Jeg er psykisk sårbar – ikke svag – Debatindlæg 

For få uger siden, en fredag aften midt i decembermørket, meldte jeg mig i receptionen på den psykiatriske skadestue på Amager. Sådan et sted havde jeg aldrig været før. Til gengæld har jeg flere gange kæmpet med angst og depression, og denne aften var angsten så stærk, at jeg var bange for at miste kontrollen over mig selv og blive sindssyg. Bogstaveligt talt.

Jeg var – sikkert som alle andre, der kommer sådan et sted for første gang – bange for, at personalet ville grine ad mig. Bange for, at de ville sende mig hjem igen, mens de inde i kaffestuen ville fortælle deres kollegaer, hvor latterligt det var, at jeg troede, jeg kunne få hjælp.Sådan var det heldigvis ikke. Jeg blev mødt af to søde og kompetente professionelle og kunne et par timer senere tage ud til et par gode venner og slappe af resten af aftenen. I ugerne efter var jeg dog sygemeldt, og angsten fyldte det meste af mine vågne timer. Heldigvis har jeg både en forstående familie og gode venner, en dygtig læge og psykolog samt en rummelig arbejdsplads, der alt sammen hjælper mig med at komme ovenpå igen. Derfor – og kun derfor – er jeg i stand til at passe min karriere inden for politisk kommunikation og lægge et godt stykke over 37 timer om ugen på min arbejdsplads.Fordomme om psykisk sårbareSå når jeg læser indlægget ”Ungdommen mangler den psykiske robusthed” af Marianne Mørk Mathiesen (JP 6/1), som endda selv er praktiserende læge, bliver jeg skræmt ved tanken om, at jeg pågældende fredag aften var blevet mødt af én med hendes fordomme om psykisk sårbare. Fordomme om, at jeg tilhører de »forkælede sårbare unge mennesker«, som blot mangler »robusthed og evne til at tackle livets strabadser« eller er »curlingbørn«, som trækker offerkortet, når vi bliver mødt af chefens krav på arbejdet.Kære MMM. Jeg er ikke noget forkælet curlingbarn. Jeg har skammet mig dybt, de gange jeg har måttet overlade arbejdsopgaver til mine kollegaer eller ikke har kunnet deltage i sociale begivenheder på grund af angst eller depression. Jeg sygemelder mig udelukkende, når symptomerne er så slemme, at min krop siger fra og tvinger mig til at blive hjemme. Jeg synes, dit indlæg er fordømmende og nedladende over for psykisk sårbare. Det er holdninger og fordomme som dine, der er med til at fastholde, at psykisk sårbarhed stadig opfattes som et individuelt problem, som den pågældende da bare skal tage sig sammen for at komme igennem.Alt for mange unge mennesker knækker psyken i vores samfund i disse år. Om årsagen er de sociale medier, karakterræs eller noget helt tredje, skal jeg ikke kloge mig på. Men jeg vil opfordre dig til at tage problemerne alvorligt i stedet for at trampe på de mennesker, der har brug for hjælp.

Kilde:  Jeg er psykisk sårbar – ikke svag – Debatindlæg – Debat