Mentorordningen i Middelfart Kommune hjælper ikke kun flygtningene. Også mentorene har gavn af den, oplever mentor Bodil Toft
Bodil Toft har boet i udlandet ad to omgange, og selvom det kun var i England, og hun sagtens kunne sproget, så oplevede hun, at det var rart at blive budt velkommen af nogen, der hjalp hende på plads i det nye land.
– Derfor ville jeg gerne hjælpe flygtninge, og mentorordningen var den måde, det gav mening for mig at hjælpe på, siger hun.
65-årige Bodil Toft, der til daglig er gymnasielærer i Fredericia, har qua sit arbejde nogle gode redskaber til at hjælpe en flygtning med at lære sprog og normer i Danmark. Den flygtning er 24-årige Fadi Dasus, der kommer fra en lille by uden for Damaskus i Syrien.
Han taler tæt på flydende dansk på trods af, at han kun har været i landet siden august 2014. I øjeblikket er han i gang med at tage 10. klasse. Han gør det for at blive endnu bedre til dansk. Han er i forvejen uddannet laboratorietandtekniker hjemme i Syrien.
– Det er udfordrende for mig, men det hjælper mig meget, siger Fadi Dasus, der ved siden af skolen også arbejder i Netto i Middelfart.
– Jeg er ret heldig med, at min mentor er lærer, siger han.
– Jeg retter hans skriftlige opgaver, og jeg hjælper ham med betydningen af ord, siger Bodil Toft.
Mentorordningen er dog ikke kun en hjælp til Fadi Dasus, ifølge Bodil Toft. Hun mener også, at hun drager stor nytte af den.
– Jeg får samvær med et andet menneske, der er interesseret i udviklende samtaler. Jeg bliver også meget bevidst om den danske kultur, fordi Fadi er god til at spørge ind til det, han undrer sig over, siger hun.
De to har sammen besøgt Christiansborg som en del af et arrangement hos Mentorforeningen, ligesom de har besøgt forskellige museer, heriblandt Glyptoteket i København på forespørgsel fra Fadi Dasus.
Bodil Toft er også selv meget interesseret i sprog og kultur, og hun glæder sig over al den viden, hun har fået om den syriske kultur. Sproget halter det dog stadig med.
– Fadi, hvordan siger man ’hej’ på arabisk, spørger hun.
– ’Marhabaan.’
– ’Makraban?’
– Tæt på, griner Fadi Dasus.
Bodil Toft har fået et godt kendskab til det danske integrationssystem gennem sine samtaler med Fadi Dasus. Hun mener ikke, at flygtningene får nok sprogundervisning.
– De får undervisning tre gange om ugen, og det er for lidt, hvis man ikke har nogen at snakke dansk med i hverdagen, siger hun og forklarer, at hun forstår, at det selvfølgelig også handler om økonomi.
– Flygtningene kommer til at snakke en masse dansk, når de har en mentor. Ordningen er en rigtig god løsning, siger Bodil Toft, og Fadi Dasus er enig.