Har du lyst til at støtte op om somaliske unge drenges skolegang og fremtidigt uddannelsesliv? Kan du afsætte et par timer ugentligt til at udforske mulighederne for at få aktive, sjove og positive oplevelser i selskab med udsatte somaliske unge? Så bliv frivillig mentor hos Indvandrer Kvindecentrets mandlige mentorkorps.
En stor del af de kvinder, som gør brug af Indvandrer Kvindecentret, er af somalisk oprindelse. Da vi herved har et stort kendskab til det somaliske miljø i Danmark, er det vores klare erfaring, at kvindernes sønner har et stort behov for støtte og hjælp. Mange af dem mangler aktive og meningsfulde aktiviteter i deres hverdag, og de er ydermere i risiko for at blive tabt i det danske skole- og uddannelsessystem.
Derfor oprettede vi i 2013 et frivilligt mandligt mentorkorps med henblik på at skabe mulighed for, at unge drenge med somalisk baggrund kan blive tilknyttet en mentor, der aktivt kan inspirere den enkelte unge dreng i sin hverdag med fritidsaktiviteter, lektielæsning, uddannelse og arbejde.
Vi forestiller os, at du:
- er mand over 23 år
- kan mødes 1 gang om ugen i 1-3 timer
- kan binde dig til projektet i minimum 6 måneder
- har interesse i at yde lektiehjælp og uddannelsessparring
- er initiativrig ift. at skabe positive sociale oplevelser sammen med den unge
- vil indgå i et mentorteam med andre mandlige frivillige
Vi tilbyder:
- et selvstændigt frivilligt arbejde
- opbygning af dit CV
- mulighed for at skabe netværk med andre mandlige frivillige
- et spændende frivilligt job med mulighed for at stå for aktiviteter med de unge
- mulighed for at være med at udvikle projektet sammen med de andre mandlige frivillige
- mulighed for at deltage i vidensudviklende frivilligkurser hver ca. 3. måned
Har du lyst til at blive mentor eller bare høre mere om projektet, så send os en mail med en beskrivelse af dig selv. Vi håber meget på at høre fra dig!
Source: Bliv mentor for en ung somalisk dreng! – frivilligjob.dk