Danmark gør sig klar til endnu en Brinkmannstorm. Psykologiprofessoren og debattøren, hvis seneste bog har solgt 60.000 eksemplarer, er oversat til syv sprog, og hvis foredrag er udsolgt frem til 2018, rammer landet med en ny bog.Deadlines Martin Krasnik har allerede været der med et stort interview, og Politikens lørdagsdebatsektion er der med forsiden ligesom Kristeligt Dagblads Liv & Sjæl også er det.
Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja
Han taler imod selvudvikling, new public management og konkurrencestatsideologien, »som er med til at fratage os alle mulighederne for at deltage i den demokratiske samtale om samfundets udvikling«. Imod at de offentligt ansatte bare skal tage ja-hatten på og »sige yes sir og rette ind«.
Men Svend Brinkmanns budskab tangerer populisme, mener Stefan Hermann, rektor på Professionshøjskolen Metropol.
Hermann sidder i det ledelseslag i en offentlig institution, som Brinkmann opfordrer til, man siger fra over for ved at skifte ja-kasketten ud med nej-hatten.
»Svend Brinkmann bruger det klassiske fjendebillede, som Information- og Politiken-segmentet elsker: Han skyder på stat og marked, som roden til alt ondt. Det er det sikre. Men det er også en karikatur. Det er på linje med det umulige i at holde med svenskerne i fodbold eller Trump i USA. Hans analyse er ensidig, og konklusionen er populistisk og forførende,« siger Hermann om Brinkmann, som Euroman for nylig udnævnte til »dansk faglitteraturs største stjerne«, der også styrer de sociale medier ved at sidde »tungt på tronen på Twitter og Facebook«.
Men Brinkmann undersøger aldrig det felt, han kritiserer, og han forstår ikke nuancerne i moderniseringen af den offentlige sektor, mener Stefan Hermann.
»Hans kritik ledsages aldrig af et svar, fordi hans kritik bliver simpel og uden nuancer. Man kan jo godt lave kritik uden at give et svar, og kritik må gerne være enkel. Men det svarer nemt til, når nogen siger, at alt det, der er galt i Danmark, det skyldes indvandring. Det er jo også noget, folk kan genkende fra deres hverdag. Det samme med nogle af Brinkmanns analyser; de forfører. Hans læsere kan genkende, at de bliver styret. Og mange vælgere kan genkende, at indvandrere cykler rundt på kommunalt betalte cykler.«
Genkendelse
Når man på den måde skaber affektiv genkendelse hos sine læsere, gør man også det, de føler, til præmissen.
»Jeg er helt med på, at man som offentlig ansat kan være meget irriteret på styring, økonomi og hyppige ændringer. Og nu og da med god ret. Men ligefrem undertrykte? Det er lidt stærkt begreb. Offentligt ansatte har via deres organisationer haft historisk stor indflydelse på deres arbejde og langt videre end det. Og for det meste for det gode,« siger Stefan Hermann.
Hermann har forsøgt sig med anvisninger til, hvordan vi kommer ud over den meget udskældte djøfisering. I en Politiken-kronik skrev han bl.a.: »Helt basalt skal djøf’eren kunne overskride sin egen faglighed, forlænge den til andre og åbne den for deres. Vi må bryde selvopfattelsen hos djøf’ere om, at de kan arbejde med hvad som helst, med de samme metoder og kun vil være generalister,« hed det blandt andet.
Og da han senere sammen med professor Ove Kaj Pedersen efterlyste et aktivt modspil fra fagforeningerne og de fagprofessionelle i forsøget på at løse de komplekse udfordringer i den offentlige sektor (hvilket Ove Kaj Pedersen senere udfoldede i et Politiken-interview ved at tale om forkælede offentlige ansatte) skød Brinkmann tilbage på Facebook:
»Ja, stop nu med at kritisere samfundsudviklingen – lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle – tag ja-hatten på og kritiser jer selv i stedet! Konstant!«
Krænkelsesrolle
Stefan Hermann er også kritisk over for ja-hatten. Det skader en organisation, hvis der ikke er plads til kritik.
»Problemet er, at når man forsøger at stille de svære spørgsmål, bliver man altid positioneret i en neoliberal, antiprofessionalisme og antimenneskelighedsdagorden. Brinkmann-segmentet derimod omfavner borgerne og de fagprofessionelle. De omklamrer dem så meget, at sproget for selvkritik bliver usynligt, nærmest illegitimt. Og bl.a. derfor bliver nye ideer og udviklingen af den offentlige sektor overladt til økonomer og liberalismer.«
– Du efterlyser selvkritik hos de offentligt ansatte. Det kan vel også ses som et forsøg på at afmontere berettiget strukturel kritik?
»Det, mener jeg, er for billigt sluppet. Det er gak at forestille sig, at selvkritik skulle udelukke strukturel kritik. Men Brinkmann vælger næsten altid en analyse, der fører til en krænkelsesrolle med appel om ro, frihed og flere penge. Jeg savner, at en så åbenlyst begavet og vidtfavnende figur tør stille de svære spørgsmål, udfordre sit publikum og ikke bare glide af, når han bliver udfordret. Hvis der sker svigt på en hospitalsafdeling, er det så fordi medarbejderne har for travlt pga. for få ressourcer eller åndssvage djøf-regler? Eller kunne det også være fagligheden, arbejdskulturen eller den lokale ledelse, den er gal med?«
– Men opbygger du ikke også en figur, som gør det let for dig at angribe i stedet for at lytte og gå i dialog?
»For mig handler det dels om, at der skal være nogle andre spørgsmål, dels om at finde løsninger,« siger Stefan Hermann og tilføjer, at man politisk også har skabt meget fastlåste positioner.
»Det politiske system har været for dårlig til at forny sine ’new deals’. En ’new deal’ var f.eks. fællesaftalerne på arbejdsmarkedet i 1987, hvor der blev givet og taget. Det pegede frem mod sikringen af velfærden. Men dem, der vil velfærdsstaten, har også overladt de kritiske platforme til en økonomisk dagorden. De ejede drømmene og kritikken, men forsvarer nu konservativt det, de forsvor for få år siden,« siger Hermann.
Til gengæld er Stefan Hermann enig med Brinkmann i, at der er brug for en værdidiskussion om velfærden i stedet for, at der udelukkende tales om optimering.
»Jeg savner stærkere formålsdiskussioner på særligt uddannelsesområdet. Forskellen på 70’ernes utopier og drømme og situationen i dag er slående. Ikke alene i det politiske system, men sandelig også hos institutioner og professioner. For mig at se handler det om at afkode optimeringsdiskussionerne frem for alene at dømme dem ude.«
Både ja og nej
Går man til den forskningsbasserede viden om styring og ledelse i den offentlige sektor, er billedet også mere komplekst, end Svend Brinkmann fremstiller det. Det mener professor emeritus ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen, der har beskæftiget sig med offentlig forvaltning i flere årtier.
»Brinkmann har både ret og uret,« siger Grønnegård.
Brinkmann har fat i noget i forhold til, at alle offentlige institutioner er ramt af en kaskade af krav og forandringer.
»Det skaber utrolig stor forvirring om, hvad der skal leveres. Samtidig skifter de politiske og ledelsesmæssige signaler hele tiden, og det politiske niveau blander sig i detailstyringen i en institution med argumentet om at højne effektivitet og kvalitet. Men den præcise logik bag dette, kan man ikke altid se, og man kan heller ikke måle, når noget eventuelt går galt, fordi skiftene sker så hurtigt. Der kan man jo formulere det, som Brinkmann gør, at nogen skal sige stop,« siger Grønnegård.
Men undersøger man det nærmere, viser det sig også, at mange af de tilsyneladende krav er formuleret af de lokale ledelser på institutionerne – også i samarbejde med medarbejderne. Desuden er kravene ofte formuleret, så de er ret nemme at leve op til.
»Derfor er det også mere komplekst, end Brinkmann fremstiller det,« siger Grønnegård.
Pligtetik
Brinkmanns nye bog Ståsteder er et opgør med den såkaldte instrumentalisering og et forsvar for, at ting kan have en værdi i sig selv, uden at skulle være en ressource og et middel til at opnå noget. I den forbindelse har Brinkmann talt om, at vi skal til at fokusere på »pligten til at passe på det, der har egenværdi«.
»Hvis man overfører det til en offentlig sektor, så kommer man nemt derhen, hvor det handler om, at de fagprofessionelles kald skal være styrende. Det vil betyde fuldstændig frihed til de ansatte,« siger Jørgen Grønnegård, og angiver to grunde til, at det vil halte:
Offentlige institutioner er sat i verden, fordi politikere vil opnå noget med dem. Og de har nødvendigvis en instrumentel tilgang til det samt en legitim forventning om, at det kan afprøves, om man når i mål.
»Det bliver ofte overset hos Brinkmann og de offentlige ansattes organisationer. De bruger deres ønske om faglig frihed som en platform for kritik mod politikerne,« siger Jørgen Grønnegård.
Læs også: Privilegerede offentligt ansatte indser ikke, hvor meget de kan skade velfærdsstaten
Kilde: Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme? | Information
