JANN SJURSEN, FORMAND FOR RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
Store grupper af socialt udsatte har ikke nogen reel chance for at komme tilbage på sporet.
En god lang ferie er balsam for sjælen; man kobler af, man tænker ikke de vante tankemønstre, man bliver – måske – endda inspireret af gamle eller nye venner, man møder på sin vej gennem ferielandet. Sådan kan man i hvert fald håbe, at danskerne vender hjem til de vante rammer igen efter ferien: opladet med ny energi, fysisk og mentalt. Èn gruppe af danskere må dog vænne sig til, at den fremover får mindre ferie at lade op i: kontanthjælpsmodtagere. En del af lovpakken om kontanthjælpsloftet indeholdt nemlig også en nedsættelse af retten til ferie, når man er på kontanthjælp – fra fem til fire uger om året. Og således kom vi mentalt ud af ferietilstanden og tilbage til dén politiske virkelighed, der domineres af opfattelsen om nødvendighedens politik.
Her står det sort på hvidt, hvordan borgerne f.eks. ofrede et dagligt måltid, lægeordineret medicin, husleje eller tandlægebehandlingen, fordi de lave ydelser ikke længere rakte til helt ordinære daglige fornødenheder.
Forude venter der et politisk efterår rigt på politiske reformer, hvor nødvendighedens politik fortsat vil trone som det dominerende ræsonnement bag reformerne. Regeringen præsenterer sin overordnede plan for dansk økonomi i 2025-planen, og der vil sandsynligvis blive forhandlet en skatteaftale med indbyggede skattelettelser på plads. Men hvad har alt dette at gøre med socialt udsatte? I udgangspunktet intet. Men det er en af de væsentligste lærer af den politiske tidsalder, der kunne gå under navnet nødvendighedens politik, at det ved vi først, når folketing og regering konkret har udtænkt – eller forhandlet det på plads. Da den forrige regering i 2012 indgik sin store skatteaftale, som lettede skatten på arbejde med 14 mia. kr. frem mod 2022, sammen med de borgerlige partier, bestod krydset i, at det var kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomst, der måtte finansiere skattelettelsen: Frem mod 2023 falder kontanthjælpen og andre overførsler reelt med 5 pct., den bliver altså 5 pct. mindre værd i forhold til den generelle lønudvikling.
ADVERTISING
Her er vi inde ved kernen af argumentationen bag den nødvendige politik: »For at fremme væksten«, »skabe jobs i Danmark« og »fremtidssikre velfærdsstaten« eller noget lignende, hedder det gerne. Noget, som lader skinne igennem, at det ikke er med hjertet, men med hjernen, at man gennemfører en politik, som man finansierer ved at lade de dårligst stillede grupper holde for.
Man lod grupper, der intet havde at gøre med topskattelettelser, finansiere en stor del af kagen. Derfor er der god grund til at være opmærksom på, hvad der mon kommer ud af de politiske forhandlinger i efteråret – også for de socialt udsatte. Siden den nuværende regering trådte til for et år siden, er konsekvenserne af den nødvendige politik fortsat med at gå udover de svageste grupper i samfundet. Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen betyder, at ”rekrutteringsgrundlaget” for socialt udsatte grupper vil stige i de kommende år. Skulle man være i tvivl om validiteten af dét udsagn, kan man forvisse sig i de forskningsrapporter om konsekvenserne af de lave ydelser i 00’rne, som Rådet for Socialt Udsatte fik udarbejdet. Her står det sort på hvidt, hvordan borgerne f.eks. ofrede et dagligt måltid, lægeordineret medicin, husleje eller tandlægebehandlingen, fordi de lave ydelser ikke længere rakte til helt ordinære daglige fornødenheder.
Under nødvendighedens politik har socialt udsatte samtidig været genstand for socialpolitiske målsætninger.
Det begyndte under den forrige regering med de sociale 2020-mål, som daværende socialminister Annette Vilhelmsen, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og statsminister Helle Thorning-Schmidt præsenterede på et stort anlagt pressemøde. Desværre levede udførelsen ikke op til præsentationen, så arbejdet med de sociale 2020-mål fusede lidt ud i ingenting. Den nuværende regering har lavet sine egne mål for social mobilitet, der dog ikke angiver konkrete målsætninger, som de gamle sociale mål trods alt gjorde – nu tales der fx blot om ”færre hjemløse”. Det er en pointe, at det er beskæftigelsespolitiske tiltag, der for alvor ændrer livsbetingelserne for disse grupper – desværre i negativ retning. Den førte socialpolitik formår ikke at rette op på de virkeligt væsentlige skader, der i disse år påføres nogle af de mest ressourcesvage grupper i det danske samfund. Blandt gruppen af de udsatte kontanthjælpsmodtagere – som altså nu i stor stil rammes af loftet og 225-timers reglen, har vi de mest udsatte voksne (og deres børn): hjemløse, udsatte unge, mennesker med psykisk sygdom, misbrugere og prostituerede, for eksempel. Det er også en pointe, at udtrykket ”nødvendighedens politik” alene dækker over de reformer, der har med økonomiske eller beskæftigelsespolitiske emner at gøre. Ser man på den førte socialpolitik, er det tydeligt, at der ikke er en tilsvarende politisk forbrødring om at gøre det nødvendige. Lad mig give nogle eksempler:
Antallet af hjemløse i Danmark er nu oppe over 6.000 mennesker og er steget konstant siden hjemløsetællingen fra SFI fra 2009. Regeringen har med indførelsen af kontanthjælpsloftet selv opgjort, at over 8.000 mennesker vil miste 2.000-3.000 kr., når loftet er en realitet. Der var brug for flere billige boliger før loftet. Nu bliver der brug for mange flere billige boliger. En situation, hvor man skruer kraftigt ned for kontanthjælpsmodtageres eksistensgrundlag uden samtidig at anvise politiske løsninger på billige boliger, er ikke samfundsmæssigt bæredygtig – uanset politisk ståsted.
Nationale tal på alkoholbehandlingsområdet viser, at det at komme i offentlig alkoholbehandling som alkoholiker nærmest er en undtagelse. Der er 15.000 mennesker i behandling, men 140.000 er afhængige. Regeringen vil i sin socialpolitik fokusere på at gøre det, der virker – og det er et godt fokus. Men en nødvendig politik ville være at finansiere et behandlingssystem, der kunne rumme betragteligt flere end 15.000 ud af 140.000 behandlingskrævende personer. For stofmisbrugere er der i Danmark en behandlingsgaranti for dem, der ønsker at komme ud af deres misbrug.
Den lyder på 14 dage efter henvendelse. Desværre viser tal fra Socialstyrelsen, at kommunerne overskrider behandlingsgarantien i stor stil – endda på trods af kras kritik fra Rigsrevisionen i 2012 for lignende overskridelser.
En nødvendig politik er, at Folketinget giver misbrugsbehandlingen et løft i de kommende finanslovforhandlinger og forhandlingerne om kommunernes økonomi.
Mange socialt udsatte oplever, at gæld vokser dem over hovedet og bliver den store primære barriere for at komme tilbage på sporet. Især kontanthjælpsmodtagere har praktisk talt ingen mulighed for at opnå en form for gældssanering. Der er behov for en samlet indsats til hjælp for gældsramte socialt udsatte og fattige.
Hjælpen bør både være permanent finansiering af gældsrådgivning, adgang til gældsrådgivning i alle dele af landet, nødvendig hjælp til socialt udsatte til søgning af gældssanering og muligheder for gældssanering til mennesker på langvarig kontanthjælp, ressourceforløb etc.
En rapport fra 2014 fra Rådet viste, at 185.000 danskere, der skylder penge til Skat, reelt ingen betalingsevne har.
Når man taler om, at man laver den nødvendige politik, sætter man også sig selv op på en moralsk piedestal: Man har modet til at gøre det, der er nødvendigt, selv om man måske ikke ideologisk elsker det. Jeg kunne ønske, at flere politikere havde modet til at føre en nødvendig socialpolitik, selv om det koster lidt mere – i hvert fald på kort sigt.
Kronik Jyllands-Posten
Kilde: De svageste må holde for – igen – Kronik – Debat
