Historien om DGI starter med legemsøvelser for bønderne i 1860’erne og har siden været fortællingen om en stolt tradition for folkeoplysning og demokratisk dannelse. Og det skal organisationen med i dag knap 6.400 medlemsforeninger og 1,7 millioner medlemmer blive ved med at være. I 2020 har folkeoplysningen dog fået en anden karakter, lyder det fra landsformand Charlotte Bach Thomassen.
De seneste to år har hun sammen med medlemsforeninger, frivillige og ansatte arbejdet for at trække paraplyorganisationen for danske idrætsforeninger i en ny retning. Det har de gjort med en række organisationsændringer. Og så har de lagt en plan om, at DGI i fremtiden være mere synlig i den offentlige debat, både lokalt og nationalt.
Mærkesagerne er noble. Missionen er at bekæmpe inaktivitet og ulighed i sundhed, men som noget nyt også de problemer, der forholder sig mere til den mentale velvære: ensomhed, stress og præstationspres. Derfor lancerer organisationen lørdag en ny retning for de kommende år under overskriften ’Vi er der, hvor Danmark mødes’.
»Sammen med vores medlemsforeninger skal vi sætte meget mere fokus på glæden ved at være idrætsaktiv. Det skal vi, fordi vi lever i en tid med højt tempo, hvor vi er udfordret af ønsket om perfekthed i alle præstationer. Vi vil gerne give et stærkt alternativ til det, hvor vores medlemmer mærker fællesskabet som en kærkommen pause i en travl hverdag«, siger Charlotte Bach Thomassen.
Hvor folkeoplysningen tidligere har imødekommet overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, er det andre problematikker, vi arbejder med i dag. I dag handler det om mistrivsel og mental sundhed
Charlotte Bach Thomassen, landsformand i DGI
»Vi har altid arbejdet med idræt for alle. Men vi kan se, at presset på det enkelte menneske bliver større. Det viser sig som mistrivsel og ensomhed. Og det skal vi som forening tage bestik af og gøre, hvad vi kan for at modvirke«.
»Vi har ikke været helt gode nok til at tydeliggøre, hvad det er, vi står på«.
En folkeoplysende tradition
Hvad er det, I står på?
»Det folkeoplysende arbejde. Vi er en del af det folkeoplysende civilsamfund, hvor mennesker mødes på tværs af præferencer, sociale skel, uddannelsesniveau og alder. Det slipper vi ikke. Men vi skal kunne tackle nye typer af udfordringer. Hvor folkeoplysningen tidligere har imødekommet overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, er det andre problematikker, vi arbejder med i dag. I dag handler det om mistrivsel og mental sundhed«.
»Vi vil gerne være et frirum, hvor vi mødes på den præmis, at du er her, fordi du er dig, og du bidrager med det, du kan. Og din stemmer bliver hørt. I fremtiden bliver der i DGI stærkere fokus på, hvad det er for en rolle, idrætsforeningerne spiller – ud over bare det at lære dig at svømme eller spille håndbold. Sagt med et fint ord handler det om demokratisk dannelse«.
Der skal meget mere fokus på det, der ligger rundt om idrætsaktiviteten.
»Hun skal være en del af en idrætsforening og et aktivt fællesskab, fordi det giver hende nogle andre perspektiver på det at være menneske, end når hun går i skole eller tager videre til sit fritidsjob. Eller sidder med sin smartphone og tjekker sine sociale medier. I idrætsforeningen vil hun møde nogle andre mennesker, for eksempel voksne rollemodeller. Og her vil hun være en del af nogle aktiviteter, som skaber værdi for hende, som hun kan bruge i mange andre af livets faser, problematikker og lyksaligheden«.
»Det adskiller sig ved tydeligheden. Det adskiller sig ved, at vi vil sikre, at vores omverden forstår, hvad DGI arbejder for. Vi lancerer et strategisk grundlag, som populært sagt er et billede på en rejse, hvor vi sætter endnu mere fokus på det, vi mener er vigtigst«.
»Der skal være en rød tråd mellem, at vi siger, at vi ønsker mere bevægelsesglæde, og at vi rent faktisk har det ude i den enkelte idrætsforening. Derfor skal det skrives ind i foreningens formålsbeskrivelse, som foreslås ved årsmødet lørdag. Det skal virke hele vejen gennem vores organisation. Ledere og instruktører skal mærke det, når de er på kursus. Den lokale forening skal mærke det, når de får besøg af DGI«.
I byder ind som en del af løsningen på problemer, som fylder meget i samfundsdebatten lige nu. DGI har i forvejen knap 1,7 millioner medlemmer. Hvis I er en vigtig del af løsningen på at bekæmpe ensomhed, angst, stress og inaktivitet, hvorfor findes problemerne så endnu?
»Det kan også lyde paradoksalt. Lad os gå tilbage til det eksempel, vi berørte tidligere. Mistrivslen blandt piger mellem 13 og 24 år er eksploderet de seneste år. Samtidig falder de ud af idrætsforeningernes fællesskab. Det skriger jo til himlen, at de kalder på fællesskaberne, mens de falder ud af fællesskabet. Det er et paradoks, som vi utrolig gerne vil være med til at finde nogle løsninger på i samarbejde med de trænere, som er tæt på dem i hverdagen«.
Dit konkrete eksempel har jo været en udfordring længe. Hvorfor har man ikke løst den endnu?
»Den er svær at løse, for der foregår rigtig mange ting i et ungdomsliv, ligesom der gør for os alle sammen, når vi skifter livsfase. Det gør der også, når folk forlader arbejdsmarkedet. Der er nogle overgange, hvor vi som idrætsforeninger bliver udfordret og skal være dygtige til at finde ud af, hvad det er for nogle koder, der kan sikre, at folk ikke forlader os«.
Mere end flikflak
I vil gerne være mere synlige i den offentlige debat. Hvorfor?
»Vi vil gerne være mere synlige i den offentlige debat på vegne af vores foreninger, fordi vi synes, de har meget at byde ind med. Vi vil gerne have, at beslutningstagerne og borgerne ved, hvorfor man skal melde sig ind i en idrætsforening og dyrke sin idræt der. De skal vide, hvordan det kan bruges som løsning på nogle af de store udfordringer i vores samtid. Vi skal være tydelige i den offentlig debat på, hvor idrætsforeningerne bidrager til en videreudvikling af det danske samfund«.
Når DGI vil sætte mere fokus på glæden, lette presset på perfektheden i præstationerne og være et stærkt alternativ, handler det så også om en skarpere profilering i forhold til DIF?
»Nej, det gør det ikke. Det er ikke DIF og DGI, der er interessante her. Det er medlemsforeningerne. Vi skal hjælpe vores foreninger med at sikre stærke fællesskaber, uanset baggrund og talent. Vi arbejder jo meget sammen med DIF, blandt andet i ’Bevæg dig for livet’, hvor vi sætter fuldt blus på at aktivere de voksne. Både i foreningerne, det har begge en interesse i, og ved at arbejde sammen med kommuner og andre organisationer. I virkeligheden sætter det samarbejde idræt på alles dagsorden«.
Næste år skal den nye fordeling af udlodningsmidlerne evalueres. Hvordan spiller den nye strategi ind i den proces?
»Udlodningen tager ikke som sådan udgangspunkt i DGI, men vi skal jo være gode til at fortælle om, hvad vi står for, og hvorfor vi selvfølgelig skal have del i udlodningsmidlerne. Det fortæller strategien meget tydeligt, ligesom den fortæller, hvad vi allerede ved virker derude«.
»Nej, det er ikke min vurdering. Selv om vi kan ligne hinanden og har et godt samarbejde, har vi forskellige formål. DIF har nogle opgaver, som vi ikke har i DGI, nemlig hele talenudviklingsdelen og støtte til eliteidrætten. Jeg mener ikke, vi spænder ben for hinanden«.
»Der skal meget mere fokus på det, der ligger rundt om idrætsaktiviteten. Alt det, der ikke handler om at lave den rigtige flikflak eller indersideaflevering. Idrætsforeningerne er meget mere end selve sporten. Det skal vi tage på os. Idrætsforeningerne er også en stærk del af det lokale tilhørsforhold. Det er her, børn og unge får en pause fra præstationer og perfekthed. Og det er her, vi møder hinanden i øjenhøjde på andre måder, end vi gør på vores arbejde og i skolen«.
Kiæde: Hun vil tilbyde 1,7 millioner danskere et pusterum i en travl hverdag – politiken.dk
