Bliv mentor for etnisk minoritetskvinde i Aalborg og omegn – Frivilligjob.dk

Connect søger mentorer til kvinder i Nordjylland! Frivillige søges i Aalborg og omegn til Connect – et mentorprojekt for unge kvinder med minoritetsbaggrund. Connect hjælper unge kvinder, med etnisk minoritetsbaggrund, mellem 18 og 30 år, der har været nødsaget til, helt eller delvist, at bryde kontakten til deres familie og øvrige netværk. De unge kvinder er ofte ensomme og har i mange tilfælde behov for hjælp til at skabe sociale netværk samt til at etablere et selvstændigt og selvvalgt voksenliv.

Projektet er tilknyttet Ungdommens Røde Kors i Århus og foregår i tæt samarbejde med landsorganisationen af kvindekrisecentre – LOKK.

For at blive mentor i projektet, skal du være mellem 20 og 30 år gammel. Desuden er det vigtigt, at du er psykisk robust, ansvarsbevidst og kender dine egne grænser. Dertil forventer vi, at du binder dig til projektet i minimum et halvt år.

Som mentor skal du mødes med en ung kvinde med etnisk minoritetsbaggrund en gang om måneden. Derudover forventer vi, at du ville kunne tale med kvinden over Skype månedligt. Dvs. I har kontakt hver 14. dag. Møderne kan bestå af biografture, hygge, sparring eller hjælp til praktiske ting.

Du vil som frivillig ved Connect få en helt unik mulighed for at hjælpe og gøre en afgørende forskel i en ung kvindes liv og samtidig blive en del af en velfungerende frivilliggruppe med hyggelige månedlige møder, løbende relevant efteruddannelse, professionel supervision og sociale arrangementer. Disse møder afholdes i Aarhus, og der er mødepligt.

Kilde: Bliv mentor for etnisk minoritetskvinde i Aalborg og omegn – Frivilligjob.dk

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.