Mateja havde ikke regnet med at blive venner med sin mentor, Ebbe. Men det blev hun

Mateja Gasparovic og Ebbe Salomonsen lærte hinanden at kende igennem en mentorordning. De kunne næsten ikke være mere forskellige, men på trods af deres forskellige baggrunde og store aldersforskel er de blevet tætte venner og bruger tiden sammen på at cykle gennem Danmark for at lære mere om dansk historie og hinanden.

Ebbe Salomonsen spænder sin hjelm fast om det hvide hår og griber fat om sadlen på den grønne cykel.

»Historisk set er Tistrup en gammel stationsby,« siger han og fægter med den anden arm ind mod byen.

Over for ham står Mateja Gasparovic i sort tøj med sin mountainbike placeret mellem benene. Hun nikker forstående i solen.

»Dengang blev landbruget mekaniseret, og det betød, at karlene kom i overskud. Så de åbnede en stor fabrik, hvor de kunne arbejde i stedet. Tistrup er egentlig et godt eksempel på, hvordan det gik i mange byer i Danmark dengang,« forklarer Ebbe Salomonsen.

Han har en blå t-shirt på som hænger ned over de sorte sportsshorts. Bagpå er cykelkurven pakket med to kander med kaffe og te. Madpakker og en kage i bagepapir.

Han svinger  benet over cyklen og træder i pedalerne med de brune vandrestøvler. Mateja Gasparovic sætter også i gang og følger efter ham med sin lille poserygsæk dinglende på ryggen.

Dagens udflugt er først lige begyndt, og de har et langt program foran sig. Og mange cykelture endnu fordelt hen over den kommende tid. Sammen cykler de to venner for tiden rundt i Danmark og bliver klogere på landets historie – og hinanden.

Der er en del at lære, for de ligner ikke hinanden. Hverken på udseende, alder eller baggrund. Ebbe Salomonsen er 71 år og er født og opvokset på Vestsjælland, gik i skole i København og stod i lære som smed på Lolland. Derefter besluttede han sig for at tage pædagoguddannelsen, hvor han mødte sin kone. Sammen har de nu to børn.

Mateja Gasparovic er 28 år og er født og opvokset i Kroatien, hvor hun er uddannet socialpædagog. Da hun kom til Danmark for knap fire år siden, gik der ikke længe, før hun meldte sig ind i Mentornetværket i Esbjerg/Varde, hvorigennem de to mødte hinanden.

Som ny i landet ville Mateja Gasparovic have en mentor, der kunne hjælpe hende med at forbedre sit sprog. Samtidig havde Ebbe Salomonsen pludselig fået en masse tid som nyligt pensioneret og tænkte, det var en god mulighed for at lære noget nyt.

Selv om mentorordningen for længst er sluttet, er de siden blevet tætte venner. Det var fællestræk som nysgerrighed og pædagoguddannelse, der fik sat dem sammen, men de to fandt hurtigt ud af, at de havde det godt sammen og kunne bruge hinandens forskelle til at lære noget nyt.

Historien om Mateja Gasparovic og Ebbe Salomonsens venskab er den sidste i Informations serie om venskaber på tværs af etniciteter. Undersøgelser viser, at der ikke særlig ofte bliver knyttet venskaber mellem majoritets- og minoritetsdanskere, og derfor er Information taget med de to på cykeltur for at tale med dem om deres venskab, og hvad deres baggrunde betyder for relationen.

Svært at få danske venner

Efter et besøg i en kunstbygning ved navn Janusforeningen og en kort cykeltur parkerer de cyklerne ved en gammel skolebygning. Det er et lille hus i bindingsværk og med stråtag. Ebbe Salomonsen vil gerne vise Mateja Gasparovic, hvordan skoler så ud i Danmark, dengang han selv sad på skolebænken. Hun stikker sit hoved helt hen til vinduet og skygger for solen med hænderne mod ruden. Lokalet er fyldt med lyseblå skolepulte, gamle verdenskort og små sorte kridttavler.

»Sad du virkelig også på sådan nogle gamle bænke,« spørger hun drillende Ebbe Salmonsen, som har stillet sig hen til et vindue ved siden af.

»Ja, det er ikke meget galt,« svarer han.

Da Mateja Gasparovic først så, at hendes mentor var en »gammel mand«, som hun siger, tænkte hun, at det slet ikke ville komme til at fungere mellem dem.

»Jeg tænkte, at det godt nok ville blive interessant at se, hvordan det udviklede sig,« griner hun og kigger over mod sin sidemakker.

»Men det viste sig jo at blive helt fantastisk,« skynder hun sig så at indvende.

Så sætter de sig ved et bordebænkesæt ved siden af det lille hus og pakker deres madder ud. Ebbe graver i sin taske og finder en lille glasflaske med korkprop frem. Den indeholder hans hjemmebryggede kryddersnaps, som han hælder op i små plasticglas.

Mateja tygger af munden og hæver glasset frem for sig.

»Skol,« siger Mateja

»Nej, det hedder skÅL,« siger Ebbe Salomonsen og runder læberne ekstra meget.

Sådan retter Ebbe Salomonsen ofte Mateja Gasparovic’ små forkerte udtalelser i løbet af dagen.

»Der er stadig plads til forbedringer,« siger Ebbe Salomonsen smilende over mod sine sidemakker, læner hovedet tilbage og drikker sin snaps.

Imellem rugbrødsmadder og teslurke fortæller Ebbe, hvordan det til at begynde med var svært for ham at rette hendes udtale. Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle gribe det an, om det ville irritere hende eller virke provokerende.

»Hun afslørede sig selv med det samme. Det kunne ses på lang afstand, at hun blev irriteret og tænkte: hvorfor skælder han mig ud, hvad er han ude på?«

Mateja Gasparovic fniser ved tanken. Dengang forstod hun ikke, hvad han sagde, eller om det var for at drille, som han ofte gør.

Nu ved hun, at han gør det for at hjælpe hende. Og det er også vigtigt for hende at lære sproget, fortæller hun. I øjeblikket læser hun Cultural Sociology på SDU i Esbjerg, hvor hun har forsøgt at få danske venner. Men det er ikke helt så nemt, og slet ikke, hvis man ikke kan tale med dem.

»Det er lidt, som om at de har deres venner fra før i tiden, og så er det svært at komme ind og være en del af den kreds. Og når man så ikke taler sproget så godt endnu, så bliver det bare endnu sværere. Vi kan jo også sagtens tale sammen i skolen, men man bliver bare aldrig rigtig tæt med dem,« siger hun og forklarer, hvordan det helt naturligt er sket, at hun holder sig mest sammen med de andre internationale studerende på universitetet, som hun har noget mere til fælles med, fordi de kan tale med hinanden om erfaringer i landet og give gode råd.

Mateja Gasparovic krøller sit madpakkepapir sammen og børster krummerne af bordet. Hun flyttede til Danmark for at bo sammen med sin bosniske kæreste. De er siden gået fra hinanden, men hun valgte at blive boende, fordi hun er kommet til at holde af landet og den frihed, hun synes, her er, og som hun gerne vil vide mere om.

Der gik ikke mange måneder, før Mateja Gasparovic spurgte sin mentor, om ikke han kunne anbefale noget litteratur af danske forfattere, hun kunne kaste sig over.

»Udenpå tog jeg det meget positivt ovenfra og ned, men inde bagved tænkte jeg: For fanden, Ebbe, du har jo ikke læst en skid,« siger han og fortæller, hvordan han efterfølgende styrtede på biblioteket for at finde en grundbog i dansk litteratur, som han fik arbejdet sig igennem, og straks gik i gang med at forberede en læseplan.

Ebbe Salomonsen pakker madpakkepapiret og en tom makreldåse ned i en affaldspose. Hvis han selv skal sige det, er han lidt af en »borgeraktivist«, som i sine unge dage demonstrerede under ungdomsoprøret i København og både har været engageret i foreningsliv og lokalpolitik. Og så er han nysgerrig på verden. Derfor kom han hurtigt på den idé, at han kunne udnytte chancen til også selv at lære noget nyt.

»Jeg lavede jo lige sådan et lille krumspring og sagde til Mateja, at hvis vi skulle have dansk litteratur, så bliver vi nødt til at have noget historie med ved siden af, for så kan man bedre forstå litteraturen. De to ting hænger jo tæt sammen,« siger han.

Midt i planlægningen kom de også til at tale om konflikterne i Matejas hjemstavn, Balkanlandene. Og det ville Ebbe Salomonsen gerne vide mere om. Derfor fik han også litteratur om Europahistorie med i pakken.

Siden er de sammen blevet klogere og har udforsket hinandens kulturer og baggrunde, og Mateja Gasparovic har blandt andet læst H.C. Andersens eventyr og er i gang med en bog om kvinders rettigheder i Danmark gennem årene.

Frigørelse

På vej mod et af de sidste stop på cykelturen svæver Ebbe Salomonsen og Mateja Gasparovic af sted på de grå landeveje. De passerer skiftevis grønlige kornmarker og skove. Mateja Gasparovic’ hår blafrer bag hende, mens hun fortæller om, at hun helt glemte, hvem hun selv var, da hun kom til Danmark.

»Jeg havde det svært det første år. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg overhovedet ville. Jeg kom til et fremmed land, og jeg kendte ikke sproget, jeg kendte ingen mennesker. Jeg havde på en måde tabt min identitet,« siger Mateja Gasparovic, som også har forladt et land, hun betragter som konservativt og gammeldags.

»På papiret har kvinder de samme rettigheder, men det er stadig et mere konservativt land, hvor kirken er tættere på staten end her. Der er jo stadig problemer med ægteskab mellem mænd. Og når det kommer til kvinder, så er det lidt svært, fordi det stadig er mændene, der har magt i Kroatien. Selvfølgelig kan kvinder blive politikere og have andre vigtige poster, men det er nemmere her. Det er mere lige her, så derfor kan jeg også godt lide at være her.«

For hende har turen til Danmark og venskabet med Ebbe Salomonsen derfor også været en personlig rejse for at finde sig selv. Og det har Ebbe Salomonsen været en stor del af. Han har nemlig gjort alt, hvad han kunne for at hjælpe hende med at blive »en stærk kvinde« og klar til det danske arbejdsmarked. Han har insisteret på at tale med hende om emner, hun aldrig ville have talt om, og introduceret hende for sarkasme, så hun kunne være i stand til at stikke lidt tilbage.

»Det her med kvindefrigørelse og sådan, det har der måske ikke været det samme fokus på, så jeg har hele tiden forsøgt at udfordre Mateja lidt og måske provokere hende lidt en gang imellem for at få hende til at stå op for sig selv og mene noget,« fortæller Ebbe Salomonsen, som eksempelvis har prøvet at vise hende, at man sagtens kan tale åbent og frit om sex i Danmark, selv om Mateja Gasparovic var flov over det i starten.

»Og når der har været nogle emner i den daglige debat, det kan være #MeToo-bevægelsen, så tager vi det op og får det diskuteret og får snakket om det og spørger: hvad mener vi om det? Bokser lidt frem og tilbage,« siger Ebbe Salomonsen.

Kærestesorger

Hen mod eftermiddagen drejer de fra landevejen og ned på en grussti, som fører dem videre ind i skoven og forbi et gammelt gods. Så kommer de til en sø ved Nørholm Mølle. Der er helt stille midt mellem de grønne enge og sumpområder. Over dem kvidrer et par fugle i de brusende trætoppe.

»Jeg elsker simpelthen at være herude midt i ingenting,« siger Mateja Gasparovic og kigger ud mod horisonten.

Gruset knaser under dem, da de går hen mod møllen. Ebbe Salomonsen fortsætter i balancegang ud på en smal betongang ved siden af møllen.

»Pas nu på,« siger Mateja Gasparovic.

»Ja ja, jeg skal bare lige ud at se, hvad der er herude for enden,« svarer han.

For nylig har han hjulpet Mateja Gasparovic igennem en svær tid, hvor hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle gå fra sin kæreste. Og tiden efter, da hun var ked af det over at have gjort det.

»Ebbe var der, da jeg græd og græd og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre,« fortæller hun.

»Ja, med den oplevelse, vi havde sammen der, der fik vi lige gravet et spadestik længere ned. Det gav en fortrolighed, og vi lærte virkelig noget om og af hinanden.«

For nylig kom Mateja Gasparovic og sagde til Ebbe Salomonsen, at hun var begyndt at forstå sarkasme og hele den danske mentalitet. Ebbe Salomonsen beundrer Mateja Gasparovic for hendes ihærdighed og udvikling og mener også, at han selv har lært en masse af det. Foruden alt det historiske og de små kulturelle forskelle ved jul og bryllupstraditioner er han også blevet konfronteret med, at der findes andre moraler og holdninger end hans egen. Og deres venskab har tvunget ham til at tænke over nogle ting, han ikke før har tænkt på.

»Hun vil noget, hun vil prøve noget nyt og er nysgerrig, så hun er jo den, der går fra sit traditionelle område og vil noget andet. Og har taget et lille opgør med sin barndom, så den proces har jeg jo oplevet og lært noget af,« siger Ebbe Salomonsen og fortsætter.

»Så man kan vist godt sige, at det mentorprojekt fik slæbt en masse gode ting med sig.«

Han sætter sig op på sin cykel, og de kører igennem lyngmarker mod sidste stop, som er et gammelt vandkraftværk, og hvor de skal have pakket kagen ud.

Source: Mateja havde ikke regnet med at blive venner med sin mentor, Ebbe. Men det blev hun | Information

Se også Mentornetværket Esbjerg/Varde