Debat: Skal vi alle have en mentor? 

Sidste år blev Jan Lydicksen kåret til årets mentor. På billedet offentliggjort i Ugeavisen Varde holder han i hænderne en stor buket blomster og en check på 30.000 kroner. Prisen fik han ifølge det lokale beskæftigelsesråd, fordi han havde hjulpet flere forskellige målgrupper af ledige.»Alt i alt må vi sige, at du er en ildsjæl, der i høj grad lægger personlig energi i mentor-funktionen og brænder for at hjælpe andre,« sagde de til ham.  Men Jan Lydicksen fra Billum er ikke et særtilfælde. I virksomheder, foreninger, kommuner, faglige organisationer og byer finder man dem. De hjælper de udsatte unge, de ledige, de nydanske kvinder, de skoletrætte og dem med iværksætterånd.

Thomas Blachman har endda opkaldt et primetime underholdningskoncept efter dem. Engang var det en god støtte. En guidende sjæl. I dag skal vi alle have en mentor. Har spredt sig som en steppebrandIgennem de seneste år har mentorordningerne været en så stor succes, at de har spredt sig fra erhvervslivet og virksomhederne videre ud til resten af samfundet. Senest er det folkeskolen og gymnasiet, der har taget mentorerne til sig. Som beskrevet tidligere på ugen i denne avis har en folkeskole i Ruds Vedby og Faaborg Gymnasium indført, at alle elever uanset fagligt niveau skal have en personlig mentor.Ideen er, at samtalerne med enprofessionel voksen skal hjælpe de unge til at få mest muligt ud af deres evner.

Mentorsamtalerne er blevet indført efter inspiration fra den svenske friskolekoncern Kunskapsskolan, hvor en fast del af koncernens læringskoncept er mentorsamtaler til alle elever.Lars-Henrik Schmidt ryster på hovedet af den idé. Mentorer er stifindere, som man har brug for, når man ikke kan finde vej. Hvis eleverne i det danskeskolesystem virkelig ikke kan finde vej, har vi et problem.»Hvis eleverne har brug for det, har forældrene og skolen tilsammen spillet fallit. Det er usundt, at man som løsning giver hver elev sin egen mentor. Det kommer til at fremstå, som om, hver elev ikke kan finde ud af det selv. Og at enhver erfaring og læring ikke længere sker på egen hånd men i samarbejde med mentoren. Det bliver sådan, at bare det at lære nu kræver hjælp. At få en til at følge sig igennem uddannelsen kan også få eleverne til at føle sig overvåget,« siger professoren ipædagogik og filosofi fra DPU. Han mener, at børn og unge vil have vanskeligt ved at gennemskue, hvad mentoren skal. Kan man gå til mentoren, hvis man er ked af det eller bliver mobbet? Eller er det kun faglige problemer, mentoren kan give støtte til? Samtidig er faren, at forældrene ikke lever op til deres ansvar, fordi de kan lægge den opdragende funktion over på mentoren.

Mentorsystemet bliver i Lars-Henrik Schmidts øjne dybest set indført, fordi nogen mener, at der ikke bliver taget hånd om børnenes talent. At andre kan løse opgaven bedre end skolen selv.»Det er jo fint, at man kan inddrage pensionerede lærere og andre frivillige sjæle i arbejdet med eleverne. Men bagved ligger der en kritik af, at vores skolesystem ikke er istand til at tage sig af talenter. På den måde udstiller skolen sin egen svaghed. Dem, der kommer til at tabe, er dem, der rent faktisk har brug for specialundervisning. I stedet for at fortælle eliten, at de er særligt dygtige, indfører man et pædagogisk redskab, som kommer til at gælde for alle i stedet for dem, det rent faktisk er rettet imod.

Lisa Ott har siden begyndelsen af 90erne arbejdet med mentorordninger. Først i DR, siden som selvstændig konsulent for organisationer og virksomheder. Da hun hørte om folkeskolen og gymnasiet, der har indført mentor til hver elev, tænkte hun: Gad vide hvad de mener? “Jeg slår til lyd for, at vi værner om begrebet mentor. Det er gået fra at være et professionelt værktøj til at være et begreb, man klis­trer på en hel masse andre funktioner, som intet har med begrebet at gøre.

Kommunerne giver mentorer til borgerne. Det er der, hvor begrebet bliver udvandet. I sådant tilfælde får borgeren en kontakt eller en støtteperson. Det får en mere positiv klang, når man siger mentor. Det lyder simpelthen pænere.

«Mentorordningerne er blevet populære af to årsager, mener Lisa Ott. De er gratis. Og de er effektive. Hendes erfaring er, at der er flere mentorer end mentees, der melder sig. Samtidig har hun oplevet, at mentees i højere grad end tidligere mener, at mentoren skal gøre noget for dem. Et krav, som aldrig vil blive opfyldt.

Lisa Ott har set eksempler på ansatte, som er blevet sendt til et mentorprogram, hvor de måske i virkeligheden skulle have haft en grundig snak om forventninger til arbejdet med deres egen leder.»Nogle gange bliver det en lidt for nem løsning. Det skal altid være menteen, der tager ansvaret for sit eget liv. Det er ikke mentorens job. Man skal have en fornemmelse af, hvor man vil hen. Hvis man ikke har det, er det måske en terapeut, man har brug for. Det er ikke alle mennesker, der har brug for en mentor.

Kilde: Skal vi alle have en mentor? – Berlingske.dk