Hver femte gadeplansmedarbejder i Københavns Kommune har en fortid som kriminel, men det er ifølge forskeren Mette Bladt ikke nødvendigvis et problem. Tværtimod har de unge brug for ’rigtige mennesker’, der kender andre miljøer end det fra pædagogseminariet, siger hun.
Ifølge Mette Bladt, der forsker i udsatte børn og unge, er der mange fordele ved at bruge gadeplansmedarbejdere, der er udstyret med en ’erfaringsbundet’
Der kan bestemt være fordele ved at bruge gadeplanmedarbejdere med en kriminel baggrund. Men der kan så sandelig også være ulemper.
Det siger adjunkt Mette Bladt fra professionshøjskolen UCC’s forsknings- og udviklingsafdeling, efter at Radio24syv i går kunne fortælle, at hver femte gadeplansmedarbejder i Københavns Kommune ifølge en aktindsigt, som radiostationen har fået, har en kriminel fortid.
Mette Bladt forsker i kriminalitetstruede og udsatte børn og unge, og hun fortæller, at man historisk har taget et opgør med tanken om, at det kun kan være pædagoger, der kan varetage arbejdet med unge, som har brug for hjælp til eksempelvis at komme ud af dårlige miljøer. Og det var et vigtigt opgør at tage.
»Man opdagede, at gamle rødder kunne komme ind i miljøer, som pædagoger havde svært ved at nærme sig. De har erfaringsbundet viden, og det skaber en god genkendelighed for de unge,« siger Mette Bladt, der forsker i diversitet, social innovation, marginalisering og udsatte børn og unge .
»Hvis du spørger en hvilken som helst udsat ung, vil han eller hun sige: Jeg vil satme ikke have en pædagogtype til at hjælpe mig. Så ja, der er virkelig mange gode ting ved at bruge folk, der allerede kender miljøerne,« siger hun. »De unge vil have rigtige mennesker.«
Mette Bladt understreger, at det helt indiskutabelt ikke er i orden, hvis gadeplansmedarbejdere udfører kriminelle handlinger, mens de arbejder med de unge.
»Men ser vi bort fra det, er problemet ikke, at de tidligere har været kriminelle, men mere om de kan udvide de unges horisont«.
Et af problemerne med gadeplansmedarbejdere med kriminel baggrund er nemlig, at mødet med dem risikerer ikke at blive socialt grænseoverskridende for de unge, som det ellers helst burde være.
»Det kan være svært for en gammel rod at introducere en helt ny verden. For personen kender den ikke. Så der skabes selvrefererende systemer. Det, vi kender, er det, vi kender. Den samme viden, handlemåde og væremåde,« siger Mette Bladt.
Det er ikke i sig selv problematisk, når det er »rødder«, der hjælper nye rødder i den rigtige retning, siger hun.
»Problemet er, at det ikke er nok. Det er slet ikke nok. Man skal ikke afskrives fra et job, fordi man ikke har en uddannelse eller en kriminel baggrund, men man skal heller ikke indskrives på grund af det. Måske er det det, vi ser for meget af.«
Shawarma-pædagogik
Og måske er det bagvedliggende problem, at der er kommet alt for meget fokus på relationsarbejde i den forstand, at den unge og medarbejderen skal være gode venner, mener Mette Bladt.
Det er dét, man i høj grad bruger de medarbejdere, der har kriminel baggrund, til. De er i øjenhøjde med de unge:
»Jeg er dødsens træt af, at man taler om relationer som det vigtigste,« siger hun og uddyber:
»Hele min ph.d.-afhandling er funderet på en kritik af det her: Man stopper ikke med at være kriminel, bare fordi man får en god relation.«
I stedet skal det socialpædagogiske arbejde have et længere sigte, siger hun, og relationen skal være midlet til at opnå det mål – ikke målet i sig selv.
»Ellers bliver det shawarma-pædagogik, hvor vi håber, at samtaler og relationer er så gode, at den unge stopper med at være kriminel. Vi fordyber os i de fede relationer. Det er provokerende sagt, men hvad skal de med dem?«
Teorien bag relationsarbejdet er, at mennesker udvikler sig i relation med andre, og at der derfor skal bygges bro.
Problemet er bare, at det ofte stopper ved shawarmaerne, fordi der sjældent er noget at bygge bro til.
»Vi må ikke tænke, at det er nok at sætte gamle rødder ind, så de kan få en fed relation, for det går så tit i stå der.«
Skal man have fat om problemets rod, er løsningen en samfundsmæssig pædagogisk social opgave, som ifølge Mette Bladt er vigtigere end relationsarbejdet – og skulle man virkelig rykke ved noget, burde man i et årti helt stoppe med at tale om relationer, siger hun.
»Spørg den unge, om han vil have en fed relation til en gammel rod – eller om han vil have et job. Han gider da ikke være et eller andet relationsobjekt.«
Kilde: ’Det kan være svært for en gammel rod at introducere en helt ny verden’ | Information
