Carlsberg-formand i spidsen for ny mentorordning i Aarhus

Jobcenter Aarhus indgår samarbejde med mentorordningen ‘Bryd Unges Ledighed NU’ for at matche unge med erhvervsledere. Mentorerne skal med råd og vejledning hjælpe unge – der af forskellige årsager har svært ved at komme i gang – videre i praktik, job eller uddannelse.

9 ud af 10 langtidsledige unge, som er kommet videre i job, praktik eller uddannelse efter mentorforløbet, er fortsat i job eller uddannelse 1-3 år efter at have deltaget i mentorordningen.

Erhvervsmentorordningen går officielt i gang den 1. oktober, og målet er, at Bryd Unges Ledighed NU skaber 130 mentorforløb i løbet af det næste halvandet år. Carlsbergs bestyrelsesformand, professor, dr. scient. Flemming Besenbacher, er frontfigur for ordningen i Aarhus.

“Jeg har valgt at stå i spidsen for erhvervsmentorkorpset ‘Bryd Unges Ledighed NU’, da jeg mener, det er uacceptabelt, at de  unge bliver hængende i ledighed år efter år, fordi de mangler læreplads, job eller uddannelse. Jeg vil gerne opfordre erhvervsledere i Aarhus til at investere tre timer om måneden i tre måneder på at mødes med en ung. Dette skal være med til at opkvalificere de unge og fremover give virksomhederne den arbejdskraft, de skal bruge,” siger Flemming Besenbacher, i en pressemeddelelse.

Et pilotprojekt fra nordsjællandske kommuner viser, at syv ud af ti unge enten er i gang med uddannelse, job eller praktik efter fire måneders mentorforløb. Og ni ud af ti også er i job eller uddannelse 1-3 år efter afslutning af mentorforløbet. Tallene skaber store forventninger hos social- og beskæftigelsesrådmand, Thomas Medom (SF).

“Bryd Unges Ledighed NU kan fremvise gode tal fra andre kommuner, så vi har selvfølgelig en forventning om, at de kan gentage succesen her i Aarhus. Erhvervsledere har en viden og et netværk, som kan være guld værd for de unge, der af forskellige årsager har svært ved at komme i gang. Så jeg håber, at mange erhvervsledere vil tilmelde sig, og jeg erbegejstret over, at en markant personlighed som Flemming Besenbacher vælger at bruge tid og kræfter på at få mentorkorpset i gang her i Aarhus,” siger Thomas Medom.

Læs mere på www.erhvervsmentor.dk

 

Kilde: Carlsberg-formand i spidsen for ny mentorordning i Aarhus – Lokalavisen Aarhus

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.