Bryd unges ledighed nu: Bliv erhvervsmentor

 Vi har en udfordring. Vores unge har brug for netværk til lokale arbejdspladser. Til trods for at en del unge kommer videre fra kontanthjælp til uddannelse eller arbejde, returnerer 70% af dem til kontanthjælpssystemet inden for et år, og op til halvdelen af de unge frafalder påbegyndte erhvervsuddannelser – blandt andet fordi de ikke kan finde praktik/lærepladser. Det er skidt for de unge og samfundet.
Vi er et korps af erhvervsledere, som med din hjælp kan bryde de 70 %.
Sekretariatet i Bryd Unges Ledighed NU! koordinerer mentorindsatsen og formidler frivillige erhvervsledere og erfarne erhvervsfolk til lokale unge. Over 400 store, små og mellemstore virksomheder i landet bidrager til indsatsen – og det har banet vejen for praktik, læreplads, uddannelse og job til 71 % af de unge. Vi giver håbet tilbage til unge, som befinder sig i svære livssituationer.
Mentorordningen egner sig specielt godt til ‘uddannelsesparate’ og ‘jobparate’ unge i alderen 15-30 år. De unge kan enten være på udkig efter en uddannelse, fritidsjob, læreplads/praktikplads eller fuldtidsjob. En mentor kan hjælpe dem med at skrive jobansøgning, bidrage med relevant viden om en bestemt branche eller generelt afklare den unge om spørgsmål vedrørende arbejdsmarkedet og/eller uddannelsessteder.
Læs mere her: Bliv erhvervsmentor

Forfatter: Lars Holmboe

Arbejder med at udvikle mentorordninger, forske, give sparring, holde foredrag og workshops om mentorordninger og om det at få en mentor.