Malik hjælper forældre og elever med lektierne under coronakrisen | TV 2 Lorry

Forsøger du at hjælpe dine børn med skoleopgaver, du slet ikke kan overskue? Så er der hjælp at hente.

Lektiehjælpsvirksomheden MentorDanmark har nemlig åbnet MentorHotline. Det er en hjemmeside med gratis lektiehjælp til elever, der lige nu er ramt af skolelukningen.

En af dem, der sidder klar til at hjælpe på den anden side af skærmen, er Malik Fall. Han går i 2.g på Rysensteen Gymnasium og kender alt til følelsen af at sidde fortabt over en opgave. Det er en af grundene til, at han har meldt sig som frivillig mentor.

– Jeg synes selv, det kan være svært at sidde alene med en opgave. Så jeg tænkte, at hvis jeg har kapaciteten til at hjælpe andre, så kan jeg lige så godt gøre det, fortæller Malik Fall.

Det her er virkelig en tid, hvor folk viser, at hvis de kan hjælpe, så gør de det.

Nicklas Kany, stifter af MentorDanmark

200 frivillige på to dage

På bare to dage meldte 200 sig til at være frivillige mentorer. En uge efter var tallet steget til knap 300, hvoraf halvdelen kommer fra hovedstadsområdet.

– Det havde vi slet ikke regnet med, fortæller Nicklas Kany, der er stifter af MentorDanmark.

– Det her er virkelig en tid, hvor folk viser, at hvis de kan hjælpe, så gør de det.

Og det må man sige, at de frivillige i MentorHotline har gjort. Den første uge hjalp de over 400 elever med skoleopgaver.

Hvis jeg kan gøre det mindste for at hjælpe nogle af dem, som ikke har muligheden for at få hjælp hjemmefra, så gør jeg det.

Malik Fall, frivillig hos MentorHotline

Kan hjælpe mange flere

Selvom MentorHotline allerede har hjulpet rigtig mange børn og unge, så har de kapacitet til at hjælpe endnu flere. Og det gør de gerne. For Nicklas Kany mener, at de har et samfundsansvar for at hjælpe til under den nuværende corona-krise.

Source: Malik hjælper forældre og elever med lektierne under coronakrisen | TV 2 Lorry

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.