De veluddannede går kun op i sig selv og egne interesser. Ingen kæmper de aller svagestes kamp. Sådan var det også under ungdomsoprøret, hvor venstrefløjen var blottet for social indignation, siger socialrådgiveren Hanne Reintoft.
»Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse over for de allersvageste. I stedet for at kæmpe de svagestes kamp har den privilegerede øvre middelklasse sat sig på mediedagsordenen, hvor det først og fremmest er dens egne problemer om stress og pres, der fylder. Den ufaglærte og den voldsramte kvinde i Dannerhuset er der ingen, der interesserer sig for. Det er et kæmpesvigt, at der ikke er nogen social indignation, hvor der opildnes til kamp for de svageste«.
Sådan lyder det fra den 82-årige socialrådgiver Hanne Reintoft, der i mere end 60 år har været en frontfigur i kampen for de svageste i samfundet. Ud over tilværelsen som socialrådgiver har hun siddet i Folketinget for både SF og senere Venstresocialisterne og været brevkasseredaktør, og i 1983 var hun med til at gendanne Mødrehjælpen.
»Vores største socialpolitiske udfordring er at skabe et godt og værdigt liv for folk under radaren; dem, der ikke er kloge nok til at tage en uddannelse og derfor er allerdårligst stillet i vores samfund. Men i stedet for at gøre noget er vi systematisk ved at udradere alle ufaglærte jobs. Togmanden, der stod og hev bommen op og ned, når toget kom, er nu blevet erstattet af en automatisk bom. Vi er ved at skabe et stort proletariat. Det kan vi ikke være bekendt«.
Men er der da slet ingen, der taler de svages sag?
»Jeg har svært ved at se det. Globaliseringen og den nye teknologi rammer dem og gør dem fattigere, men det er ikke noget, nogen taler om. Til gengæld tales der grimmere og grimmere om dem. Der går ikke en dag, hvor dem på kontanthjælp ikke får at vide, hvor dumme, grimme og uduelige de er. Langt ind i Socialdemokratiet har den tænkning bredt sig«.
Jeg har mange gange været civilt ulydig, fordi jeg har stolet på min egen vurdering
Hanne Reintoft
Vi er blevet inviteret på kaffe i Hanne Reintofts åbne havestue, og selv om det er tidlig morgen, vælter solens stråler ned fra en blå himmel, og en svag vind får havens væld af farverige blomster til at røre en smule på sig. En gang imellem borer en dunkende lyd fra et metrobyggeri i nærheden sig vej igennem stilheden og minder os om, at vi befinder os midt på Frederiksberg. Her har Hanne Reintoft boet i næsten 30 år sammen med sin mand, og i huset lige ved siden af boede forfatteren Tine Bryld frem til sin død i 2011. De to kvinder har livet igennem haft den sociale indignation til fælles – en indignation, der for Hanne Reintoft blev vakt til live, da hun som 20-årig mistede sin mor.
»Mine forældre var blevet skilt to år før, en grim skilsmisse, og da min mor døde, blev min far sindssyg. Han var dyrlæge og havde derfor adgang til morfin og amfetamin og begyndte at misbruge det. Da min mor døde, stod jeg helt alene med fire små søskende. Fra at vi havde alt i et privilegeret hjem, skete der en brat nedsmeltning, vi var overladt til os selv, og der var ingen hjælp at hente fra mine forældres fine venner. I stedet kom de og gjorde krav på ting fra min mors dødsbo. Det var det eneste, vi ejede, og så kom de og rippede vores hjem. Det var en ahaoplevelse, der fik mig til at gøre op med borgerskabet, for dét miljø ville jeg ikke være en del af«.
Var det derfor, du blev socialrådgiver?
»Ja, det var dels chokket over det pæne borgerskabs egoisme, der mødte mig, og så var det også oplevelsen af den sociale deroute, da min far blev syg, og min mor døde. Jeg fik øjnene op for en uretfærdighed i verden, jeg ikke før havde kendt til«.
Hvordan oplevede du den virkelighed, du mødte som ung socialrådgiver?
»Min praktiklærer tog mig med op til Ebberødgård, den gamle plejeanstalt for åndssvage, hvor folk lå på stuer lænket til sengene. De hylede, skreg og stank af ekskrementer, og det chokerede mig dybt. Jeg tudede i afmagt i bilen på vej hjem, men så sagde min lærer til mig: »Hanne, der er ikke tid til at flæbe. Det handler om at forandre det her«. Og den sætning tog jeg virkelig til mig; når man ser social uretfærdighed, må man handle og forsøge at gøre noget ved den«.
De privilegeredes ungdomsoprør
Praktiklærerens parole har fulgt Hanne Reintoft lige siden, og netop ønsket om at gøre noget ved problemerne fik hende til at melde sig ind i SF i 1959. Senere var hun med til at stifte Venstresocialisterne (VS). I 1968 mødte hun i VS et ungdomsoprør, hvor hun absolut heller ikke følte sig hjemme.
»For mig handlede kampen ikke om at ryge hash på Kulturministeriets trappe, men det gjorde den for dem. De venstreorienterede varetog deres egne interesser, kæmpede for fri hash og bedre forhold på universiteterne, mens de vigtigste ting – ligelønsproblemer, arbejdsmarkedsforhold og fri abort – overhovedet ikke interesserede dem. Men de ting var jo netop det vigtige for mig, så jeg følte mig slet ikke hjemme på den marxistiske venstrefløj. De forstod mig ikke, og jeg blev irriteret og skilte mig ud«.
Jeg har altid følt, at jeg havde befolkningens opbakning. Men det er klart, at når man lever et liv som mit, får man både venner og fjender
Hanne Reintoft
»Nej, det var de privilegeredes ungdomsoprør, borgerskabets børn, der prøvede at være progressive. De påstod, at de solidariserede sig med arbejderklassen, men det var på skrømt, for i virkeligheden var det de privilegeredes dagsordner, de satte. Under ungdomsoprøret var venstrefløjen belærende, bedrevidende og uden erfaringer med det liv, almindelige mennesker levede. Og nu gentager historien sig, for i dag er det stadig sådan, at når venstrefløjen råber op og vil problemer til livs, så er det den øvre middelklasses privilegerede dagsorden, der fylder i medierne«.
Hvad mener du?
»Jamen, det er de privilegeredes stemmer, vi hører i medierne. De taler om pressede børnefamilier, om stress, om 12-talspiger, og nu har de åbenbart også problemer med menstruation. Det er jo hyl og skab. De, der har virkelige problemer, har ingen stemme i den offentlige debat. I gamle dage kunne man altid få Ekstra Bladet til at bringe en historie om en grov tvangsfjernelsessag, men i dag kan man ikke komme igennem med den socialpolitiske kritik. Og det er jo mediernes ansvar«.
Venstrefløjen har svigtet de svage
Selv om Hanne Reintoft er frustreret over, at medierne ikke dækker de virkelige socialpolitiske problemer, er hendes skyts i højere grad rettet mod venstrefløjen, som hun mener har svigtet de svage.
»Venstrefløjen har ikke formået at kæmpe de svagestes kamp, og det ser man jo også i disse år, hvor folk under radaren strømmer til Dansk Folkeparti herhjemme og til højrepopulistiske partier rundt om i Europa. Der er sket et skred i synet på de svageste. Der går ikke én dag, hvor de, der er på kontanthjælp, ikke får smidt i hovedet, hvor dumme, nyttesløse og uduelige de er. Og der mangler simpelthen nogen på venstrefløjen til at sige fra og kæmpe imod. Enhedslisten forsøger, men har ofte svært ved at trænge igennem med den dagsorden. Det er et svigt«.
Du har villet forandre samfundet politisk. Har det været en illusion?
»Jeg tror stadig på det, selv om jeg må erkende på mine gamle dage, at det ikke er lykkedes endnu. Men jeg er optimistisk. Det nytter ikke noget, at vi bliver desillusionerede, for tingene ændrer sig hele tiden; der kommer bølger, og der kommer modbølger. En norsk arbejder sagde engang til mig: »Kampen for social retfærdighed dør aldrig«. Og det henholder jeg mig til«.
Både venner og fjender
Som ung var Hanne Reintoft genert, og hun var 30 år, før hun turde stå på en talerstol. Men siden da har hun ikke været bange for at sige sin mening – hverken i sin rolle som politiker, som socialrådgiver eller som brevkasseredaktør. Heller ikke selv om det har haft nogle omkostninger.
»Jeg har altid følt, at jeg havde befolkningens opbakning. Men det er klart, at når man lever et liv som mit, får man både venner og fjender. Jeg fik for eksempel en evig uven i Anker Jørgensen, da vi engang for mange år siden var til et arrangement på B&W-værftet og skulle tale foran 1.000 mænd i kedeldragter. Undervejs tiltalte Anker Jørgensen mig som »lille dame«, og jeg reagerede kækt ved at svare »Hvad mener du med lille dame, jeg er da højere end dig«. Han blev vildt til grin, og det tilgav han mig aldrig. Indimellem har folk da også sagt frygteligt grimme ting til mig, og jeg har også fået deciderede mordtrusler«.
Men den slags har aldrig fået dig til at ryste på hånden?
»Nej, nærmest tværtimod. Jeg har altid været rimelig beslutningsdygtig, og så tør jeg stole på mine vurderinger. Jeg skal tit tænke mig godt om, men når jeg så har truffet en beslutning, stoler jeg på min egen vurdering. Hvis jeg for eksempel havde besluttet, at en mor ikke skulle have fjernet sine fire børn, så havde jeg ikke noget imod at gemme dem for kommunen. Jeg har mange gange været civilt ulydig, fordi jeg har stolet på min egen vurdering«.
Har det haft nogen personlige omkostninger i dit familieliv, at din energi har ligget hos andre?
»Ja, det har da haft sin pris. Morten, min søn, siger, at han ikke har taget skade, og det er jo dejligt, men det har bestemt haft en betydning for hans barndom. Jeg har ofte overvejet, om jeg var der nok for ham. Jeg ville også gerne have haft et barn mere, men lod være, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne være der nok. Men jeg har samtidig altid haft et indre regnestykke, hvor jeg har vurderet, at andre, der ikke var privilegeret som min familie, havde mere brug for min hjælp«.
——————————
Rettelse: Der stod i en tidligere version, at Hanne Reintoft var med til at danne Mødrehjælpen i 1983. Organisationen havde dog en forgænger, der fandtes fra 1924 til 1976, da bistandsloven blev indført.
Kilde: Den privilegerede middelklasse er ramt af social blindhed – Politiken.dk
