Mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende har ofte et godt indblik i, hvad der skal til for at få det bedre. Derfor bør de have stor indflydelse på, hvad pengene til behandling konkret bruges til.
Psykisk sårbare mennesker er og skal være borgere på lige fod med alle andre i vores samfund, men alt for ofte bliver psykisk sårbare og deres pårørende ikke spurgt eller taget med på råd, når den enkeltes behandling tilrettelægges. Det forhindrer, at borgerne får ejerskab over behandlingen.
Behandlingssystemet herhjemme er præget af silotænkning og en manglende evne til at tænke ud af de snævre rammer. Det koster ikke bare indflydelse på eget liv for psykisk sårbare borgere, men det koster også samfundet dyrt ikke at benytte den viden, psykisk sårbare og deres pårørende sidder med.
Derfor stiller vi på årets psykiatritopmøde i morgen skarpt på, hvordan psykiatriens brugere og deres pårørende kan inddrages mere i behandlingen – til fælles bedste for både brugere, pårørende, personale og det omgivende samfund.
Vi tror på, at medindflydelse kan betyde bedre behandling for de samme midler, når brugere og pårørende får mulighed for at tage ansvar og blive hørt.
Ejerskab
Flere steder i udlandet er man nået langt med denne erkendelse og mere skræddersyede forløb, hvor den enkelte bruger rent faktisk er i centrum. I England har man med metoden Choice and Control formået at give brugerne mulighed for selv at bestemme over deres egne veje til at komme sig efter en psykisk sygdom eller sårbarhed.
Det gør man ved at tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. Ved at lade pengene følge borgeren og lade den enkelte være med til at bestemme, hvad midlerne skal bruges på, hvad end det er samtaleterapi, mindfullness eller noget helt tredje. Det handler om at give borgeren ejerskab til behandlingen.
Herhjemme har vi også set gode takter; f.eks. forsøg med borgerstyrede budgetter og forsøg med brugerstyrede senge, hvor patienter selv kan bestemme, hvornår de skal indlægges og dermed selv tager hånd om begyndende psykiske problemer. Begge dele viser, at indflydelse på egen behandling og den sociale indsats giver brugerne og deres pårørende en følelse af medansvar og øger motivationen til at få det bedre.
Det gælder også ansættelsen af såkaldt ’ligesindede peers’ i psykiatrien, hvor mennesker med egne levede erfaringer som psykisk sårbare bliver ansat i psykiatrien. Det betyder, at brugerne oplever at blive mødt i en ligeværdig situation.
Peers bliver en personificering af håb og heling. Det oplever mange, når de sætter sig foran en person, der har sine levede erfaringer som den primære kompetence. At sidde over for et andet menneske, der kommer med oplevelser i bagagen, der ligner ens egne, og som er i stand til at sætte sig i ens sted, skubber også på en tiltrængt ændring i sproget og kulturen i behandlings- og socialpsykiatrien. Resultaterne er gode, alligevel foregår arbejdet med peers i Danmark primært kun på forsøgsniveau.
Medbestemmelsen halter
Helt grundlæggende er tankerne om brugernes medbestemmelse ikke sivet ud til alle dele af psykiatrien. Langt fra. Flere steder ses medindflydelse som noget, der kan klares med uddeling af pjecer og et smil med på vejen. Men den gode relation mellem behandler og bruger kræver mere end det.
Vi hører meget ofte om brugere og pårørende, som ikke bliver hørt eller inddraget i behandlingen. Det bliver ikke prioriteret at undersøge, om brugeren selv har et bud på, hvad der egentlig skal til for at opnå de bedste resultater. Det betyder, at motivationen og troen på, at man kan få det bedre, daler hos brugeren.
Siden 2007 er der sket en stigning af unikke psykiatriske patienter på godt og vel 50 procent, mens regionerne i samme periode har oplevet, at deres udgifter til behandling af psykisk sygdom kun er steget med 20 procent. Resultatet er, at der mangler godt og vel 400 sengepladser i psykiatrien.
Der er med andre ord god grund til at forsøge at bruge de knappe ressourcer endnu mere målrettet end i dag.
Derfor lyder vores opfordring: Lyt nu til de psykisk sårbare mennesker og deres pårørende. Med fokus på valgfrihed og medbestemmelse i eget liv ønsker vi at være med til at gøre brugere af psykiatrien til fuldgyldige borgere i behandlingssystemet og i samfundet igen.
PsykiatriNetværket består af Det Sociale Netværk, SIND, Bedre Psykiatri, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, LAP, Fountain House, Livslinien, LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien og Outsideren
Kilde: Giv psykisk sårbare indflydelse på egen behandling | Information
