Struktur giver dybde: Fire mænd og en othellolagkage

Hver sjette uge mødes disse fire mænd. Det har de gjort gennem 32 år. Ad åre har de udviklet en mødeform, hvor den strukturerede samtale er det centrale. Det giver mulighed for samtaler, som rækker dybt ind, mener de.

…Interessant artikel om nytten af at rammesætte væsentlige samtaler.

Nødder, chips, slik. Vinglas og øldåser. Det hele er linet op i reolen. Ovenpå ligger en stak A4-ark med aftenens dagsorden.

Yderdøren i rækkehuset på Klitrosevej i Aarhus står åben, og i entreen er fire mænd ved at indfinde sig. De hænger regntøjet, giver knus og griner højtlydt. Det er nu, der sker det, som Steen Lund Hansen senere på aftenen betegner som en slags mental eksplosion.

»Når vi mødes, har jeg det, som om vi alle har fået tre genstande. Der opstår en energi, som man tror er løgn«, siger han.

De fire – 58-årige Steen Lund Hansen, 68-årige Hans Venge, 60-årige Jens Laurids Jensen og 61-årige Søren Bangsgaard – har mødtes på denne måde hver sjette uge gennem 32 år. Sammen er de alt det, man ikke med rimelighed kan forlange af nogen, men som opstår, når man gribes af et andet menneske: De er nærhed. De er ærlighed. De er hinandens bedste venner. I ualmindelig grad.

Alt det er let nok at sige. Men det er endnu lettere at se det, når man får lov. Det er der så bare stort set ingen, der får lov til. For firekløverets møder er kun for dem selv. Koner og børn lempes ud af hytten, når det sker, så der er rum til, at de kan sætte de ord på livet, som beskriver det bedst, som det er – og der, hvor de vil hen.

Alligevel vil de gerne dele aftenen i aften med Politikens læsere. For de har fundet en model for venskab, som de ønsker at give videre.

»Det første sprog, vi lærte sammen, var kropssprog. Vi mødes altid nøgne. Først fysisk i det der omklædningsrum. Det, der sker på fodboldbanen, kan overføres umiddelbart til den relation, vi har til hinanden her. Jeg ved for eksempel præcis, hvordan Jens afleverer og modtager en bold. Jeg kender hans position og ved, hvordan han søger den. Jeg ved også, hvordan Jens giver ordet videre, og hvordan jeg kan sende en aflevering til ham i en samtale«, siger Hans.

Når de mødes, går den første times tid går altid med småsludder – om AGF’s formåen i Superligaen for eksempel.

»Jeg har faktisk ikke købt årskort endnu«, indrømmer Søren.

»Jeg havde billetter mod OB i søndags, men jeg gad sgu ikke tage derud. Jeg er træt af dem. De er for ringe«, siger Hans.

»Manglede de ikke også Duncan?«, spørger Søren.

»Han er skadet«, svarer Jens.

»Men skal I med på søndag eller hvad?«, vil Søren vide.

»Nix, de er sgu nødt til at vise noget, før jeg kommer«, siger Steen. »Vi aktionærer er jo hårdt ramt«.

De griner højt og indforstået, og Hans giver sig til at regne ud, hvor mange grader af othellolagkagen, der er til hver, når den også skal deles med fotografen og journalisten.

Det værste ville selvfølgelig være, hvis jeg skulle dø. Men den tanke har jeg ikke. Hans Venge, 68.

Steen fortæller, at hans kone er rejst til Norge i en måned for at arbejde. »Det er fandeme længe, hun er væk«, synes han.

»Hvad gør det ved dig?«, spørger Jens.

»Jamen, jeg bliver lidt trist. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal i kontakt med mindst ét menneske hver dag, mens hun er væk. Og fredag kan jeg sgu ikke være alene. Altså, at sidde der og knappe rødvin op og stege bøffer«, siger han og lader resten af sætningen dingle i luften.

»Vi skal plukke druer. Det er Barolo. De laver simpelt hen Barolo«, siger han.

Og det gælder bare om at komme ud og opleve verden, mener han. »For jeg har hørt, at når man bliver 80, stopper man med at bruge penge. Så tager man ikke længere ud at rejse«.

»Sker det så tidligt?«, afbryder Jens.

»Ej, måske er man 85. Den grænse rykker sig jo hele tiden«, siger Hans.

Vifte af samtaleteknikker

I Hans’ stue, hvor vi sidder, fylder rejse- og havebøger i reolen sammen med romaner af Ib Michael, Bjarne Reuter og Suzanne Brøgger. På væggen hænger en guitar, og PH-lampen lyser over spisebordet i den modsatte ende.

De fire venner har alle uddannet sig til at arbejde med mennesker og til at drive mennesker videre. Hans er pensioneret folkeskolelærer. Jens er leder af en beskæftigelsesvirksomhed. Steen er konsulent indenfor ledelse og coaching, og Søren er leder af en skolefritidsordning. Gennem jobbet har de tillært sig en stribe samtaleteknikker, og gennem årenes løb har de prøvet dem alle af. Det betyder, at de nu har en bred vifte af samtale og feedback-teknikker, som de bruger.

Der er gået en time, og Hans finder dagsordenen frem. Fra nu af kører samtalen på minuttal i aftalte intervaller. Det er nu, de taler om det, der er vigtigst. Eneste undtagelse er deres koner, dem taler de ikke om, for konerne skal ikke føle, at de bliver udleveret.

Hans fortæller, at han har været ved lægen. »Det er ikke helt godt«, siger han.

Han har fået foretaget nogle målinger, og et tal, der knytter sig til hans prostata, bliver tilsyneladende ved med at stige. »Jeg føler mig overhovedet ikke syg, men jeg er mærket af situationen«, siger han.

En eventuel operation vil kunne påvirke hans funktioner – seksuelt og i forhold til at holde på vandet, forklarer han.

»Jeg har brug for at vende det med jer, og jeg vil gerne have en runde, hvor I skiftes til at spørge ind til det, og jeg vil gerne slutte hos dig, Jens«, siger han.

Steen lægger ud. »Du er bange for, at det der tal er for højt – i forhold til hvad?«.

»Jeg tror faktisk, at jeg har det der kræft«, siger Hans. »Jeg er glad for, at du stiller spørgsmålet, så jeg kan få sagt ordene. Men prostatakræft bliver først farligt i det øjeblik, det bryder ud gennem sådan en hinde, der er«, siger han.

De taler frem og tilbage om muligheden for at få lavet nogle undersøgelser hurtigt. Om hvorvidt prostatakræft er noget, man skal være bange for.

»Er der noget, du efterlyser, at jeg spørger dig om?«, siger Jens.

»Jeg vil egentlig gerne beroliges. Det er træls at have det sådan her. Måske har jeg bare brug for at lufte det. Og sige, at så er det måske heller ikke værre – det tænkte jeg på i dag«, siger Hans.

Jeg havde jo lige fået lukket en diskussion med hende om en havestue. Nu starter vi forfra. Steen Lund Hansen, 58.

»Det har du tænkt i dag?«, siger Jens.

»Ja, for fanden. Hvis de der funktionsnedsættelser er det værste, der kan ske. Altså, der er jo andet i livet. Et godt glas vin. Solen, der står op. Det gik lidt op for mig i dag. Det værste ville selvfølgelig være, hvis jeg skulle dø. Men den tanke har jeg ikke«, siger Hans.

»Det har du ikke?«.

»Nej, det har jeg ikke«, siger Hans.

»Det har du tænkt i dag?«, siger Jens.

»Ja, for fanden. Hvis de der funktionsnedsættelser er det værste, der kan ske. Altså, der er jo andet i livet. Et godt glas vin. Solen, der står op. Det gik lidt op for mig i dag. Det værste ville selvfølgelig være, hvis jeg skulle dø. Men den tanke har jeg ikke«, siger Hans.

»Det har du ikke?«.

»Nej, det har jeg ikke«, siger Hans.

»Dengang havde vi jo små børn alle sammen, og det kunne godt være lidt kritisk der om morgenen i sengen, når man skulle skynde sig at få skrevet den der drøm ned«, husker Søren.

Steen afbryder og imiterer sig selv: »»Lig lige stille, for helvede, jeg skal lige have skrevet det her ned, jeg er sgu på til et møde i morgen«, brølede man så, mens ungerne kravlede rundt i den der seng«.

Til et af drømmemøderne havde de hyret en professionel drømmetyder til at hjælpe dem i gang.

»Når man fortæller om en drøm, kommer man lynhurtigt ned i det eksistentielle lag. Vi spurgte hinanden, hvad der arbejdede i vores underbevidsthed, og hvad vi mon egentlig gerne ville med vores liv«, fortæller Hans.

Struktur giver dybde

Men efter nogle år fandt de ud af, at samtalerne rakte langt dybere, når der var en stærkere struktur på formen.

»Når samtalerne har en rytme, og man nøjagtigt ved, hvad der skal ske, hvem der har taletid, og hvem der svarer, opstår der en særlig dynamik i kraft af tidsrammerne. Man har forberedt sig. Tankerne flyver ikke i alle mulige retninger, fordi der kun er én, der udspørger ad gangen. Når vi gør det sådan, sidder vi ikke og byder ind med tilfældige associationer. Så der er én, der udspørger, mens de to andre lytter og bagefter reflekterer de højt over det, der blev sagt«, forklarer Jens.

Den meget strukturerede form har knyttet de fire tæt sammen.

»Der hersker den her rå virkelighed, når vi er sammen. Vi stiller ikke noget op, vi kan gemme os bag. Man får klar respons på den, man er. Og ikke på den rolle man har i en familie eller i en organisation«, siger Jens.

Det er blevet Steens tur til at fortælle. Han fortæller, at han og konen jævnligt diskuterer, om de skal flytte. Hans kone synes, det ville være spændende, fortæller han. Spørgsmålet er, om de skal rykke i kolonihave og købe en lejlighed længere nede i byen. Eller om de skal blive, hvor de er. Det, der trækker i Steen er det pulserende byliv. Især i vinterperioden.

»Vi bor lidt langt ude«, siger han.

Steen siger, at han gerne vil coaches af de andre. Stående. Så han stiller sig op.

Søren stiller sig op foran ham. Der er 30 centimeter mellem deres strømpesokker. De står med let spredte ben og med hænderne på ryggen – som landsholdsspillere på et gruppebillede. Bagefter fortæller Steen, at han synes, at Søren har stillet sig meget tæt på ham, men at han bliver stående, fordi han ikke vil være den, der ikke kan stå så tæt.

»Steen, hvad er det egentlig, du vil«, siger Søren højt.

»Når du står der, kan jeg mærke, at det handler om frihed. Om at få de økonomiske omkostninger ned for eksempel. Og så kunne konen få sine højbede i sådan en kolonihave«, siger Steen.

»Så kolonihaven er sikker?«.

»Ja, den er 100 procent sikker«.

»En lejlighed i Trøjborg, hvordan kunne den se ud?«.

»Jeg er bange for, at der ikke er ro nok til mig i byen. Så der skal være en altan, men den skal vende indmod gården«.

Søren sætter sig ned, og Jens tager over.

»Hvis det står til konen, var vi flyttet«, siger Steen.

»Så det er dig, der mangler«.

»Hvad skal undersøges?«.

»Mulighederne«, siger Steen.

»Så når hun kommer hjem fra Norge, tager du hul på den her snak?«.

»Ja. Men jeg havde jo lige fået lukket en diskussion med hende om en havestue. Nu starter vi forfra«, siger Steen.

Han bøjer sig bagover af grin. Og de andre følger med.

Der er gået fire timer. Aftenen ender, som den begyndte – med small talk. Så tager de regntøjet på igen. Alle ordene lander de kommende dage. Og næste gang tager de fat igen. For 257. gang på 32 år.

Kilde: Fire mænd og en othellolagkage – politiken.dk