»Vi er gået så langt, at det er på tide at stoppe op, og spørge: Hvad gør det her ved vores arbejde med socialt udsatte? Hvad er godt, og hvad er gak?« – Sådan siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, om den bølge af effektmålinger og dataundersøgelser, som de seneste 10 år er skyllet ind over socialområdet.
I 90’erne hældte staten milliarder i projekter uden helt at vide, hvad de fik for pengene; udgifterne steg, Rigsrevisionen beklagede sig, og et paradigmeskift tog form.
»Nu skulle der ryddes op,« som Jann Sjursen skriver i den nye antologi Udsat for evidens, som udkommer i dag. Nu skulle man måle på, hvad stofbrugere egentlig fik ud af værestederne. Og hvad med samtaleterapi til voldsramte kvinder og botilbud til hjemløse; virker det?
Men målingerne har haft en pris, mener kritikere i bogen – både for de udsatte og for socialarbejderne.
»I sundhedsvæsenet er det mere simpelt: Et brækket ben er et brækket ben. Men med borgere, der har komplekse problemer med misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom, ved man ikke altid, hvad der har flyttet dem,« siger Jann Sjursen.
Han peger også på, at ’bløde’ tilbud som væresteder og gadeplansmedarbejdere, som i høj grad bygger på sociale relationer, kan bliver sparet væk, da de har svært ved at fremvise hårde resultater.
»Hvordan dokumenterer man, at et værested virker? Er det kaffen? Er det samtalen med en medarbejder?,« spørger Jann Sjursen.
»Lige præcis i forhold til socialt udsatte borgere, hvor relationerne mellem borger og socialarbejder er ekstremt vigtige, er der en fare for at dokumentationskrav besværliggør relationen.«
Laboratoriemus og creaming
Et eksempel er metoden housing first. Det er veldokumenteret, at en stabil boligsituation er fundamentet for at udsatte borgere kan tackle psykisk sygdom og misbrug samt opbygge sociale netværk, og derfor bør hjemløse få tilbudt en bolig meget hurtigt. Så langt så godt.
Men hvis man samtidig indfører et kontanthjælpsloft, der rammer de svageste gruppe i samfundet, og hvis man forsømmer at bygge billige boliger i byerne, som kommunen kan henvise de udsatte borgere til, »ja, så hjælper den evidensbaserede metode jo ikke noget,« mener Jann Sjursen.
Bureaukratiet omkring målingerne kan muligvis skade forholdet mellem borger og socialarbejder, fordi spørgeskemaer, interview og rapporter får den udsatte til at føle sig mere som en laboratoriemus end som et menneske.
Desuden peger Jann Sjursen på faren for såkaldt ’creaming,’ hvor kommunerne især sætter gang i projekter, som let og hurtigt kan opnå flotte måltal – og så til gengæld glemmer borgere med komplicerede problemer.
Peter Juul, som er tidligere kontorchef i Socialministeriet, mener at de mange målingerne er gået »grassat.«
»Det er okay at fokusere på value for money. Virker skidtet? Men det er et problem, når det går grassat; når styringsprincipperne bliver vigtige i sig selv,« siger Peter Juul.
Og det er netop sådan, det har udviklet sig, mener han.
»Vi har målt for detaljeret og for hyppigt. Det er samme sang, som vi hører fra sygeplejeområdet,« siger Peter Juul, der ser er grundlæggende modsætning mellem »regnearkfornuften« og den »fagprofessionelle snusfornuft«.
Ikke en modsætning
De senere år har debatten om målinger og evidens raset på en række områder – fra folkeskolen til jobcentrene – og den betragtes ofte som en kamp mellem DJØF’ernes regnemaskiner og teoretiske verdensforståelser over for de fagprofessionelles praktiske hverdagserfaringer. Men sådan behøver det ikke at være, mener direktør i Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen.
»Evidens og viden er blevet set som i opposition til det faglige, og det er brandærgerligt,« siger han.
»Arbejdet med evidens erstatter ikke den gode socialarbejder, som har tid og er opdateret på lovgivningen, men det giver rum til refleksion, og en mulighed for at lære og blive endnu bedre til at hjælpe.«
Han peger på et projekt i Mødrehjælpen, hvor en gruppe voldsramte kvinder gennem 12 uger gik i gruppeterapi. På et tidspunkt foreslog medarbejderne at niveauopdele kvinderne – nogle var mere traumatiserede end andre, så de delte holdet i to.
Fire gange bad Mødrehjælpen kvinderne om at udfylde spørgeskemaer, som var udarbejdet af en forsker på SDU for at måle deres ’traumegrad’ – og da de analyserede svarene, fandt de ud af, at den nye tilgang slet ikke virkede.
»De kvinder, som var rigtig hårdt belastet, klarede sig dårligere – måske fordi de fik gavn af at være i gruppe med dem, der havde det lidt bedre,« siger Mads Roke Clausen.
Alligevel kalder han det »en evig kamp at holde målingerne nede.« Man kan jo altid stille ét spørgsmål mere i spørgeskemaet, og man kan altid lave en undersøgelse til.
»Jeg har set så mange steder, hvor det er datadrengene, der har taget over. Men bare fordi man kan måle, betyder det jo ikke, at man skal gøre det. Det skal integreres i det faglige arbejde,« siger Mads Roke Clausen.
»Vi har et mantra: ’Vi er socialarbejdere, vi laver ikke forskning’. Det gentager vi hele tiden, for vi vil ikke bruge vores tid på at måle. Men vi er nødt til at have pejlinger, som fortæller, om der er nogle mønstre i det, vi gør.«
Hvorfor egentlig evidens?
Men hvorfor egentlig det? Adjunkt ved Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet, Nina Holm Vohnsen, har undersøgt, hvordan forskning og evidens bruges til at træffe beslutninger, og hun konkluderer, at der ofte sker to ting: Enten spiller undersøgelser og målinger en rolle på linje med alle mulige andre parametre, som lederne og medarbejdere skal forholde sig til – økonomi, administration, lovgivning og så videre.
Eller også håndplukker ledere og politikere den forskning, der passer bedst til de beslutninger, man allerede har truffet.
»Vi ser i nogle tilfælde, at man aktivt forsøger at undertrykke undersøgelser og forskning, som viser noget andet end det, man allerede har besluttet – man håndplukker,« siger Nina Holm Vohnsen.
Hun minder om, at der altid er forskellige skoler og faglige kampe inden for forskningsfelter. Forskning giver ikke ét svar. Økonomer, psykologer og medieforskere skændes indbyrdes – det samme gør socialforskere. Derfor er Nina Holm Vohnsen også kritik over for at bruge evidens som et ideal for politiske beslutninger.
»Bør videnskaben diktere dansk politik? Jeg synes, det har nogle uhyggelige konsekvenser; det politiske domæne bør være præget af moralske og ideologiske argumenter. Det forvaltes af folk, som ikke har den fornødne ekspertise til at forstå videnskaben og dens begrænsninger,« siger hun.
Mange har ellers slået på tromme for, at alt fra socialt arbejde til folkeskolen og klimapolitik bør styres af forskning og viden; hvad virker, og hvad virker ikke? Men det er Nina Holm Vohnsen uenig i.
»Hvis man ved, hvad videnskab er, kan man ikke hylde sådan et ideal, for i så fald tror man, at der findes én rigtig løsning; at man kan holde verden konstant og sende noget derud, som giver et bestemt resultat. Det virker måske i medicinen, men på det sociale området, på beskæftigelsesområdet er forestillingen om at lave politik på den måde bare – ja – dum.«
Kilde: Kan man måle sig til en bedre social indsats? | Information
