Mentor for sårbare mennesker – grundkursus | Frivillighed.dk

Vil du gerne føle dig bedre klædt på til opgaven som frivillig mentor for et sårbart og udsat menneske? Mangler du redskaber til at håndtere opgaven som mentor både mentalt og praktisk? På dette to-dages grundkursus vil Nina Holck, der er antropolog og professionel mentor, give dig inspiration samt praktisk viden og værktøjer til, hvordan du kan vejlede og støtte sårbare og udsatte mennesker til et godt og aktivt liv som medborgere.

Brugen af mentorer har i de seneste år vundet stor udbredelse i alle dele af samfundet. Ikke mindst indenfor frivilligt socialt arbejde, hvor det af mange opfattes som svaret på forskellige samfundsmæssige udfordringer. At være mentor for et andet menneske i en sårbar situation er en vigtig opgave at påtage sig. Derfor er det vigtigt, at du er klædt på til opgaven som mentor, så du kan yde en god og konstruktiv mentorindsats, og ikke mindst – passe godt på dig selv imens.

På dette grundkursus får du en introduktion samt værktøjer og viden om, hvad der karakteriserer den gode mentoring – etisk og praktisk. Du får nye perspektiver på din egen mentorpraksis, og vi arbejder med metoder og øvelser som du nemt kan tage med ud og bruge i dit eget arbejde. Vi reflekterer også over, hvordan du passer på dig selv i dit frivillige arbejde som mentor.

Kilde: Mentor for sårbare mennesker – grundkursus | Frivillighed.dk

 

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.