Sofies arbejdsuge svarede ofte til to fuldtidsstillinger, indtil en bilulykke fik hende til at stoppe op. Et nyt job skulle give færre opgaver og ikke mindst mere tid til familien. Men hurtigt udviklede det nye job sig til at være alt andet end drømmejobbet. Flere gange sagde Sofie op, men hver gang overtalte chefen hende til at blive. Selv da Sofies krop sagde stop, fortsatte hun på arbejdet. Lige indtil en dag, hvor Sofie blev sendt hjem af bagdøren af virksomhedens læge med en stressrelateret svær depression.
Det er en livline
Sherpas karriererådgiver hjalp Sofie med at søge praktiksted til hendes beskæftigelsesforløb, skrive CV og finde motivationen til at søge praktik. Samtidig hjalp en mentor Sofie med at få styr på hverdagen.”Jeg har været glad for mine forskellige forløb, men Sherpa har virkelig været guld værd. Du kan ringe 24 timer i døgnet. De har bare været der. De skriver en sms eller ringer for at høre, om man har det godt. De har hjulpet mig med kommunen, og har også kunne aflaste min mand, som har været en fantastisk støtte igennem alt det her. Det er trygt at gå i seng om aftenen og vide, at du har en, du kan ringe til. Det er en livline.”
I flere år arbejdede Sofie i arbejdstimer, der ofte sneg sig op på mere en 60 om ugen. Hun havde en chefstilling, en mand og en lille datter. Allerede dengang arbejdede Sofie for meget, men hun kunne ikke selv se det på det tidspunkt og stress var ikke noget man var opmærksom på som i dag. En ulykke fik hende til at tage hendes liv og arbejdstimer op til revidering.
Sofie fik et nyt job som konsulent, hvor hun startede på 30 timer og senere gik ned til en 25-timers arbejdsuge. Hun ville have mere fritid og tid med sin datter. Sofie og hendes chef havde en god aftale, og den nedsatte arbejdstid fungerede godt for dem begge. Men så skiftede ledelsesstrukturen på arbejdspladsen, og Sofie fik en ny chef.
”Jeg fik flere og flere arbejdsopgaver, og min arbejdstid steg. Det var meningen, at jeg skulle være der tre fire dage om ugen, men var der nærmest seks dage. Det blev for meget for mig og da en kollega spurgte, om jeg ville med ham over i en ny virksomhed, som han var blevet headhuntet til sagde jeg ja tak, fordi det lød spændende. Jeg tænkte, at der ville komme ro på og mindres pres i hverdagen. Det ville jeg gerne.”
Var ene kvinde om tre stillinger
Sofie blev ansat som regnskabsansvarlig på den nye arbejdsplads. Forinden havde virksomheden fyret hele sin økonomiafdeling på tre ansatte på grund af rod i regnskaberne, og sammen med den gamle kollega skulle Sofie rydde op i regnskaber, løn, kontrakter og HR. Men kollegaen, som var blevet Sofies chef, havde travlt med andre opgaver i chefgruppen og bestyrelsen. Hurtigt sad Sofie alene tilbage med næsten hele oprydningsopgaven.”Jeg skulle rydde op i regnskaberne fra året før, lave regnskaber for dette år, håndtere og udvikle nye procedurer i organisationen, samt være med til at udvikle nye it-systemer. Derudover fik jeg ansvaret for en assistent, der ikke var økonomiuddannet, som jeg også skulle oplære, og efter en måneds ansættelse blev HR-chefen opsagt, og dermed skulle jeg overtage hans opgaver også. Det kan ét menneske jo ikke håndtere.”
Tre måneder inde i det nye job sagde Sofie op, uden et nyt job på hånden.
”Jeg har aldrig opsagt et job uden at have et nyt job, der ventede på mig, og det burde have fortalt mig, hvor dårlig arbejdspladsen var for mig. Jeg kunne bare mærke, at den mængde opgaver jeg havde, ikke var mulig at løse. Jeg havde tit så travlt, at jeg ikke havde tid til at gå på toilettet i løbet af en ti timers arbejdsdag og ofte sad jeg der til langt ud på natten, næsten hver dag, og alligevel var jeg bagud. ”
Blev overtalt til at blive
Men chefen talte Sofie ud af opsigelsen. Samtidig lovede han at ansætte en, der kunne hjælpe med at løfte den store mængde opgaver. Der blev ansat en direktionssekretær, som Sofie også skulle oplære. Det aflastede ledelsen, men ikke Sofie.Derfra begyndte Sofie at sige op med jævne mellemrum. Hver gang blev hun overtalt til at blive, og gik hjem med tanken om, at det nok bare var hende, der havde overreageret. Arbejdsopgaverne blev ikke færre og da Sofie havde været ansat i knap et år, begyndte hendes krop at sige fra.
”Jeg har altid haft en virkelig god hukommelse, men kunne pludseligt ikke huske noget. Min assistent lagde mærke til, at jeg begyndte at sige og gøre mærkelige ting. Andre kollegaer lagde også mærke til det, og fortalte det til en læge, som virksomheden havde ansat.”
Trods fysiske tegn på, at noget var galt, arbejdede Sofie videre. Hun havde en deadline i starten af januar 2012. Der skulle hun have afsluttet oprydningen på regnskaberne, samt have lavet det nye årsregnskab. Derefter ville tingene blive ”normale”, med hensyn til opgavemængde og arbejdstid, tænkte hun. Men da målet var nået fik Sofie endnu en opgave. Hun skulle håndtere virksomhedens lønninger til 350 ansatte, en opgave, der hidtil havde været outsourcet til et andet firma.
Sendes hjem ud af bagdøren
Sofie forsøgte endnu engang at forklare sin chef, at hun ikke kunne løfte den arbejdsbyrde han gav hende. Efter endnu et mislykket forsøg på at trænge igennem, tog Sofie til en coach, for at få hjælp og redskaber til at gøre sit budskab forståeligt for chefen.”Jeg kan ikke huske, hvad der skete ved coachen. Det eneste jeg kan huske er, at jeg kommer hjem og sætter mig i min sofa og jeg rejser mig ikke i fire dage. Jeg blev simpelthen så syg og kunne ingenting. Det føltes som om, at jeg havde tredobbelt influenza, og jeg græd som var der blevet åbnet en vandhane. Jeg sygemeldte mig, og bad chefen komme hjem til mig. Nu ville jeg sige op. Igen. Men chefen forklarede, at lønsystemet jo skulle implementeres, og jeg blev nødt til at komme på arbejde igen. Når lønnen var klaret, kunne jeg tage på tre ugers ferie og komme oven på. Så jeg tog på arbejde næste dag og blev installeret i et mødelokale, fordi jeg var så syg.”
Sofie arbejdede fra mødelokalet i tre uger, og fik styr på lønnen, selvom hun var syg. I de sidste dage inden ferien blev hun kaldt ind til et møde med virksomhedens læge.
”Jeg brød grædende sammen. Lægen sagde, at jeg skulle gå ud af bagdøren, og jeg skulle ikke komme tilbage før efter min ferie. Der skulle ligge en plan for, hvordan min situation skulle håndteres. Han sagde, at jeg skulle til en psykolog, og jeg skulle under ingen omstændigheder kommunikere med min chef. Jeg var så syg, men tænkte bare, at jeg trængte til ferie.”
Da Sofie vendte tilbage fra ferien var der ingen reaktion fra virksomheden, der heller ikke havde lagt en plan for hendes tilbagevenden, selvom det var aftalt. I stedet meddelte chefen hende, at hun skulle indhente de opgaver, hun ikke havde løst i tre uger, hun havde været væk. Selvom der ikke lå en plan klar, havde lægen, der sygemeldte Sofie sørget for, at hun dagen efter skulle starte hos psykologen.
”Jeg troede, at jeg kun skulle være der i nogle timer den første dag efter ferien, men jeg sad der i ni timer. Da jeg kørte hjem blev jeg ramt af influenzasymptomerne igen i bilen. Jeg rystede, fik ondt og svedte. Dagen efter tog jeg til psykolog. Hun sendte mig direkte hjem, og sagde, at jeg ikke skulle kontakte chefen. Hun skulle nok styre mit forløb sammen med lægen. Jeg gik hjem den dag og kom ikke på arbejde nogensinde igen.”
Stressrelateret svær depression
Sofie havde fået en svær depression. Hun lagde sig i sin seng og rejste sig ikke i de næste to måneder. Hun kunne ingenting.”Jeg skulle lære alting forfra. Simple ting, som man normalt tager for givet. Jeg skulle lære at stå ud af sengen og gå ud på min terrasse. Jeg skulle lære at sidde og spise med min familie, og lære at være mor igen. Det at gå ud på gaden var virkelig angstprovokerende. Det tog mig et år, før jeg kunne gå ud i en butik alene, fordi der var lyde alle steder.”
Sammen med sin mand trænede Sofie sig tilbage til en hverdag, der kunne fungere. Sideløbende så hun sin psykolog, der havde sygemeldt Sofie i marts måned. Kort efter sin ferie, fandt Sofie ud af, at hun var gravid med sit andet barn. Og da Sofie også udviste også tegn på en fødselsdepression, blev hun henvist til ambulant behandling på et psykiatrisk center.
”Jeg kunne slet ikke håndtere min depression og graviditet på det tidspunkt, og jeg blev heldigvis tilknyttet en rigtig god læge og sygeplejerske på det psykiatriske center. De gav mig en masse gode redskaber, og jeg fik coaching og gruppeterapi. Jeg var så glad for at gå derude. Min læge var den helt rigtige for mig på det tidspunkt. Han så mig, hørte mig og var den første, der rykkede mig i forhold til min depression og graviditet, knap to måneder før jeg skulle føde. Han lærte mig at acceptere, at jeg var syg. Det var starten på min helbredelse og ønske om at finde vej tilbage til livet. I mit coachingforløb havde min sygeplejerske og jeg talt om, at jeg gerne snart ville tilbage til arbejdsmarkedet, og derfor ville hun indstille mig til et Sherpa-forløb.”
Skulle i praktik
Efter et år blev Sofie tildelt en ny læge, som ikke vurderede, at centeret havde økonomiske ressourcer til at hjælpe Sofie yderligere. Lægen ville stoppe forløbet og foreslog Sofie, at hun begyndte på medicin. Sofie blev slået fuldstændig ud, men holdt fast i at hun ikke ønskede medicinering og slet ikke når hun var så motiveret for at komme i arbejde, som hun var. Derfor fandt hun og hendes mand selv et beskæftigelsesforløb, som hun fik støtte til at deltage på af sit forsikringsselskab. Samtidig begyndte hun som bruger i Sherpa.”Jeg var meget glad for forløbet, fordi jeg kom i gruppe med mennesker, der havde stressrelateret depression ligesom mig selv. Men som afslutning skulle vi i praktik, og jeg skulle selv finde pladsen. Det har jeg reflekteret meget over siden. Hvis man som rask ved, hvor svært det er at skrive en ansøgning, så prøv at gange det med 1000, når du har en psykisk sygdom. Praktik var bare ikke løsningen for mig, det var nederlag på nederlag at søge praktik. Jeg var slet ikke klar til at håndtere det på det tidspunkt. Derfor var jeg rigtig glad for, at jeg gik hos Sherpa samtidig. De forstod mig og mine frustrationer og prøvede at holde mig kørende indtil praktikforløbet var ovre.”
Det er en livline
Sherpas karriererådgiver hjalp Sofie med at søge praktiksted til hendes beskæftigelsesforløb, skrive CV og finde motivationen til at søge praktik. Samtidig hjalp en mentor Sofie med at få styr på hverdagen.”Jeg har været glad for mine forskellige forløb, men Sherpa har virkelig været guld værd. Du kan ringe 24 timer i døgnet. De har bare været der. De skriver en sms eller ringer for at høre, om man har det godt. De har hjulpet mig med kommunen, og har også kunne aflaste min mand, som har været en fantastisk støtte igennem alt det her. Det er trygt at gå i seng om aftenen og vide, at du har en, du kan ringe til. Det er en livline.”
Og støtten har været det vigtigste i Sofies forløb.
”Sherpa har bare været der. Uanset, hvad jeg havde brug for. Der har ikke været økonomi indblandet, eller en bagkant for et antal timer eller andet. De er der, så længe du har brug for det, og det er bedste, jeg har oplevet i mit sygdomsforløb. Det giver en kæmpe ro og tryghed. De har tid til dig, ser dig, lytter, kommer med indspark, giver gode råd, men det er mig selv, der har taget valgene hele vejen igennem. De er her for dig, på dit niveau og det er dig forløbet kører efter. Mentoren har ikke sagt eller dikteret, hvad jeg skulle gøre. Og du har brug for den sparringspartner, som er uafhængig af noget som helst andet, især økonomi. Andre steder har jeg følt, at der har været en agenda, der har været styret af økonomi. Når der er penge involveret er folk ikke der, hvor de skal være. Du bliver blot behandlet som en brik i et puslespil. Det er virkelig anstrengende og hårdt når man ligger ned og blot har brug for hjælp. Og jeg kan af erfaring helt sikkert sige, at man bliver ikke rask af hverken pres eller af at være på et budget. Derfor er Sherpa et helt unik og fantastisk tilbud som alle med psykisk sygdom burde blive tilbudt.”
Succeskriteriet er et godt liv
Efter praktikforløbet havde Sofie det stadig dårligt og ikke meget tro på arbejdsmarkedet. Men Sherpa stod klar. Hendes mentor og især karrierådgiver hjalp med at få hende på benene igen og at få troen tilbage på, at hun var noget værdigfuldt for arbejdsmarkedet. For den selvtillid var forsvundet under praktikforløbet. Karriererådgiverne hjalp Sofie med personlighedstest, finde ideer til jobs, nyt CV og ansøgning. Så begyndte Sofie at søge jobs sammen med sin karriererådgiver. 25 timer var målet, for det er et krav i det offentlige, hvis du skal have A-kasse i tilfælde af jobmangel. Men stillingerne var ikke til at finde. Det var for få timer.”Mange indsatser er rettet mod beskæftigelse og det er sådan set også fint nok, for det at have et job er som udgangspunkt ofte en del af ens identitet. Men det er ikke alle her i verden, der behøver at gå på arbejde i 30, 25 eller 15 timer for den sags skyld.”
Det blev hurtigt klart for Sofie, at hun ikke kunne arbejde 25 timer om ugen. To dages arbejde under praktikken havde allerede været hårdt for hende. Derfor foreslog hendes karriererådgiver, at hun blev selvstændig og arbejdede de timer, hun kunne. Først var Sofie kritisk over for ideen, for fællesskabet på en arbejdsplads var vigtig for hende. Men da der ikke var nogle jobs, der lød på mindre end 25-30 timer ugentligt, valgte Sofie at prøve at blive selvstændig. Det fortryder hun ikke i dag.
”Jeg kan selv styre min hverdag og tempoet. Det er mig, der bestemmer både hvad angår opgaver, timer, kundeforhold og chefer, hvilket er meget vigtig i min tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Den frihed og ro jeg har, når jeg har en dårlig dag er så værdifuld. Det er nemlig mit eget ansvar og mine egne timer og penge, hvis jeg har en sygedag eller timer. Dermed føler jeg ikke, at jeg skal stå til rådighed for en anden person, der bestemmer over mig. Jeg er meget socialt anlagt, jeg kan godt lide at komme på en arbejdsplads og være en del af et fællesskab og alt det, der er ved at være sådan et sted. Og det kan jeg stadig ved de kunder jeg har. Min karriererådgiver fra Sherpa har været der igennem hele processen, og der er stadig tid til at sparre med mig og hjælpe mig, når hverdagen er svær.”
Sofies opfattelse af succes også ændret sig.
”Da jeg startede hos Sherpa var mit succeskriterie, at jeg skulle arbejde 25 timer om ugen. Det kan jeg stadig ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til det. En succes for mig er ikke længere, hvor mange timer jeg kan arbejde, men i stedet, at jeg er glad, og kan være noget for min familie og mig selv og at jeg kan arbejde det, som jeg kan. Jeg lærer hele tiden at navigere i mit liv, og jeg kommer nok til at skulle lære resten af livet. Men underligt nok har jeg det bedre nu, end før jeg blev syg, fordi nu er jeg nødt til at passe på mig selv og agere herefter
Kilde: Nyheder | Team Sherpa
