Iver efter beskæftigelse overtrumfer evidensen

Pol

Kronikken: Jo større pres for at deltage på arbejdsmarkedet man lægger på de personer, som ikke kan arbejde, des større er risikoen for, at man ender med forværre situationen for samfundets mest udsatte grupper frem for at forbedre den.

ARBEJD arbejd! I sin p.hd.-afhandling viser Iben Nørup, at der ikke er grund til at tro, at det kan betale sig at tvinge mennesker, som ikke umiddelbart kan administrere et arbejde, i beskæftigelse – Foto: Jens Dresling (arkiv)

IBEN NØRUP, forsker, ph.d på afhandlingen ‘Arbejde og Sygdom – og om at være en del af fællesskabet. En kritik af forestillingen om arbejdsmarkedsdeltagelsens afgørende betydning for den sociale eksklusion af kronisk syge og handikappede’

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Sådan sagde Jacob Haugaard i starten af 1990’erne.

Dengang var det et absurd og ironisk udsagn på linje med komikerens og senere politikerens valgløfter om medvind på cykelstierne, nyt tøj til Tollundmanden og flere hvaler i Randers Fjord.

I dag er udsagnet ikke længere absurd. Det er derimod blevet til en politisk sandhed, og Jacob Haugaards udsagn er over tid gået fra at være en provokerende og komisk parole til i dag at danne grundlaget for en række ganske omfattende beskæftigelsespolitiske reformer rettet mod samfundets mest udsatte.

At arbejde er sundt, og at de, der ikke arbejder, er usunde og ikke længere en del af fællesskabet, står nu hævet over enhver tvivl. Og det fungerer som grundpillen for vidtrækkende reformer. Dette til trods for, at der ikke er nogen evidens for, at antagelsen om arbejdets helbredende og inkluderende virkning også holder.

Når vi i dag hører den nuværende regering gang på gang fremhæve vigtigheden af ikke at lade nogen, end ikke de syge, hensygne på passiv forsørgelse, frem for en aktiv tilværelse som en del af arbejdsmarkedets fællesskab, er det helt uden skygge af ironi og komik.

Find kronikken her