samfund.
– Jeg møder mange flygtninge, som gerne vil integreres, men de har svært ved at få kontakt med danskere og forstå det danske samfund, siger Anja Klok Schou, der som mentor ofte møder flygtninge, som er helt gået i stå.
– Det kan især være svært for flygtninge, som er indadvendte og generte, for de vil let blive oplevet som arrogante. Så er det meget lettere for dem, som er udadvendte og går ind i folk med træsko på, siger Anja Klok Schou.
– Mange flygtninge fra Syrien kommer med en høj arbejdsidentitet, men det har svært ved at forstå det danske samfund, som er styret af utroligt mange regler om sikkerhed, køretid og meget andet. Det er de ikke vant til, så det skal de have forklaret og forstå, siger hun.
Samtidig oplever hun, at mange danskere er bange for at sige noget til flygtninge. Hun nævner et eksempel med en afrikaner, som ikke satte sin kop i opvaskemaskinen og ikke skiftede en tom toiletrulle.
– Det irriterede de danske kolleger, som samtidig syntes, at det var pinligt at skulle sige det til en voksen mand. Men mange skal have hjælp til at forstå de normer, som vi danskere har lært under vores opvækst, siger Anja Klok Schou, som ikke er bange for de alvorlige samtaler:
– Hvis en kvinde siger, at hun har travlt, fordi hun skal klar alting i hjemmet, så spørger jeg manden, hvorfor han ikke hjælper til. Man skal tage diskussionen for at de kan lære vores normer.
Flere klare krav
Anja Klok Schou fik sine første erfaringer med flygtninge og indvandrere i et jobcenter, hvor hun arbejdede med sygemeldte. Siden har uden taget en master i globalisering og integration fra Syddansk Universitet – og arbejdet et år i en projektstilling i Trivselshuset.
Hun mødte også for nylig en 29-årig flygtning, som havde mistet sit job efter en rygskade – og været over ti år i Danmark.
– Han var gået helt i stå, og ville kun tale med mig med en tolk og sagde, at han ikke kunne tale dansk. Men det viste sig, at han var god til både at tale og forstå sproget, fortæller hun.
Hun mener, at Danmark er blevet bedre til at stille krav til flygtninge end for 15-20 år siden.
– Dengang blev de ofte placeret i en lejlighed med en fryser fyldt med mad. Det værste for integrationen er, hvis flygtninge ikke bliver mødt med forventninger om, at de kan bidrage til samfundet, siger Anja Klok Schou.
Når relativt få flygtninge er i job, minder hun også om, at omkring 30 procent af flygtningene kommer med en form for trauma – og at det i de næste generationer går bedre – især for pigerne.
Anja Klok Schou fortæller nu om sine erfaringer i det foredrag på Holstebro Bibliotek 31. januar, og det er sammen med to syriske flygtninge, som hun i sit arbejde er til kommet til at kende godt.
– Vi har diskuteret, hvad ser skal til for, at få en god integrationen, og det vil vi gerne fortælle om, siger hun.
Kilde: Mentor: Klare krav giver bedre integration | Holstebro | dagbladet-holstebro-struer.dk