Leder 23.4.15: I dansk beskæftigelsespolitik spiller mentorer en vigtig rolle. Mentorerne skal hjælpe de mest udsatte borgere i job, og det lyder jo som en god og sympatisk idé. Problemet er bare, at ordningen tilsyneladende hverken får folk i uddannelse eller job. I hvert fald ikke inden for det første halvandet år. Det viser en stor undersøgelse foretaget af SFI, som tidligere har været omtalt her i avisen.
En af de kontanthjælpsmodtagere, som har fået en mentor, er 48-årige Karina Larsen, hvis historie man kunne læse i gårsdagens Information. Både helbredsmæssige og sociale forhold gør, at Karina Larsen har svært ved at få et arbejde. Alligevel drømmer hun om et job i Netto, men som hun siger: »Om det er realistisk, ved jeg bare ikke.« Til gengæld ved hun, at samtalerne med hendes mentor styrker hendes selvværd og får hende til at føle, at hun bliver »set som et menneske«. Mentoren har også hjulpet Karina Larsen med at komme til psykolog, og med sin mentor taler hun blandt andet om bedre kostvaner.
Det er vigtigt at forstå, at de kontanthjælpsmodtagere, der får tilbudt en mentor, er så udsatte, at det kan kræve mange års støtte, før de kan få et job eller en uddannelse. Omvendt kan det forekomme naivt at forvente nogen særlig effekt på længere sigt, når ordningen ikke bidrager bare den mindste smule til at sende folk i job eller uddannelse inden for det første halvandet år. På den baggrund kunne man vælge at udråbe mentorordningen som en fiasko. Men mere end selve ordningen er det de politiske målsætninger, den er gal med.
For regeringen er målet, at alle kontanthjælpsmodtagere skal i arbejde. Som Mette Frederiksen (S) sagde ved lanceringen af kontanthjælpsreformen: »Vi tror på, at alle med den rigtige hjælp kan udvikle sig og på sigt nærme sig et arbejde.« Mentorordningen er derfor et beskæftigelsespolitisk snarere end et socialpolitisk værktøj. Men som lektor Dorte Caswell sagde i gårsdagens Information, kan en mentor mest af alt »hjælpe et udsat menneske til at få mere styr på tilværelsen og til at få et bedre liv«. Det fører muligvis ikke til hverken job eller uddannelse, men måske var det på tide at erkende, at det i sig selv kan være et mål at hjælpe udsatte og ledige mennesker til at få et bedre liv.
