Lars støtter psykisk sårbare i gruppeforløb ¤ Helsingør Kommune

Som frivillig peer hjælper Lars Johansen både sig selv og andre til at leve et godt liv med psykisk sårbarhed.

Foto: Lars Johansen sammen med Sandra, der deltager i gruppeforløbet om psykisk sårbarhed

I foråret startede et nyt gruppeforløb i Helsingør, hvor frivillige peers guider psykisk sårbare til at stå stærkere i hverdagen. Det er Peer-Partnerskabet (stiftet af Det Sociale Netværk og SIND), der står bag forløbet sammen med Helsingør Kommune.

Ideen er i fællesskab at udvikle en ny, forebyggende indsats med en peer-baseret tilgang, så flere med psykisk sårbarhed lærer at leve med deres sårbarheder, får nogen at tale med og kan komme videre i livet, siger Tine Willemse Larsen, som er Peer-Partnerskabets lokale koordinator i Helsingør.

Psykisk sårbarhed er mange ting

Efter et corona-ramt forår er projektet nu tilbage på sporet, og en gang om ugen mødes syv deltagere til gruppeforløb på Blisvej i Vapnagård. Forløbet strækker sig over 10 gange.

– Det er alle typer af mennesker, som kommer i gruppeforløbet. Nogen oplever perioder med tristhed og manglende social kontakt, andre har diagnoser som de har kæmpet med i mange år. Uanset hvilke udfordringer man har, kan gruppeforløbet tilbyde et fællesskab, hvor man ved at lytte til og tale med andre i samme situation kan få håb og mod på at finde sin vej videre i hverdagslivet, fortæller Tine Willemse Larsen.

Manglede selv et tilbud

Gruppen ledes af frivillige, der selv har erfaring med psykisk sårbarhed, og kender alt til at føle sig alene og anderledes. 56-årige Lars Johansen fra Helsingør er en af de frivillige, som selv har oplevet hårde perioder i sit liv med bl.a. depression.

Jeg har altid selv manglet et tilbud i de perioder, hvor jeg havde det sværest. Så det gav mening for mig at gå ind i projektet, for på den måde at kunne hjælpe andre som mig, siger Lars Johansen, der til daglig arbejder i Gribskov Kommune som virksomhedskonsulent.

Depression hvert tredje år

I dag har han det godt, har fast job, kæreste og en lejlighed i midten af Helsingør men sådan har det ikke altid været. Siden han var 19 år han Lars Johansen lidt af tilbagevendende depressioner. Han havde også gode perioder men ca. hvert tredje år vendte depressionerne tilbage. For fire år siden fik han diagnosen bipolar.

Min sygdom kostede mig både mit job, mit ægteskab og det tætte bånd til mine børn. Og det værste var, at jeg ikke havde nogen at tale med det om, i de perioder hvor jeg var syg.

Da Lars Johansen flyttede til Helsingør fra Birkerød, hørte han om peer-to-peer. Han var inde i en god periode og følte sig klar til at springe ud og fortælle om sin sygdom.

– Jeg kunne se mig selv i faciliteringsrollen og følte, at det også kunne give mig selv noget at være mere åben. Jeg er udadvendt og kan lide at få folk i tale, så det gav god mening. Jeg er nu på andet gruppeforløb, fortæller Lars Johansen.

Åben om skyld og skam

Selvom Lars er gruppeleder og gør meget ud af at få alle med ombord i samtalerne, så får han også selv meget ud af forløbet. Det har overrasket ham, hvor nemt det falder ham at tale med gruppen om det han selv, har været igennem.

– Jeg har fx aldrig talt med nogen, om den skyld og skam jeg føler over for mine børn, som jeg ikke kunne være der for, da jeg var mest syg. Men da en deltager åbnede emnet om børn, var det helt naturligt for mig også at fortælle min historie, fortæller Lars Johansen, som også er meget bevidst om, hvornår han gør den største forskel for gruppen:

Når de andre opfatter mig som en del af gruppen, og jeg kan se, at de begynder at være trygge ved hinanden og tale sammen i pauserne. Så har jeg været med til at flytte en barriere.

Rammer hovedet på sømmet

Borgmester Benedikte Kiær, der også er formand for Det Sociale Netværk, siger om projektet:

Psykisk sårbarhed er et stigende problem i vores samfund i dag – også i Helsingør Kommune. Så jeg synes forløbet rammer hovedet på sømmet. Når man har svært ved at få hverdagen til at fungere, er der brug for støtte til at stå stærkere, siger Benedikte Kiær.

Lars Johansen håber for deltagerne, at gruppeforløbet kan give dem mod til at arbejde videre med deres udfordringer, og mod til at åbne sig for deres nærmeste. Og så har han en drøm om, at frivillige i lokalsamfundet kan videreføre det fællesskab, som deltagerne har fundet i gruppeforløbet.

– Mange frygter tiden bagefter, og at de igen skal stå alene tilbage med alle deres tanker. Når man er psykisk sårbar kan det være svært at overskue at invitere otte mennesker til middag. Så hvis nogen vil hjælpe med at skabe et forum, hvor gruppen kan mødes og drikke en kop kaffe en gang imellem, ville det gøre en stor forskel, siger Lars Johansen.

FAKTA

Du kan læse mere om Peer-partnerskabet her:

 

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.