I udlandet sker der i disse år en radikal omstilling af indsatserne til mennesker med psykiske vanskeligheder. Omstillingen kan ses som en konsekvens af den nu almene forståelse af, at mennesker kan komme sig af alvorlige psykiske vanskeligheder. Der er ofte blevet talt om, at recovery indebærer et paradigmeskift – nu begynder kontourene at tegne sig.
Efterhånden giver det ikke mening at spørge, om mennesker kan komme sig, men hvordan. At komme sig, kaldes også recovery.
Der er bred enighed om, at mennesker kommer sig på mange måder, og at det derfor er en unik personlig proces at komme sig. Af samme grund peger typiske indikatorer for hvordan indsatser understøtter recovery på, at sammenhæng på tværs og skræddersyede løsninger er nødvendige, for at det enkelte menneske får den støtte der er brug for, på det rette tidspunkt.
I udlandet kaldes omstillingen af indsatserne og etableringen af borgerens rolle som selvstændig aktør i sin egen recoveryproces for “personalising the mental health system.” Det er en diskussion, der handler om retten til at vælge og troen på at mennesker kan træffe de valg, der er bedst for dem selv.
Samtidig er det også en diskussion om, hvordan man kan sikre, at der er den nødvendige integration af mange forskellige indsatser, så de er tilgængelige når borgeren har brug for dem. Med andre ord, hvad gør man, hvis det er borgeren, der bestemmer om der er brug for behandling, støtte i hverdagen eller måske noget helt andet.
Personalisation emphasizes greater individual control of the resources and supports needed to enable people to participate as equal citizens and pursue their own ambitions and aspirations rather than those determined for them by services and professionals (PMSU, 2005; ODI, 2008) – (se link)
I lande som fx England og Australien har man valgt at give psykisk sårbare og pårørende “choice & control,” og dermed retten til at bestemme, ved konkret at give personlige budgetter til borgerne samt sætte borgerne i spidsen for udviklingen. Det er en tendens man også herhjemme har set i mindre skala, uden dog at der har været en samlet national overvejelse omkring det. To eksempler er de brugerstyrede senge i psykiatrien samt de borgerbudgetter man har givet unge ledige i Århus.
Dette er måske små skridt, men de peger i retning af en meget ny måde at samarbejde på, hvor borgerens egen vurdering af sin situation er central for det, der sættes i værk.
Point of no return?
Selvom man ofte siger, at det der sker i England, kommer til Danmark med cirka tre års forsinkelse, er der pt ikke tydelige tegn herhjemme på en bredere national debat om recovery og fx “choice & control” – da denne diskussion skulle være begyndt for 2-3 år siden (jvf. No Health Without Mental Health). Og det er da også relevant at se kritisk på, om personalisering af støtten til mennesker med psykiske lidelser blot er endnu et fænomen i det evige udviklings-cirkus, da personalisering i fx England har ført til en meget stor og krævende omstillingsproces.
Det grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt recovery – og dermed antagelsen om, at mennesker kan komme sig – er et forbipasserende fænomen. Svaret på dette varierer måske en smule, men ser man på udlandet virker det dog som om denne diskussion generelt har passeret et “point of no return,” og at det ikke længere er til diskussion. Mennesker kan komme sig, og det giver ikke mening at arbejde med andre udgangspunkter end det. Af samme grund handler de faglige, politiske og offentlige drøftelser i udlandet derfor i høj grad om, hvordan man bedst støtter mennesker i deres recovery.
Samtidig har der – især fra handicaporganisationerne – været et krav i bl.a. England og Australien om øget inklusion i lokalsamfundet. Det er en rettighedsdiskussion, der ganske simpelt handler om, hvordan vi ønsker at leve som mennesker, og som understøttes af FNs Handicapkonvention, som Danmark tiltrådte i 2009. Konventionen omfatter mennesker med længerevarende psykiske lidelser, som derfor også er omfattet af retten til selvbestemmelse og retten til at fx vælge sin egen bopæl.
Kommer der til at ske noget herhjemme?
Da Danmark ikke er afkoblet fra resten af verden, må man formode at en del af det der sker i udlandet også vil ske herhjemme. Spørgsmålet er hvornår og hvordan.
Det afhænger af en række faktorer, herunder hvad der kan få ministerierne til at tage konsekvensen af, at recovery er blevet mere end et begreb i periferien. Men det afhænger også af, hvilke drøftelser om borgerrettigheder de store handicapforbund ønsker at beskæftige sig med, da bruger- og pårørendeforeninger i udlandet har været afhængige af en bredere diskussion end kun om psykisk syges forhold.
Rettighedsspørgsmålet har luret under overfladen i mange år, men er typisk forblevet hvad tidligere formand for DH, Stig Langvad har kaldt en “verdensbegivenhed i en lille kreds.”
For at tage bestik af situationen herhjemme kan man støtte sig til Sainsbury Centre for Mental Health, der beskriver tre niveauer af recovery-orientering:
- ”Engagement,” engageret men ikke kommet langt
- ”Udvikling,” mere moden udvikling, godt i gang
- ”Forvandling,” forvandlet og redefineret tilgang med udgangspunkt i recoveryværdier
Givet at der herhjemme arbejdes med recovery-orientering i mange regioner og kommuner, integreret støtte og bl.a. gennemføres en national afprøvning af peer-støtte (som denne hjemmeside er en del af), er det måske mest præcist at sige, at den væsentlige forskel på hvad der sker herhjemme og udlandet er, at i Danmark udvikles der metoder til at arbejde med recovery og brugerinddragelse, hvor man i udlandet i højere grad drøfter en mere fundamental forvandling/transformation af psykiatrien.
Choice & Control er et eksempel på det sidste – det bliver interessant at se hvilke skridt der er i Danmark fra udvikling til forvandling. Bliver det bare lidt som i udlandet vil i hvert fald én ting, være mere markant – og det er, at bruger og pårørende i lang højere grad skal vise vej.
” Consumer and carer participation in all levels of decision-making is fundamental to the improvement of mental health services and crucial to improving the lives of people with a mental illness” – Mental Health Australia
Denne artikel er skrevet af projektleder Klavs Serup Rasmussen for at beskrive en række aktuelle diskussioner om recovery i udlandet samt deres evt. koblinger til relevante diskussioner herhjemme. Artiklen afspejler ikke nødvendigvis partnernes holdninger.
Kilde: Choice & Control – når det til Danmark? – Peer-Støtte i Region Hovedstaden
