Er du smittet med corona, og har du brug for at tale med andre, der har været igennem et sygdomsforløb med corona, så har du muligheden nu. De første ti frivillige mentorer i et nyt Coronanetværk er klar til at dele erfaringer med nysmittede over telefonen.
Mange borgere i Rudersdal Kommune bliver ramt af corona. Når man først har modtaget beskeden om en positiv test fra Styrelsen for Patientsikkerhed, er man ofte overladt til sig selv i isolation.
Hvert sygdomsforløb er forskelligt i længde og alvorlighed. Nogle bliver også ramt af utryghed for det ukendte og har evt. et ønske om at vide, hvad der kommer til at ske.
Frivillige corona-mentorer
Nu er det muligt, at blive kontaktet af en person som ved, hvad det vil sige at være testet positiv. En gruppe frivillige har opbygget en lille hurtigt arbejdende enhed, der kan tilbyde nysmittede coronaramte en telefonkontakt med henblik på afklarende og beroligende samtaler.
Tilbuddet om en samtale er for alle uanset, om det er et hårdt eller et mildt coronaforløb, man oplever.
Tilbuddet er ikke et lægefagligt tilbud, men frivillige, der ønsker at hjælpe andre gennem noget, de selv har prøvet. Hvis dine symptomer bekymrer dig, eller du oplever forværring i din sygdom er det vigtigt, du ringer til din læge. Brug sundhedsvæsenet, når du har brug for det – det har ikke lukket, selvom der er restriktioner i resten af samfundet. Husk altid at ringe først – mød aldrig op uden, at du har aftalt det med lægen.
Hvem skal du kontakte?
Ønsker du en frivillig corona-mentor kan du kontakte: Benny Würtz på bw@extemp.dk eller Preben Etwil på prebenetwil@gmail.com.
Mere information
Hvis du vil vide mere om baggrunden for at stifte Corona-netværket, kan du se omtalen i flere medier.