Kommentar til debat i Information om SFI rapport: Siden 2003 har man anvendt mentorer i beskæftigelsesindsatsen. Med kontanthjælpsreformens start januar 2014 ændredes ordningen til at blive mere målrettet de socialt mest udsatte borgere. Det vil sige eksempelvis borgere der udover arbejdsløshed har store psykosociale vanskeligheder.
En nylig evaluering af mentorordningen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at ordningen ikke som forventet efter halvandet år får denne gruppe medborgere i arbejde eller uddannelse.
Information bragte i sidste uge et to artikler efterfulgt af en leder om emnet. Det diskuteredes her om det overhovedet var gavnligt at give Karina Larsen der har været på kontanthjælp i 30 år mentorstøtte. I informations leder blev Karina refereret for at hun drømmer om et arbejde i Netto og at samtalerne med hendes mentor efter hendes egen mening havde styrket hendes selvværd.
Før mentorordningen dømmes ude, når det drejer sig om støtte til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, er det værd at lytte til hvad hovedpersonerne selv mener. Kvaliteten af de mange hundrede mentorers arbejde skal vurderes på baggrund af hvad de mest udsatte borgere selv ser som vigtige vendepunkter. I min egen forskning valgte jeg først at lytte til hvad hovedpersonerne selv havde at sige om den mentorstøtte de havde fået over tid.
I forbindelse med feltarbejdet mødte jeg Karsten i hans lejlighed i Randers. Fra barnsben var han hjerneskadet som følge af meningitis. Karsten havde med sine 20 år svært ved at finde ud af hvilken retning livet skulle tage. Som ung kom han tidligt ind i narkomisbrug. Var flere gange indlagt på psykiatrisk hospital og havde flere gange sagt til mentor at han ønskede at tage sit eget liv.
Da jeg mødte Karsten i 2012 havde han haft den samme mentor i fem år. Han kunne ringe til mentor når han havde behov for at snakke med nogen. Årene forud havde han været i arbejdsprøvning i den virksomhed hvor hans mentor arbejder. Det er han ikke længere. Efter Karstens eget udsagn er det tydeligt at den støtte han har fået fra mentor har medvirket til at give ham mere selvværd og selvtillid.
På den korte bane har mentor først hjulpet til at få styr på rent praktiske ting i hverdagen. Første og fremmest at møde op til aftaler. På den lange bane har mentor hjulpet Karsten med at etablere en ny identitet. Der har været rigtig mange myndighedspersoner ind over hans liv. Læger, psykologer, psykiater og forskellige kommunale sagsbehandlere. Mentor har hjulpet ham med at navigere og finde retning. Han har støttet ham i at etablere kimen til et bedre liv.
Mentor har støtte Karsten i at komme gennem fire kulsorte år med hyppige indlæggelser, perioder med dyb depression og problemer med at komme ud af et destruktivt narkofællesskab.
Efter hvad Karsten selv siger, er han på vej til at skabe sig en ny identitet. Det er han fordi det er lykkedes ham at komme væk fra det betændte narkomiljø i byen og fordi han har skaffet sig nye venner. Han har både konkret og i overført betydning trukket de mørke gardiner til side og fundet en vej hvor han kan erstatte det destruktive med nye handlesammenhænge.
”En mentor kan hjælpe et udsat menneske til at få mere styr på tilværelsen og til at få et bedre liv. Men det er allerhøjst det første skridt til på et tidspunkt at begynde et skoleforløb eller på et arbejde” – siger Lektor Dorte Caswell i Informations artikel den 22. april. Det lægger er et kæmpe pres på de mest udsatte kontanthjælpsmodtager, at stile direkte mod politikernes mål om arbejde og uddannelse.
Karstens fortælling, og indholdet i min øvrige forskning, viser at det ikke kun drejer sig om at mentor sætter mål og et der ’vinges af’ når et delmål er opnået.
Set fra hovedpersonens perspektiv drejer det om at stile mod vigtige vendepunkter. Det kræver først og fremmest den tålmodighed, som jeg er overbevist om at langt de fleste mentorer er i besiddelse af. For Karsten, og for mange andre marginaliseringstruede, drejer det sig om at mentor hele tiden, og over tid, udbygger tilliden og støtter hovedpersonen i selv at finde retning og dermed selvværd.
Alt efter karakteren af de vanskeligheder hovedpersonen står overfor, kan det tage tre-fem år eller mere, at vende et negativt selvbillede til selvværd. Hovedpersonen skal finde vejen hvor handlingslammelse vendes til handleevne. Vendepunktet, hvor hovedpersonen bryder ensomheden og åbner døren for nye fællesskaber.
Med Paulo Freires ord, handler det om at indse at ”mentoropgaven er en frigørende opgave. Mentor skal støtte hovedpersonen i at tage ejerskab til egen historie. Det er mentors etiske forpligtigelse at understøtte hovedpersonens fuldkomne autonomi og muligheder for at udvikle sig”.
