Handicappede er lykkeligst med andre handicappede

Der gøres stadig mere for at inkludere personer med handicap i samfundet. Men ny forskning viser, at mange handicappede føler sig mere lykkelige, når de befinder sig i mindre grupper med ligesindede. Vi vil ikke normaliseres, siger handicaporganisationer.

 

Ramper, elevatorer, blindeskrift på lokale biblioteker og inklusionsklasser på landets folkeskoler. Stadig flere tiltag skal gøre det nemmere for personer med handicap at leve deres liv på mere lige fod med alle andre.

Men en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at det faktisk ikke er det, der hæver de handicappedes selvværd og gør dem lykkelige. Det er derimod at være sammen med andre handicappede personer og at kunne identificere sig gennem handicappet, siger lektor, dr.med. Jesper Herup Dammeyer.

Han forsker i handicap og sociale relationer ved Institut for Psykologi og har undersøgt selvværdet hos hørehæmmede, autister og mennesker med psykiske handicap.

”Tidens ligebehandlingsmodel er naiv og kritisabel. Ifølge mine studier har handicappede, der tilbringer mindre tid med familie og mere med ligesindede i organisationer, mere lykke i deres liv. Lige menneskerettigheder er godt, men mennesker med funktionsnedsættelse ønsker ikke nødvendigvis ligebehandling,” fortæller Jesper Herup Dammeyer.

Danske Handicaporganisationer og Spastikerforeningen er enige. Presset fra samfundet er blevet for stort, og derfor oplever de, at deres medlemmer i højere grad finder sammen med ligesindede i foreninger, facebookgrupper og ved sociale sammenkomster.

Jesper Herup Dammeyer mener, at tendensen er sund. Ifølge ham er det helt naturligt, at vi som mennesker søger nogen, som ligner os selv. Derfor mener han, at det er uhensigtsmæssigt, når man fra politisk hånd kun har fokus på inklusion i den form, at alle skal være lige. For forskningen er ikke entydig, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt handicappede mennesker bliver gladere af at være inkluderet i samfundet.

Men hvorfor er det store politiske mantra i disse år så inklusion af minoriteter, herunder personer med handicap? Det er der en historisk forklaring på, mener handicaphistoriker Birgit Kirkebæk.

Man skal ikke mange årtier tilbage, før et fysisk handicap betød et liv i isolation på institutioner og en tilværelse uden uddannelse. Det var et enormt tabu at være anderledes, men op igennem 1960’erne, 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne skete der et paradigmeskift. Tiltagene for at inkludere og normalisere tog dog dengang udgangspunkt i den enkeltes behov. Det gør nutidens inklusionssamfund ikke. Her er tendensen at konkludere, hvad handicappede mennesker ønsker, uden selv at lade dem italesætte det.

”I dag handler det om at inkludere alle. Fokus er hele tiden på at give handicappede mennesker samme menneskerettigheder som alle andre. Men så længe de ikke har samme muligheder, giver det ingen mening,” siger Birgit Kirkebæk.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er forbløffet over forskningen, der peger i en helt anden retning end den tilgang, man arbejder med i ministeriet.

”Forskningsresultaterne overrasker mig meget. Det strider imod hele tankegangen om inklusion og imod den overskrift, som alle aktører har kørt med meget længe,” udtaler hun.

UNDERSØGELSER OG STUDIER

  • Undersøgelserne er lavet ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, på baggrund af danske studier og oversigter over udenlandske undersøgelser.
  • Undersøgelser har vist at nogle personer med autisme trives og udvikler sig bedre i miljøer, hvor de har mulighed for at udfolde deres egne måder at tænke og være social på.
  • Flere studier, herunder et dansk studie foretaget blandt 800 med høretab, viser, at de identificerer sig gennem deres handicap og føler sig lykkeligst sammen med andre med høretab.
  • Døve har helt tilbage fra 1970’erne dannet deres egne minoritetskulturer på baggrund af deres tegnsprog. Disse studier viser også, at døve ønsker at blive anerkendt på baggrund af deres kvaliteter, frem for at skulle tilpasse sig det hørende samfund.
  • For personer med psykisk udviklingshæmning peger studier på, at samvær med ligestillede, hvor man kan få lov til at ”være den, man er”, giver bedre trivsel og lykke. Mange skaber en identitet gennem deres handicap og føler sig anerkendt i et fælleskab med ligestillede.