Coronakrisen peger på, at ­mange psykiatribrugere ikke hører til i psykiatrien

Samfundsmæssige problematikker kan manifestere sig som psykiske problemer hos den enkelte borger, men disse skal løses på politisk og samfundsmæssigt niveau. De skal ikke løses af psykiatrien med flere sengepladser, flere diagnoser og mere medicin.

Det fremføres ofte, at der er for få ressourcer og sengepladser i psykiatrien. Vi mener, der er grund til at nuancere det synspunkt. Siden coronakrisens start har vi set belægningsprocenten i psykiatrien falde markant. Det skyldes både forhold hos personalet og borgerne, men vi mener, at den bagvedliggende årsag er, at en stor del af psykiatribrugerne ikke hører til i psykiatrien.

Nødstedte borgere, hægtet af det elitære samfund

Gruppen af psykiatribrugere består i høj grad af ensomme mennesker (der over tid udvikler eksempelvis depressive symptomer), af misbrugende (der som samfundet er indrettet nu hører under den kommunale rusmiddelbehandling), af mennesker med autisme, hjerneskade og dårlig begavelse (der har brug for kommunal etableret stram struktur og pædagogik for at trives), af socialt udsatte og af en bred vifte af andre nødstedte borgere, der er hægtet af vores elitære samfund.

Med andre ord tager psykiatrien sig i dag af alle de mennesker, som ikke passer ind i det moderne samfund. Et samfund som den danske sociolog Anders Petersen har betegnet som “Præstationssamfundet”, der kort fortalt kendetegnes ved, at vi hele tiden skal præstere for at vise vores værd. Og præsterer vi ikke, taber vi og føler os utilstrækkelige, bliver udmattede og opgivende.

Antidepressiva hjælper ikke på ensomhed

Vores pointe er ikke, at ovenstående grupper af mennesker ikke har behov for hjælp. Det er bare ikke psykiatrien, der hjælper dem bedst – for her vil de på baggrund af deres symptomer få en diagnose og en behandling, der som oftest involverer psykofarmaka. Sjældent vil hverken diagnose eller behandling forholde sig til den reelle baggrund for disse menneskers tilstand.

Antidepressiva hjælper ikke på ensomhed – det gør kun inklusion i sociale fællesskaber!

Siden corona-restriktionerne blev indført af regeringen, er der sket noget interessant i den hospitalsbaserede psykiatri: vi gik på dage fra en belægningsprocent på over 100, til at der pludselig var over 70 ledige senge i Region Midt alene. Det til trods for, at de ambulante enheder (lokalpsykiatrien) natten over også ændrede praksis, så kun de mest akutte samtaler bliver afholdt på normal vis, mens resten enten aflyses eller holdes over telefonen.

Ny ligevægt på afdelingerne

Der er naturligvis mange årsager til, at den hospitalsbaserede psykiatri i Region Midt pludselig har pladser nok. Nogle borgere undgår måske at lade sig indlægge af frygt for at blive smittet med corona, mens andre måske ikke vil stresse et i forvejen hårdt presset system yderligere og derfor bider deres psykiske mistrivsel i sig derhjemme.

Vi vil dog her pege på andre årsager, som også kan være i spil:

Da Danmark blev lukket ned i forbindelse med corona, besluttede ledelsen på vort hospital, at patienterne ikke længere kunne være indlagt på dobbeltstue. Et fornuftigt initiativ med henblik på at hindre smitte internt på afdelingerne. Der er således nu kun plads til 14 patienter på afdelingerne mod 15-17 tidligere. På få dage blev denne målsætning nået, hvilket er temmelig unikt og ikke opnået før, selvom ønsket om højst at have 14 indlagte patienter særligt op til weekender og ferie også har kendetegnet hidtidig praksis. Noget tyder således på, at der har indfundet sig en ny ligevægt på afdelingerne, hvor lægerne og det øvrige personale med frygten for corona i baghovedet har øget flowet på afdelingerne. Den kritiske læser vil indvende, at kvaliteten givetvis er dalet samtidig. Det kan naturligvis ikke afvises, men vi er ikke bekendt med eksempelvis en stigning i tvangsindlæggelser, selvmord eller genindlæggelser i denne periode. Endvidere tror vi ikke, at kvaliteten daler, da de udskrevne patienter givetvis tilhører den nedenfor beskrevne målgruppe, hvor den primære problematik er af social frem for psykiatrisk art.

Hvor personalet er blevet bedre til at udskrive patienterne, er en gruppe borgere, der før i tiden havde brug for en psykiatrisk indlæggelse, givetvis også blevet mere kritiske i forhold til indlæggelse i disse tider. Hvorfor det? Den svært sindslidende med psykotiske vrangforestillinger, den svært depressive med ophævet mimik og selvmordstanker eller den maniske borger med fare for at miste sit økonomiske grundlag, skal nok blive indlagt.

Men en stor del af de indlagte patienter på psykiatriske sengeafdelinger lider ikke af svær sindslidelse – de hører ind under de ovenfor beskrevne grupper og lever et liv præget af social eksklusion, som over tid kan give psykiatriske symptomer uden dog at være tegn på svær sindslidelse. Og disse borgere, tror vi, indlægges mindre hyppigt i dag end før coronakrisen.

Lad os få en en mere nuanceret debat

Med coronakrisen som løftestang ønsker vi en mere nuanceret debat om psykiatrien. Frem for det hyppigt anførte krav om flere ressourcer og flere sengepladser savner vi en debat om et mere fleksibelt samfund, der på hverdagsniveau kan forebygge, at borgere udvikler psykiatriske symptomer på baggrund af sociale problemstillinger. I forlængelse heraf savner vi en debat om, hvorvidt de penge, psykiatrien ønsker, bedre og mere effektivt kunne bruges i det kommunale system, f.eks. til flere og bedre væresteder, bosteder, deltids- og fleks-stillinger og andre initiativer, der kan øge social inklusion og dermed borgernes mentale trivsel.

Kommentare

  1. Gode overvejelser.
    Glæder en gammel Distriktspsykiater.
    Distriktspsykiatrien (1981-2006) var et modspil til den centraliserede “anstaltspsykiatri”. En demokratisk psykiatri, med skift fra bio/psyko/social til eksistentiel/psyko/social/biologisk/medicinsk. Langt mindre fokus på medicin som løsning, og mindstemiddelløsninger/empowerment. Når medicin så ofte en faktor 10 mindre. Tæt opfølgning virkning/bivirkning.
    Fra 2007 tilbagevinde til centralisering, med store “Glaspaladser” som ikke mindskede social isolation mv. Distriktspsykiatrien blev til Lokalpsykiatri, som fungerer som medicinambulatorier. BMI hurtigt over 40, på tvivlsom diagnostik, endnu mere p.t. ADHD medicinering med skadevirkning, psykoser mv, og til stadighed alt for mange fanget i behandling med såkaldte “lykkepiller” ( nærmere ligegladpiller). Polyfarmaci, høje doser mv.
    Og så som i skriver misbrugsbehandling i kommunalt regi, hvor der er meget lidt tilgang til psykiatere med erfaring inden for dette. Ofte med en masse medicin oveni, som Lyrica, Rivotril osv.
    Så nuværende krise redder sikkert en del fra at blive “psykiatribrugere” og tilgangen til stoffer kan man håbe gør at færre får startet.
    Vi får nok ikke genoplivet Distriktspsykiatrien, men hvordan vi så får os reddet ud af den nuværende centralisering med dens følgevirkninger er spørgsmålet.

Source: Coronakrisen peger på, at ­mange psykiatribrugere ikke hører til i psykiatrien – Dagens Medicin