Kære politikere! Ifølge mange af jer, er jeg et minus for samfundet. Ifølge jer, har jeg ikke skabt værdi. Ifølge jer burde jeg tage mig sammen og få fingeren ud.Jeg er 38 år, har fået tre børn og en magistergrad fra universitetet. Jeg har altid klaret mig godt i skolen, været aktiv i samfundet – både politisk og i foreninger. Jeg har en IQ på omkring de 130, og de fleste, jeg kender og har kendt, har nok forestillet sig, at jeg ville nå rigtig langt her i livet.Men sådan gik det ikke!
Da jeg forlod universitetet i 2008, var håbet endnu lysegrønt. Jeg sendte ansøgninger, men det blev ikke til en ansættelse – ja faktisk kom jeg ikke engang til samtale. I en tid kunne jeg heldigvis give ’krisen’ skylden. Jeg troede stadig på, at jobbet nok skulle komme.Efter halvandet år på dagpenge, blev jeg træt. Træt af systemets kontrol og mistillid. En aften fandt jeg mig selv siddende grædende hos vagtlægen. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg havde mistet følelsen i dele af ansigtet og mine hænder snurrede og havde mistet deres styrke. Mine ben var begyndt at give efter under mig, når jeg gik.
Kilde: Jeg ligger ned – hold op med at sparke | Information
