Mange unge har ondt i livet og er ensomme. Det er svært at håndtere. Her kommer organisationen Gadespejlene ind i billedet. Vi har talt med Lejre-afdelingen og en af de unge. Gadespejlene i Lejre Kommune er forholdsvis nye.
HVALSØ: Gadespejlene i Lejre Kommune er forholdsvis nye. Lokalafdelingen blev startet i 2014, og et halvt år efter –i maj 2015 – indgik man kontrakt med kommunen.
Gadespejlene – mentorer for unge – er en mentorordning af ressourcestærke voksne der hjælper unge med at indgå i meningsfulde sociale sammenhænge som, skole, arbejde og fritidsinteresser.
Man hjælper unge på deres præmisser og møder dem der, hvor de er.
– Reelt set har vi fungeret som forening fra starten i 2015. Der fik vi de første mentees (unge -red.), fortæller Iris Romerdahl, der er formand for lokalafdelingen.
– Vi har lige haft møde med kommunen – det vil sige med sagsbehandlerne. Vi begynder at være en kendt faktor der. Vi har fået fire mentees inden for det sidste stykke tid via kommunen.
– Vi vil også gerne være kendt hos den enkelte familie. Så familierne kan ringe til os og for eksempel sige; vi har en søn der ikke fungerer. Eller en ung selv kan kontakte os, siger Birgit Albrechtsen, næstformand.
Lene Bisgaard, der er kasserer såvel som mentor, slår med det samme een ting fast:
– Vi har total tavshedspligt over for alle – også kommunen. Det betyder, at de oplysninger, vi får, også bliver hos os.
De unge har vidt forskellige problemer og derfor selvsagt også vidt forskellige behov.
– Det er de unge, der bestemmer, hvad de har brug for hjælp til. Kontakten og relationen er den vigtigste, siger Iris Romerdahl.
– Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke skriver nogen rapporter, siger Birgit.
Hun fortæller videre:
– Jeg kommer fra skoleverdenen. Der har jeg oplevet børn og unge, der bare havde brug for at tale med en voksen. Det var der ikke bare lige. Der så jeg en mulighed i Gadespejlene.
En af de unge mentees, som netop Birgit er mentor for, er Camilla, der i starten var lidt usikker på, hvad der ville ske.
-Jeg var i starten bekymret for, hvad kommunen fik at vide, men jeg har følt mig tryg hele vejen. Det var kommunen der henviste mig i første omgang, og blev så Birgit, der blev min mentor, fortæller Camilla.
– Vi startede med et uforpligtende møde om, hvilke forventninger vi hver i sær havde. Siden august 2015 har vi til nu haft 10 møder. Jeg kan finde på at kontakte Birgit, hvis der er noget der trykker mig, fortæller Camilla videre.
Økonomien var på et tidspunkt en udfordring for hende.
– Jeg er ikke så god til matematik, så budgetterne hang ikke sammen for mig. Har også en søn, jeg skal forsørge og gerne vil give noget. Nu er der styr på den side af sagen, og det giver mig ro.
– Det var jo bare et lille skub, du skulle have, siger Birgit.
– Jeg har kæmpet med psykiske problemer og har gået meget for mig selv. Jeg har været ude i forskellige praktiker – altså i arbejdsprøvning – hvilket var svært, fordi min søn var syg. Der var det godt med støtte. Der var tale om tre måneders forløb kontanthjælp, forklarer Camilla.
Hun er nu på Plejecentret Bøgebakken. I starten var hun i praktik, og nu praktikken er nu blevet forlænget.
– Du er også kommet i skole, indskyder Birgit.
– Jeg startede i november for at forbedre mine folkeskolekarakter–- også for at kunne hjælpe min søn. Jeg skal til eksamen i engelsk her i maj. Jeg går i fuld skole nu på EGU (erhvervsgrunduddannelse). Når jeg har taget eksaminerne, skal jeg i gang med noget uddannelse af en slags.
– Det snakker vi om lige nu, siger Birgit.
– Jeg ved endnu ikke, hvad det skule være, siger Camilla.
– Du er god til mennesker, siger Birgit. – Så måske skal du lave noget der indeholder det.
Rollen som mentor har ganske mange facetter.
– Som voksen har man nogle erfaringer at trække på, som man godt kunne have brugt, da man var ung. Lige der er det genialt, at vi har en fornemmelse af, hvad der kan gære de unge mere lykkeligt, siger Lene, der også fungerer som mentor.
– At være lykkelig er noget temmelig diffust noget. Du var ikke klar over, hvor mange ressourcer du har. Skolegangen – et år ekstra -giver flere hylder at vælge fra, siger Birgit til Camilla.
– Det er måske en god idé med nogle ekstra hylder. Men det er kun dig der kan afgøre det.
– Tænk at have fået overskud til at begynde at tænke over det i stedet for at skulle slås med betaling af regningerne, indskyder Iris
Trygheden ved en god økonomi og trygheden ved et job giver ro. Der kommer jo penge ind hver måned, siger Lene.
Mentor og mentee
Gadespejlene har lige nu ni mentorer i Lejre og har en ansøger mere. Man stopper dog ikke der; Lejre-afdelingen vil gerne have flere mentorer.
Man bliver ikke bare lige mentor, fremgår det af Gadespejlenes hjemmeside.
– Nogle siger at de vil være mentorer i afdelingen. De får at vide at de skal skrive en ansøgning, siger Iris.
– Vi holder et møde med dem, og vi bedømmer dem. Vi har faktisk afvist et par stykker. Vi har en god fordeling af mænd og kvinder, fortæller hun videre.
Der sidder en repræsentant for SSP i bestyrelsen.
Afdelingen har kontrakt med kommunen.
– Kommunens forpligter sig til at henvise til os – til at bruge os, fortæller Iris.
Gadespejlene indgår ikke i et behandlingssystem.
– Vi er ikke behandlere. De unge skal ikke behandles men snakkes med og hjælpes, forklarer Birgit
– Vi skal for eksempel hjælpe med borger.dk, nemid.dk, hjælpe med it og systemerne og så videre. De unge ved ikke altid så meget, som de voksne tror, om it, fortæller Lene.
– Det er altid godt at have en mentor med hos kommunen. Fire ører hører bedre bedre end to, mener Camilla.
– Det er også godt i for eksempel banken, tilføjer Birgit.
– Opgaven er lige så forskellig som mennesker er, siger Iris.
– Der kan være tale om unge, der har begået kriminelle handlinger. Misbrug af forskellig art. Alkohol og stoffer, madmisbrug, socialt handicap, de som bliver mobbet, de tykke og de små og dem der ser anderledes ud bliver mobbet, siger Camilla.
De (mobberne – red.) gør det kun i et miljø, hvor de mangler omsorg, tilføjer hun.
– Jeg er aldrig selv blevet mobbet.
– Mobning foregår altid, når der ikke er voksne til stede. Det er så infamt, at ingen tør tale om det. Vi skal opdrage til, at man ikke går med i det, siger Birgit.
– Man kan naturligvis snakke med sin mentor om mobning, indskyder Lene.
– På skolen, hvor jeg går nu, er der ingen mobning – vi er alle i samme båd. Lærerne er gode og opmærksomme på den slags, siger Camilla.
Endnu en gang understreger de tre mentorer, at Gadespejlene er også en hjælp til familien. De kan også henvende sig.
Du kan læse meget mere om Gadespejlene på www.gadespejlene.dk.
Kilde: Gadespejlene – mentorer for unge – Lejre Lokalavis | LEJRE LOKALAVIS