De indvandrere, der har gjort det bedst, har gjort det i kraft af en personlig vilje og indsats, påpeger Mehmet Yüksekkaya
Den voldsomt opreklamerede Vejle-model indeholder alle de ingredienser, som vores hidtidige integrationsfiaskoer er bygget på, mener integrationskonsulenten Mehmet Yüksekkaya: stram styring og begrænsninger for indvandrere. Han vil vende den negative udvikling i integrationen gennem en mental oprustning, der skal vække gejsten og motivationen hos indvandrere og flygtninge.
Flygtninge-modellen fra Vejle står højt på dagsordenen i de igangværende trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgiverne. Forhandlinger, som i første omgang handler om bedre integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har på forhånd gjort parterne klart, at hvis de ikke er med til at finde en integrationsmodel, der er bedre end dem, der hidtil har været brugt, så vil udgifterne til integration eksplodere og udgøre over 10 milliarder kroner i 2020. Udgiften vil i givet fald være fem gange større end i 2013.
Den lille mester aner intet om paragraffer og ordninger. Han har bare brug for en mand, som kan bruge sine hænder og sit hoved. Det er de to parter, vi ikke har formået at bringe sammen. Men det er vi nødt til.
Men hvis den regning skal undgås, er det netop redskaber som Vejle-modellen, der skal styres uden om. Det mener Mehmet Yüksekkaya, som i mange år har været aktiv i integrationsdebatten som konsulent, debattør og forfatter, samtidig med at han har arbejdet i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) under Beskæftigelsesministeriet.
Vejle-modellen, tidligere udførligt beskrevet i Ugebrevet A4, er kendetegnet ved, at flygtninge hurtigt sluses ud i virksomhedspraktik i bestemte brancher med forventet jobpotentiale, og at de modtager sprogundervisning sideløbende med deres arbejde. Modellen blev sat i værk i 2014, og resultaterne er endnu ikke kendt. Flere kommuner har imidlertid allerede ladet sig inspirere af den.
Men den stramme styring og klientgørelse, der ligger i modellen, vil betyde, at resultaterne vil vise det samme som efter alle de andre integrationsmodeller, der har været prøvet, mener Mehmet Yüksekkaya: Efter integrationsperiodens udløb vil en meget stor del af deltagerne havne på varig, offentlig forsørgelse.
Jeg vil være vejviser, men det er flygtningene selv, der skal gå foran og komme ud og møde arbejdsgivere. Det personlige møde er altafgørende.
»Al erfaring viser, at den måde vi aktiverer og hjælper flygtninge og indvandrere har meget begrænset effekt. De indvandrere, der har gjort det bedst – individuelt og som grupper – har gjort det i kraft en personlig vilje og indsats, som har nedbrudt barriererne på arbejdsmarkedet. Det er den motivation, vi i stedet skal have frem,« siger han.
På grænsen af misbrug
Der er yderligere det problem ved ordninger som Vejle-modellen, at de opererer med praktikophold, som er gratis for arbejdsgiverne, påpeger han. Det appellerer til de store virksomheder, der har ressourcerne til at trække på den slags ordninger og er glade for den gratis arbejdskraft. Men sjældent honoreres indsatsen med en fast ansættelse bagefter, mener Mehmet Yüksekkaya.
»En håndfuld store, private virksomheder inden for rengøring og service har de sidste mange år taget tusindvis indvandrere i praktik. Men man kan ikke få oplyst, hvor mange faste ansættelser, det har resulteret i, når man henvender sig til de pågældende virksomheder. Jeg mener, at det både er konkurrenceforvridende og skadeligt for integrationen, hvis virksomheder udnytter indvandrerne som gratis arbejdskraft.«
De virksomheder, hvor flygtninge og indvandrere ifølge Mehmet Yüksekkaya har en chance og fremtid, bliver derimod aldrig involveret i integrationsprojekter, påpeger integrationskonsulenten.
»Flygtningene skal ud i de små og mellemstore virksomheder, som der er langt flest af i Danmark. Men de ser aldrig den sagsbehandler, som opererer inden for kommunens fire vægge. Og de synes, det er et helvede og en pestilens selv at skulle henvende sig til kommunen. Det er mellem klokken 9 og 10, og de er heldige, hvis de kommer igennem.«
Det sjove ved danskere er jo, at de stik imod deres egen selvforståelse er et af de mest intolerante folk, når det gælder afvigelser.
Den lille mester eller virksomhedsejer er ikke gearet til bureaukratiske ordninger. De orker det ikke, mener Mehmet Yüksekkaya. De laver ikke jobopslag eller kontakter jobcentre, men har deres egne rekrutteringskanaler. Men de små erhvervsledere er ikke afvisende, hvis de står over for et menneske med gejst og motivation, er hans erfaring.
»Den lille mester aner intet om paragraffer. Han har bare brug for en mand, som kan bruge sine hænder og sit hoved. Det er de to parter, vi ikke har formået at bringe sammen. Men det er vi nødt til.«
Kvinderne har muligheder
Selv de kvinder fra Mellemøsten, som har været svære at indpasse på arbejdsmarkedet, ser Mehmet Yüksekkaya store muligheder for.
»De historiske fakta er, at næsten halvdelen af de flygtninge og indvandrere, der er kommet til landet, er havnet på offentlig forsørgelse. Den andel kan og skal bringes ned. Men vi skal også være realistiske og vurdere, hvem det ikke nytter at ofre ressourcer på. Personer, som arbejdsgiverne aldrig ville have, om de så fik dem gratis med penge oveni. Folk, der aldrig har været på arbejdsmarkedet, for eksempel.«
»Men hvis opgaven gribes rigtig an, tror jeg generelt mere på kvindernes fremtid på det danske arbejdsmarked end på mændenes. De er gode til de ting, der har med omsorg og huslige opgaver at gøre, og de elsker at vise deres evner frem. De skal have nogle muligheder, der ikke kun har at gøre med rengøring, for de vil elske at komme væk fra dagligdagens belastninger derhjemme.«
Det handler ifølge Mehmet Yüksekkaya om at vække og pleje det personlige ansvar hos flygtninge og indvandrere. Vi har meget at lære af indvandringslande som Australien, USA og Canada, hvor det er en selvfølge, at man som indvandrer klarer sig selv, og man ikke bliver sovset ind i misforstået omsorg og begrænsninger, mener han.
Problemet er, at intet på området har konsekvenser. Det har ingen konsekvenser, at flygtninge ikke gør en indsats, at kommunen fejler i indsatsen og at andre aktører sender folk i håbløs praktik i store virksomheder.
Mønstret i nogle indvandrergrupper viser, at det også sagtens kan lade sig gøre i Danmark, påpeger Mehmet Yüksekkaya.
»Tamiler har en høj succesrate på arbejdsmarkedet. De bliver aktiveret på eget initiativ og opsøger arbejde, hvor det er. Du ser også sjældent vietnamesere, thailændere og filippinere på bistandskontorerne. For i mange aisiatiske lande er det en skam at være afhængig af offentlig forsørgelse.«
Flygtninge skal selv styre
Mehmet Yüksekkaya er selv eksemplet på, at det ikke behøver at være anderledes med folk fra mellemøsten. Han var 22 år, da han i 1983 kom til Danmark som kurdisk flygtning fra Tyrkiet. Alderen til trods kløede han på med sprog og uddannelse og endte med en akademisk uddannelse i statskundskab.
Men, understreger han, det var før den første danske integrationslov og de mange ordninger og regulativer, som nutidens flygtninge må underkaste sig.
»Dengang lå opgaven hos Dansk Flygtningehjælp, og min kontakt var en ældre kvindelig socialrådgiver, Birthe. Hun guidede mig løbende, men det var mig selv, der styrede og fik afprøvet en masse ting, før jeg kom på rette hylde. I dag er du som flygtning overladt til tilfældigheder og paragraffer, og sagsbehandlerne kender ikke de personer, de arbejder med.«
Mehmet Yüksekkaya har netop sagt sit mangeårige arbejde i STAR op for at hellige sig integrationsopgaven fuldt og helt som selvstændig konsulent. Han har en vision om at finde gejsten og motivationen frem hos de mange flygtninge, der nu har fundet til Danmark.
Den kan ikke være så langt væk hos mennesker, der kommer fra et land, hvor der er været en daglig kamp for livets opretholdelse, og som har krydset et hav og et halvt kontinent for at komme hertil, vurderer han.
»Jeg vil være vejviser, men det er flygtningene selv, der skal gå foran og komme ud og møde arbejdsgivere. Det personlige møde er altafgørende.«
Mental oprustning nødvendig
Det vil være svært for nogle, erkender han. Der skal en mental oprustning til for at leve i det danske samfund, og den finder ikke sted i dag, mener integrationskonsulenten.
»Arbejdsgivere vil ganske enkelt have folk, der fungerer i hverdagen. De skal både have en portion sprogkundskab, en portion fagkundskab og en portion evne til at navigere. Derfor er det også forfejlet at tro, at alle er jobparate fra dag ét.«
Mehmet Yüksekkaya har skrevet bogen ’Uskrevne regler på det danske arbejdsmarked’ om alle de normer, vi ikke taler om, men tager for givet. Den bliver fast pensum i hans integrationsforløb. Men lige så vigtigt er det, at flygtningene bliver bevidste om de regler og normer, der præger dem selv, mener han. For på den måde kan der arbejdes med de områder, hvor der er brudflader og konflikter.
»Det sjove ved danskere er jo, at de stik imod deres egen selvforståelse er et af de mest intolerante folk, når det gælder afvigelser. Ikke kun i forhold til flygtninge og indvandrere, men også i forhold til sine egne. Derfor er der mange ting, der skal være på plads, før en nytilkommen kan finde sig til rette og fungere i en helhed på en arbejdsplads.«
Integration i backgear
Vi er i det hele taget nødt til at tænke integration i andre baner end hidtil, mener Mehmet Yüksekkaya. For integrationen er sat i backgear på centrale områder, påpeger han med henvisning til det nationale integrationsbarometer.
Barometret udarbejdes på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og skal skabe et samlet overblik over udviklingen på integrationsområdet i forhold til regeringens målsætninger og dermed gøre det muligt at følge op på udviklingen.
- Ifølge den seneste opgørelse fra december er der hverken frem- eller tilbagegang at spore i beskæftigelsesgabet mellem på den ene side 25-64 årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse og på den anden side personer med dansk oprindelse. Der er stadig 27 procentpoint flere danskere i beskæftigelse.
- En mindre andel af indvandrere, som er ankommet som 0-12 årige med ikke-vestlig oprindelse opnår karakteren 2 eller derover ved 9. klasses afgangsprøve, færre kan sige, at de slet ikke eller i mindre grad oplever problemer med deres danskkundskaber.
- Færre føler, at de bliver anerkendt for deres indsats, og færre er medlem af en forening og politisk aktive.
- Forsørgelsesgabet mellem henholdsvis 16-66 årige indvandrere og efterkommere og personer med dansk oprindelse på offentlig forsørgelse vokser. Det er nu på 13 procentpoint.
Med tanke på de mange flygtninge, vi lige nu modtager, kan det gå helt galt, advarer Mehmet Yüksekkaya.
»Der er sket en eksplosiv vækst i udgifterne til mislykket integration, mens det faktisk er gået godt på arbejdsmarkedet. Hvis integrationen var en forretning, var den gået konkurs for længst.«
Intet får konsekvenser
Mehmet Yüksekkaya henviser til, at antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse ganske vist voksede med knap 7.000 til 143.679 i perioden 2008-2013. Men i samme periode voksede antallet af ikke-vestlige indvandrere uden for arbejdsstyrken fra 138.000 til 174.000, altså med hele 36.000 ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik.
»Problemet er, at intet på området har konsekvenser. Det har ingen konsekvenser, at flygtninge ikke gør en indsats, at kommunen fejler i indsatsen og at andre aktører sender folk i håbløs praktik i store virksomheder.«
Nu har regeringen pålagt arbejdsmarkedets parter at løse en opgave, som samfundet ikke har formået at løse de sidste 30 år. Det, finder Mehmet Yüksekkaya, er helt horribelt og i strid med den danske model.
»Arbejdsmarkedets parter indgår aftaler om løn- og ansættelsesforhold, men det her er en social opgave, som bare er blevet forsømt. Og det ville måske have været på sin plads, hvis det offentlige var gået foran som det gode eksempel og havde integreret flygtninge, før politikerne pålagde de private parter at løse opgaven alene.«
Gammel vin
Foreløbig har han ikke hørt noget i forbindelse med trepartsforhandlingerne, som ikke allerede har været forsøgt og er mislykkedes. Det skulle lige være sidste uges forslag om elevløn til flygtninge, men det forslag møder han også med blank afvisning.
»Elevløn eller indslusningsløn – kald det, hvad du vil. Men du kan ikke lave en ordning, der gælder kun for flygtninge og dermed efterlade nogle danskere, som måske føler sig udelukket og diskrimineret. Arbejdsmarkedet skal være baseret på lighed,« mener Mehmet Yüksekkaya.
Kilde: ’Hvis integrationen var en forretning, var den gået konkurs for længst’ – UgebrevetA4.dk
