Følelsen af ensomhed er blevet sammenlignet med følelsen af sult og tørst. Hvis der er ubalance mellem den sociale kontakt og støtte, vi har behov for, og den, vi har adgang til, øges risikoen for ensomhed.
Ny eksperimentel forskning fra USA viser, at tvungen social isolation af normalt socialt aktive mennesker i blot 10 timer øger trangen til at opsøge sociale fællesskaber på samme måde som trangen til mad i tilfælde af sult.
Mennesker har livet igennem et dybt behov for social kontakt, ikke alle i lige høj grad, men ingen trives i ufrivillig isolation. Vi definerer os selv i spejlingen i andre mennesker og udvikler os gennem interaktionen og har brug for hinandens støtte, hjælp og nærvær.
Behovet for social kontakt er forskelligt og afhænger af blandt andet af alder, køn, helbredstilstand og personlighed, men de allerfleste vil i løbet af deres liv kortvarigt eller i længere perioder opleve ubehaget ved ikke at have adgang til den sociale interaktion, man har behov for.
Emnet er højaktuelt under den nuværende pandemi, hvor hele verdens befolkning bliver bedt om eller tvunget til i længere perioder at begrænse den sociale kontakt til et minimum. Vi egner os simpelthen ikke til det.
Ikke nok med at social isolation og ensomhed kan sidestilles med følelsen af sult. De seneste 40 års sundhedsforskning har vist, at social isolation, mangel på støtte, belastninger i nære sociale relationer (som alvorlige konflikter og bekymringer) og svær og langvarig ensomhed både øger risikoen for en række helbredsproblemer og dødeligheden hos voksne.
Det er særligt risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom og depression, der øges, men også den generelle dødelighed er højere i grupper med svage sociale relationer.
Børns og unges helbred påvirkes også af mangel på social støtte, særligt den mentale sundhed afhænger i vid udstrækning af de nære sociale relationer.
Tydeligst er det vist, at risikoen for depression øges, hvis børn og unge ikke har adgang til velfungerende sociale netværk. Derudover formes deres sundhedsadfærd i høj grad af, hvad forældre og de nærmeste venner gør, hvilket på den lange bane får stor betydning for deres helbred.
I den anden ende af livet øger social isolation risikoen for hurtigere aldring med tab af mental og fysisk funktion og er vist at øge risikoen for demensudvikling.
Hos patienter med alle typer af sygdom øges dødeligheden, og risikoen for en dårligere prognose stiger, hvis den sociale støtte og kontakt er lav.
Effekterne er relativt set i størrelsesorden med andre kendte risikofaktorer for sygdom som for eksempel rygning, mangel på motion og for højt alkoholindtag.
Under ’normale’ omstændigheder er andelen, der har meget lille adgang til social støtte, dog væsentligt mindre end andelen, der er rygere, har lavt fysisk aktivitetsniveau, eller som har et skadeligt alkoholforbrug, så absolut set betyder disse faktorer mere for antallet af sygdomstilfælde.
Men i den nuværende situation må vi formode, at andelen af ufrivilligt socialt ’sultende’ er vokset ganske betragteligt og derfor bliver helbredseffekterne også potentielt absolut større.
Samtidig kan den nuværende situation sidestilles med et massivt socialt eksperiment, i og med den sociale isolation i hvert fald periodevis under covid-19 har været pålagt os direkte. Hermed er hele befolkningens normale adgang til at få stillet den sociale sult blevet begrænset på en måde, ingen nulevende har oplevet i sammenligneligt omfang før.
Men man kan jo desværre også blive syg af fysisk kontakt, som vi er blevet mindet om. Smitsomme sygdomme spredes via vores sociale kontakter, hvilket i århundreder har været hverdag for store dele af verdens befolkning med enorme menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.
I Danmark har vi i nyere tid levet med risikoen for forholdsvis harmløse smitsomme sygdomme, fordi vacciner og effektiv antibiotikabehandling blev tilgængelige, og fordi vi siden 1950’erne har været forskånet for helt nye stærkt smitsomme virusepidemier med mange syge, alvorlige forløb og mange dødsfald.
Risikoen for depression øges hvis børn og unge ikke har adgang til velfungerende sociale netværk
En undtagelse herfra er hiv-epidemien i 1980-erne, en sygdom, der dog kræver meget nær kontakt for at smitte, og som nu kan behandles effektivt, om end ikke kureres. Det er gammel viden, at begrænsningen af nye epidemier med alvorlig sygelighed i en fuldt modtagelig befolkning kræver lavteknologiske tiltag som effektiv isolation af smittede og syge og opsporing af smittebærere.
Men hvorfor er vi fortsat så elendige til at holde os væk fra hinanden, selvom vi forstår vigtigheden?
Vi har næsten alle tænkelige teknologiske remedier til at hjælpe os med kontakt i dag, sammenlignet med for bare 30 år siden, og alligevel slår isolationen så hårdt. Måske viser befolkningens ubehag ved at skulle begrænse social kontakt os netop, at det virkelig er det fysiske møde og den støtte, gensidighed, kontakt og nærvær, der opstår her, der er det vigtige.
Måske kan vi lære at få mere ud af de teknologiske muligheder for kontakt, på samme måde som vi lærte at værdsætte telefonsamtalen, selvom den må have forekommet fremmedartet for et par generationer siden.
Over de seneste generationer har vores adgang til sociale relationer udviklet sig dramatisk både på grund af mulighederne for kontakt via teknologiske løsninger, voldsomt stigende arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder, men blandt andet også, fordi husstandene er blevet mindre.
Antallet af husstande, der udelukkende består af én person, er steget gradvist over de seneste 30 år fra omkring 760.000 til over 1 million i 2020, hvilket betyder, at mange danskere ikke har den naturlige adgang til sociale relationer ad den vej.
Men også vores oplevelse af at kunne opnå støtte,og hvor tit, vi er sammen med de nære relationer ændrer sig. Med tre til fire års mellemrum gennemføres en landsdækkende undersøgelse af danskernes sundhed, de såkaldte Sundhedsprofiler, hvor der blandt andet spørges ind til de sociale relationer.
I de tre seneste undersøgelser fra henholdsvis 2010, 2013 og 2017 rapporterer en støt stigende andel af respondenterne, at de ser familie og venner mindre end én gang om måneden for alle aldersgrupper. Samme udvikling ses med hensyn til andelen, der ikke føler, de vil kunne få støtte fra andre, undtagen for de over 64-årige, hvor andelen med udækkede behov er blevet lidt mindre.
Andelen, der ofte er uønsket alene, har samlet set vist stigende tendenser, men er steget mest for de yngste (16-24 årige), og der er faldende tendenser hos de ældste (75+ årige). Vel at mærke FØR covid-19- pandemien kom på banen.
Så man kan være alvorligt bekymret for, om den positive udvikling blandt de ældste er stagneret, og om den er yderligere forværret for de unge i løbet af pandemien.
Derudover er adgangen til sociale relationer ikke lige fordelt på andre parametre end alder.
Vores egne undersøgelser blandt midaldrende danskere viser, at mænd og kvinder i høj social klasse generelt har den bedste adgang til sociale relationer. Sundhedsprofilerne viser samme mønster, hvor danskere med kort uddannelse, som er uden for arbejdsmarkedet eller har ikke-vestlig baggrund, er i særlig høj risiko for at være socialt isolerede og mangle støtte.
Hvorfor er vi fortsat så elendige til at holde os væk fra hinanden, selvom vi forstår vigtigheden?Der er derudover evidens for, at personer med lavere socioøkonomisk baggrund er mere sårbare over for at have svage sociale relationer, når det kommer til risikoen for at udvikle sygdom, end personer med høj socioøkonomisk status.
Paradoksalt nok er der netop en større risiko for smittespredning i disse grupper på grund af erhverv med mange nære kontakter eller boligforhold, der vanskeliggør/umuliggør social isolation af smittede.
De selv samme mennesker, som er særligt sårbare i forhold til mangel på sociale kontakter, er altså også dem, der er særligt sårbare i forhold til at blive smittet via deres sociale relationer med en ny virus som covid-19. Derfor kræver det særlig opmærksomhed at imødekomme de mulige konsekvenser både af langvarig isolation og risikoen for smitte i forbindelse med social kontakt.
Den større smitteforekomst i nogle grupper har i løbet af pandemien ledt til skiftende fokus på for eksempel de ældre, de unge, arbejdspladser og boligområder, alt efter hvor smitten har været stigende.
Men virus er blind og kaster sig over dem, den får mulighed for, og det er da også blevet tydeligt, at alle kan rammes. Der er som oftest ikke tale om nogle helt særlige adfærdsformer i helt specielle miljøer, som giver anledning til smitte.
Men årsagerne til den øgede smittespredning skal formentlig som nævnt både findes i forhold, man ikke har indflydelse på, såsom det erhverv eller de boligforhold man har, eller i valg, man tager, fordi der er et enormt naturligt behov for social kontakt, som vi ser det hos unge.
Reaktionen over for de grupper, hvor smittespredningen i perioder særligt ses, bliver formentlig stærk, fordi de fleste savner den normale sociale interaktion så voldsomt, så man bliver blind over for de forhold, der kan være årsagen til, at nogle grupper har mere fysisk social kontakt end andre. Som følge heraf bliver stigmatiseringen både uretfærdig og polariserende.
Der er derfor et særdeles stort behov for at sætte sig ind i og vise forståelse for andres vilkår og behov, så vi undgår den i mange tilfælde urimelige og i alle tilfælde ufrugtbare udskamning af udvalgte grupper. Men det skal naturligvis også gøres begribeligt, at vi alle er nødt til at bringe ofre i form af for eksempel sociale afsavn, hvilket de fleste allerede gør.
Situationen bringer os dermed i et dilemma.
Pandemien lader ikke til at slippe sit tag foreløbig, og selvom en vaccine ser ud til at nærme sig med hidtil uset hast, må vi indstille os på at leve med restriktioner, der løsnes og strammes i takt med udviklingen over nok i hvert fald det næste års tid. Restriktioner, der rammer hårdt ned på vores muligheder for social interaktion.
Vi har behov for at undersøge, i hvilken grad teknologiske løsninger kan erstatte det fysiske møde og stille den trang, vi har til at interagere. Måske er i det mindste nogle fysiske møder nødvendige for at opfylde de basale behov?
De videnskabelige svar findes endnu ikke. Indtil da er der behov for opøvelse af al mulig menneskelig opfindsomhed for både at begrænse smittespredning via fysiske møder og samtidig at gøre det muligt at få dækket vores helt basale behov for kontakt.
Mænd og kvinder i høj social klasse generelt har den bedste adgang til sociale relationer
Der er grupper i samfundet, som er i stor risiko for at ende med svært udækkede sociale behov, enten fordi de i forvejen har få eller svage sociale relationer (kronisk syge, ældre på plejehjem, socialt udsatte, arbejdsløse, etniske minoriteter), eller fordi behovet er særlig stort (for eksempel børn og unge). Her har vi en særlig forpligtelse til at beskytte mod de negative konsekvenser.
Men en tredje og formentlig større gruppe er dem, som egentlig har et tilfredsstillende netværk, men som af hensynet til andre (hvad enten det er i forhold til nære sårbare familiemedlemmer, kolleger, patienter og elever eller af bredere samfundssind) begrænser social kontakt i væsentlig grad og lider under det.
I maj 2020 indgik et bredt flertal af partierne i Folketinget en aftale om initiativer for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med covid-19, og i begyndelsen af november 2020 er partierne enedes om at afsætte 50 mio. kr. til at bekæmpe social isolation og ensomhed blandt de mest udsatte grupper.
Midlerne skal udbetales allerede i år og skal gå til kultur- og socialområdet til udvikling af initiativer, der kan afbøde de negative effekter af den sociale isolation. Som led i aftalen fra maj 2020 blev der også nedsat fire covid-19-partnerskaber på social- og ældreområdet, som for nyligt har indleveret deres oplæg til strategi for bekæmpelse af ensomhed og social isolation.
I oplægget bliver det blandt andet understreget, at der kræves en national strategi, at der skal sikres adgang til fællesskaber for mennesker i særlig risiko, OG at der skal genereres mere viden om, hvad der virker mod ensomhed og social isolation.
For at det sidste kan opnås, bør der nedsættes arbejdsgrupper bestående af forskere, interessenter og organisationer, der sammen med borgere i forskellige grupper (køn, alder, social og etnisk baggrund) kan udarbejde forslag til og få evalueret, hvordan den livsnødvendige sociale interaktion bevares i tider, hvor den fysiske kontakt må begrænses.
Men også efter epidemien har sluppet sit tag, er denne viden vigtig at opnå, da social isolation og ensomhed var problematikker, vi allerede kæmpede med, før den gjorde sit indtog.
Følelsen af ensomhed er blevet sammenlignet med følelsen af sult og tørst. Hvis der er ubalance mellem den sociale kontakt og støtte, vi har behov for, og den, vi har adgang til, øges risikoen for ensomhed.Ny eksperimentel forskning fra USA viser, at tvungen social isolation af normalt socialt aktive mennesker i blot 10 timer øger trangen til at opsøge sociale fællesskaber på samme måde som trangen til mad i tilfælde af sult.Mennesker har livet igennem et dybt behov for social kontakt, ikke alle i lige
