Overgangen fra fængsel til frihed er svær for mange. Derfor udvider Røde Kors nu mentorordningen Primus Motor, der skal hjælpe tidligere indsatte til at få styr på hverdagen efter et fængselsophold. Projektet er startet op i Aarhus, men udvider nu sin indsats til Esbjerg, Aalborg, Odense og Vejle.
Lige nu søger Røde Kors derfor frivillige, som har lyst til at tilbringe tid med en tidligere indsat. Det fortæller projektleder i Røde Kors Birna Esgerd Rohde.
– Mentoren kan tilbyde den løsladte støtte og hjælp til helt dagligdagens gøremål, som at sørge for at køleskabet er fyldt, når børnene kommer på besøg, siger hun.
Derudover kan mentorerne lave forskellige fritidsinteresser med den tidligere indsatte.
– Det kan hjælpe den løsladte til at få skabt nogle nye relationer, så man mindsker risikoen for, at de falder tilbage i tidligere mønstre, siger Birna Esgerd Rohde.
De frivillige mentorer skal hjælpe et år, hvorefter de løsladte skal kunne klare sig selv.
Kilde: Flere løsladte kan nu få hjælp af frivillige mentorer | Syd | DR