Hold pause hvert 25. minut og giv hjernen, hvad den har brug for

Hvad tænker du, når du hører, at det gør dig mere effektiv, hvis du holder pause hvert 25. minut i løbet af din arbejdsdag? Og at hver fjerde pause skal være lang, gerne en halv time? Sikkert, at det er noget værre sludder, som umuligt kan passe.

Men faktisk lavede en italiensk forsker allerede i slutningen af 1980’erne forsøg, som kortlagde, hvordan hjernen arbejder optimalt med koncentrationskrævende opgaver, og det gør den altså, hvis den får korte pauser på cirka fem minutter hvert 25. minut ad tre omgange, og så skal den fjerde pause være lang, helst op mod en halv time. Det er okay at gøre en tankerække færdig, men pausen skal passes ind nogenlunde hvert 25. minut.

»Hjernen har brug for ufatteligt meget hvile og energi for at fungere«, forklarer psykolog Vibeke Lunding-Gregersen og understreger, at italienerens fund er bakket op af talrige andre undersøgelser siden.

»Hjernen er på den måde fuldstændig ligesom resten af kroppen. Hvis du skal træne op til et maraton, sørger du også for at spise sundt og få din søvn, og ikke mindst lægger du god tid til restitution ind i dit træningsprogram. Det er helt det samme med hjernen; den har brug for pauser. Ellers svækkes koncentrationen og evnen til analyse og rationel tænkning, og det sker altså ret hurtigt«, påpeger hun.

»Det tricky i det her er, at vi faktisk både når mere og bliver bedre til vores arbejde, hvis vi tillader os selv at holde pauser. Det gælder bare om at turde gøre det, selv om det i begyndelsen kan føles grænseoverskridende, hvis man er i en kultur, hvor pauser er noget, man holder i fritiden«, siger Vibeke Lunding-Gregersen.

»Men der findes ikke nogen typer af jobs, hvor mennesker ikke har brug for at holde flere pauser i løbet af arbejdsdagen. Og her er det vigtigt, at lederne ved, at medarbejderne faktisk yder mere og klogere, hvis de holder pauser. På nogle arbejdspladser er kulturen, at jo stærkere folk løber, jo bedre, men i virkeligheden er det slet ikke det mest effektive. Tværtimod. Derfor bør det være langt mere velset at tage en pause, og arbejdet skal tilrettelægges, så det er muligt. Det er også i arbejdsgiverens interesse«.

Den holdning bakker hjerneforsker Troels W. Kjær, professor og overlæge, op. Han er forfatter til flere bøger om, hvordan man kan træne sin hjerne til at tænke bedre og hurtigere, og her er pauser helt essentielle.

»Det gælder om at lære at lytte til sig selv og holde de pauser, man har brug for. Det kan være individuelt, hvor ofte kroppen giver signal, alt efter hvem man er, og hvilken type arbejde man udfører, men hvis man gerne vil optimere sin hjerne og give den gode arbejdsvilkår, er det vigtigt at respektere signalerne«.

Pauser gør dig klogere

Signalerne kan for eksempel være, at man begynder at miste overblikket og koncentrationen, eller at man sidder og spænder i skuldrene eller kæberne. At man må læse en sætning flere gange eller begynder at lave småfejl i det, man sidder med.

»Hvis man holder pauser og respekterer, at hjernen har behov for at veksle mellem udfordring og hvile, vil man opleve, at man får en stærkere kognitiv formåen og dermed faktisk bliver klogere«.

Det gælder om at lære at lytte til sig selv og holde de pauser, man har brug for

Troels W. Kjær, hjerneforsker

Det er afgørende, at pausen er en ægte pause, fastslår både Troels W. Kjær og Vibeke Lunding-Gregersen. Det er ikke nogen pause lige hurtigt at ordne noget privat på computeren eller fortabe sig i nyheder eller de sociale medier på mobilen. Vær bevidst om, at det er din hjerne, der skal have en pause.

Derfor er det oplagt for eksempel at lave en meditations- eller mindfulnessøvelse eller at rejse sig og bevæge kroppen. Løbe en tur op og ned ad trapperne eller lave nogle øvelser for de stive kontormuskler. Gå en tur rundt om blokken, eventuelt sammen med en god kollega.

»Du risikerer også tankemæssigt at blive afsporet fra opgaven, hvis du giver dig i kast med noget på en af dine gadgets. Hvis du hurtigt skal ind i dit koncentrationsflow igen, nytter det ikke noget, at du er gået i gang med en helt ny opgave i pausen, for så kan det tage op til 20 minutter at vende tilbage til fokus«, pointerer Vibeke Lunding-Gregersen.

Source: Hold pause hvert 25. minut og giv hjernen, hvad den har brug for – politiken.dk

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.